Knagen

Citat
”Mest ubekvemt var det med sofaen. Hun flyttede sig ikke, når han kom for at sidde der. Snarere tværtimod. Hun rykkede nærmere og begyndte at vegetere op og ned ad ham, krable ham i nakken og forsøge at mase hans ene skulder skæv ved at lægge sit hoved op på den tungt som en kanonkugle.”
”Tingene” fra ”Knagen”, side 53.

Da Dorrit Willumsen gik i gymnasiet, satte hun sig for at skrive en roman i en sommerferie. For det kunne ikke tage mere end 14 dage, tænkte hun. Det blev dog kun til en enkelt novelle, og den kom med i ”Knagen” (1965), der blev Dorrit Willumsens debut.

”Knagen” består af 11 noveller, der er skrevet i en realistisk stil med groteske og surrealistiske træk. Alle novellerne foregår i nutiden – det vil sige i 1960’erne – og kredser omkring det nære miljø i hjemmet set med et voksent blik. Den eneste undtagelse er den første novelle, ”Lukket land”, der finder sted nogle årtier før og er fortalt som et tilbageblik med et barns synsvinkel.

Hovedtemaet i novellerne er mænds og kvinders fremmedhed over for hinanden, der gør kærligheden til et underligt kunstigt og distanceret samspil. Samtidig medfører fremmedheden, at kvinderne fastholdes i en offerposition i det mandsdominerede hjem.

I samlingens anden novelle ”Tingene” møder en mand en kærlighedshungrende kvinde, som han modvilligt lader komme med hjem. Her installerer hun sig. Hun fylder op i lejligheden, og han er hele tiden bekymret for, hvad hun foretager sig, når han ikke holder øje med hende. Hun er et kaoselement i hans velordnede univers. Især forstyrrer det ham, at hun piller ved hans udstilling af 53 askebægre. Og værre bliver det, da hun også begynder at få børn. Han finder først ro, da han flygter ind i et indre, surrealistisk univers – langt væk fra hende.

Lige så tragikomisk foruroligende udfolder et parforhold sig i titelnovellen ”Knagen”, der på samme vis er fortalt fra mandens vinkel. Kvinden, som denne mand bor sammen med, omtales konsekvent som ”den”. Skabningen har endda en ”snude”. Gennem nøglehullet følger manden undrende skabningens handlinger og forsøger forgæves at finde en mening med dem. Han betragter, hvordan den sidder med skuldrene i knagestilling, mens den strikker uden entusiasme og vasker op med samme mangel på engagement. Først i novellens allersidste linjer bliver skabningen en ”hun”. Det sker, da hun forlader hjemmet, og hendes skuldre med det samme synker ned i et naturligt leje. Men denne forandring er kun kortvarig. Allerede næste dag er alt ved det gamle igen. For kvinden er kærlighedsforholdet med andre ord et fængsel, fordi manden ikke betragter hende som et ligeværdigt menneske, og kvinden lader ham resigneret gøre det.