Kaldet

Citat
”Laboratoriet i Toronto havde udskilt femten forskellige dna-signaturer på Ulmer. De fjorten matchede blodpletterne på Delia Chandlers tøj, den femtende var Delias.”
”Kaldet”, s. 102.

Kriminalromanen ”The Calling” fra 2008 (”Kaldet”, 2011) er første bind i en planlagt serie om kriminalkommissær Micallef.

I den lille canadiske by Port Dundas findes en gammel dame myrdet, tappet for blod. Mordsager er yderst sjældne på den lille politistation, og dette mord er tilmed så makabert og mærkværdigt, at ingen rigtigt tror det muligt. Få timer efter bliver mandskabet i Port Dundas tippet om et lige så brutalt mord i byen Chamberlain 315 km østpå. Ligene har ikke fået samme behandling, men ofrene har i begge tilfælde været uhelbredeligt syge. De har begge selv lukket morderen ind, ladet ham bedøve dem, hvorefter han har taget sig usædvanlig god tid til at foretage sin makabre, nærmest ceremonielle efterbehandling af dem.

28776640

Det er de makabre detaljer, det uforudsigelige forløb i mordsagen og de psykologiske skildringer af såvel kommissær Micallef som af morderen, der dominerer i første bind. Læseren tages med på rejse tværs over Canada med den mystiske morder. Han er dybt religiøs og på en vigtig mission. Hans ofre har selv sendt bud efter ham, og han lader dem forstå, at han ønsker at hjælpe dem væk på den bedst tænkelige måde. Hans respekt for ofrene er bemærkelsesværdig. Hans efterbehandling af dem er bemærkelsesværdig grum.

Det psykologiske portræt af ham er lige så mærkværdigt og uhyggeligt, som portrættet af Hazel Micallef er traditionelt og håbefuldt. Micallef ligner så mange andre kommissærer i kriminalromaner: En følelsesmæssigt afstumpet betjent i en lille by midt ude i ingenting, der pludselig står med en mordsag af den slags, der kan rydde forsider i de landsdækkende medier.

Der lægges op til en ny start for Micallef, som læseren kan følge i de kommende bind.