“I, der, efter hvad I har fortalt mig, har dræbt hende ved at spørge hende, hvem hun var, naar I engang paa den anden Side af Graven bliver spurgt: Hvem er I? – hvad vil I da kunne svare?”
“Drømmerne”, i “Syv fantastiske Fortællinger”, s. 314.
Karen Blixens første værk er “Seven Gothic Tales” fra 1934 (“Syv
fantastiske Fortællinger”, 1935), der blev udgivet under pseudonymet Isak
Dinesen. Tidsligt er fortællingerne sat i 1800-tallet. Miljøet og omgivelserne
er gotiske, eksotiske og aristokratiske, og temaerne er mennesket og dets
skæbne, identitet, forholdet mellem mandligt og kvindeligt samt mellem liv og
kunst. Det står eksempelvis klart ved læsning af fortællingen “Drømmerne”, hvor
identitetsspørgsmålet sammenkobles med historiefortælling(er).
“Drømmerne” er skrevet som en
rammefortælling eller et kinesisk æskesystem med flere mindre historier inde i
hovedfortællingen. Den ydre ramme er en iscenesættelse af den klassiske
fortællesituations kulisse: en fuldmånenat i 1863 på en dhow, der sejler mellem
Lamu og Zanzibar. Om bord er Said Ben Ahamed, eventyrfortælleren Mira Jama, der
har mistet evnen til at fortælle historier, og den rige englænder Lincoln
Forsner. Inde i denne ramme fortæller Lincoln historien om kvinden som ”for
tyve Aar siden lærte [ham] at drømme” (s. 267). Lincoln møder
i Rom en prostitueret kvinde, som han forelsker sig i og vil giftes med. Han
rejser for at underrette sin familie, men da han kommer tilbage til Rom, er hun
væk. Han rejser rundt og leder efter hende og møder på et hotel i Alperne, hvor
han møder en gammel bekendt, Pilot, og dennes medrejsende Baron von Hohenemser.
De fortæller hver deres historie om en kvinde, de fortvivlet leder efter.
Beskrivelserne af de tre kvinder er vidt forskellige, men det viser sig, at det
er den samme kvinde.
24236641
Da de finder hende og afkræver
hende et svar på spørgsmålet: Hvem er du? kaster hun sig ud fra en
bjergskråning. På hendes dødsleje fortæller jøden Marcus Cocoza, som er hendes
beskytter, historien om hendes liv. Kvinden er den verdensberømte
operasangerinde Pellegrina Leoni, der kom til skade i en brand på teatret og
mistede sin stemme. Dette fik hende til at indse, at hun aldrig igen ville være
afhængig af én identitet, og hun besluttede sig for at lade verden tro, at
Pellegrina var død, mens hun selv levede med skiftende identiteter resten af
sit liv. Pellegrina beskriver identitet som noget, der fanger, fastholder og
snærer, og ved at være den samme hele livet bliver man sin egen “Slave og
Fange” (s. 326).
Fortællingen som helhed kan
potentielt læses som en drøm. Den mimer drømmens struktur ved at de indlejrede
fortællinger aldrig når til en afslutning, men konstant afbrydes og udsættes,
hvorved fortællingen udsætter tidspunktet for afslutning, konklusion og
fortolkning. Svaret på spørgsmålet om identitet falder aldrig i nogen absolut
forstand. Dette illustrerer Pellegrina gennem sine forskellige roller og
masker, som hver især er anledning til en ny historie.
Baronen, Pilot og Lincoln, leder
alle efter svaret på spørgsmålet: Hvem er jeg? Men de projicerer det ud i
verden og spørger i stedet Pellegrina: Hvem er du? De vil alle gerne fortælle
den sande historie om hende, men hver enkelt fortælling undermineres af den
næstes. Pellegrina flytter sig konstant, både rent geografisk og også fra sig
selv. Hun kan således læses som en slags metafor for fortællingen, som en
understregning af, at der ikke findes en definitiv tolkning. Demaskeringen,
reduktionen og kravet om en endelig sandhed og identitet – gennem mandens blik
og forventninger – bliver kvindens og fortællingens død.