Dorrit Willumsen

Dorrit Willumsen er født i 1940 og voksede op i en lejlighed på Nørrebro med sin mor, sin søster og sine bedsteforældre. Det var trange men trygge kår, selvom hendes mor var en del fraværende. Sin far vidste Dorrit Willumsen ikke meget om. Henne i skolen fortalte hun, at han var viktualiehandler, for det var et ord, hun lige havde lært. Først som voksen fandt hun ud af, at han var operasanger. Til gengæld var morfaren som en far for hende. Hun elskede de fantastiske beretninger fra hans tid som sømand, og han var hendes første og måske største læremester i fortællekunsten. Allerede som lille vidste hun, at hun ville være forfatter. ”Jeg har altid syntes, ord har magi. Jeg kunne ligefrem besvime af dem. Ord som ‘byldemor’ og ‘ligtorn’ var meget uhyggelige ord. Og da min mor en dag i teateret sagde til mig: “Dorrit, der er sprunget et blodkar i dit øje.” Ja, så så jeg for mig det store skyllekar nede i vaskekælderen helt fuld af blod. Og alt det skulle ud af mit øje,” fortæller Dorrit Willumsen (Lonnie Krause: Dorrit Willumsen. Ordtilallesider.dk).

Da hun kom i gymnasiet, begyndte hun at sende historier ind til Hjemmet, Familie Journal og Det Kongelige Teater og fik det hele retur. Men da hun sendte nogle noveller til Gyldendal, stod der i afslagsbrevet, at hun skulle blive ved med at skrive. Så da hun blev student i 1960, tog hun deltidsarbejde blandt andet på et kontor og skrev om aftenen. Sådan ville hun leve resten af sit liv, lige indtil hun forelskede sig i forfatteren Jess Ørnsbo. De blev gift i 1963, og i 1970 fik de sønnen Tore. Ægteskabet var den første store forhindring for hendes forfatterskab, for i 1960’erne forventedes det, at en kvinde frem for alt – og trods forfatterdrømme – tog sig af børnene og de huslige pligter i hjemmet. ”Man regnede med, at jeg kunne skrive, hvis der ikke var andet, der var vigtigere. Det har jeg fået at vide tit,” fortæller hun (Louise Kidde Sauntved: Kampen for at være alene. Berlingske, 2011-04-17).

Alligevel lykkedes det hende at debutere med novellesamlingen ”Knagen” i 1965, og hun har siden skrevet mere end 20 værker. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget en lang række priser. Blandt andet modtog hun i 1981 som den første kvinde nogensinde Det danske Akademis Litteraturpris, og fra 1980 har hun modtaget den livsvarige kunstnerydelse fra Statens Kunstfond. Indtil 2019, hvor Jess Ørnsbo døde, boede de sammen i Viby Sjælland. Dorrit Willumsen foretrækker stadig at skrive på maskine eller i hånden. ”Jeg kan godt lide at have ordene i hånden,” fortæller hun (Louise Kidde Sauntved: Kampen for at være alene. Berlingske, 2011-04-17). Først til sidst skriver hun manuskripterne ind på computer.

Da Dorrit Willumsen gik i gymnasiet, satte hun sig for at skrive en roman i en sommerferie. For det kunne ikke tage mere end 14 dage, tænkte hun. Det blev dog kun til en enkelt novelle, og den kom med i ”Knagen” (1965), der blev Dorrit Willumsens debut.

”Knagen” består af 11 noveller, der er skrevet i en realistisk stil med groteske og surrealistiske træk. Alle novellerne foregår i nutiden – det vil sige i 1960’erne – og kredser omkring det nære miljø i hjemmet set med et voksent blik. Den eneste undtagelse er den første novelle, ”Lukket land”, der finder sted nogle årtier før og er fortalt som et tilbageblik med et barns synsvinkel.

Hovedtemaet i novellerne er mænds og kvinders fremmedhed over for hinanden, der gør kærligheden til et underligt kunstigt og distanceret samspil. Samtidig medfører fremmedheden, at kvinderne fastholdes i en offerposition i det mandsdominerede hjem.

I samlingens anden novelle ”Tingene” møder en mand en kærlighedshungrende kvinde, som han modvilligt lader komme med hjem. Her installerer hun sig. Hun fylder op i lejligheden, og han er hele tiden bekymret for, hvad hun foretager sig, når han ikke holder øje med hende. Hun er et kaoselement i hans velordnede univers. Især forstyrrer det ham, at hun piller ved hans udstilling af 53 askebægre. Og værre bliver det, da hun også begynder at få børn. Han finder først ro, da han flygter ind i et indre, surrealistisk univers – langt væk fra hende.

Lige så tragikomisk foruroligende udfolder et parforhold sig i titelnovellen ”Knagen”, der på samme vis er fortalt fra mandens vinkel. Kvinden, som denne mand bor sammen med, omtales konsekvent som ”den”. Skabningen har endda en ”snude”. Gennem nøglehullet følger manden undrende skabningens handlinger og forsøger forgæves at finde en mening med dem. Han betragter, hvordan den sidder med skuldrene i knagestilling, mens den strikker uden entusiasme og vasker op med samme mangel på engagement. Først i novellens allersidste linjer bliver skabningen en ”hun”. Det sker, da hun forlader hjemmet, og hendes skuldre med det samme synker ned i et naturligt leje. Men denne forandring er kun kortvarig. Allerede næste dag er alt ved det gamle igen. For kvinden er kærlighedsforholdet med andre ord et fængsel, fordi manden ikke betragter hende som et ligeværdigt menneske, og kvinden lader ham resigneret gøre det.