Til trods for, at Inge Eriksen har sine rødder på venstrefløjen, er der allerede i debuten, debatbogen “Kællinger i Danmark – Agitationer fra Ingenmandsland” fra 1975, som blev skrevet sammen med Jytte Rex, en åben kritik af venstrefløjen, som anklages for at have dræbt revolutionen, etableret et nyt borgerskab og ikke mindst forrådt essensen i kvindekampen. Bogen blander breve, essays, digte, fotokollager og korte prosatekster, der ifølge Eriksen og Rex er “spontane udtryk for og beskrivelser af følelser og oplevelser vi opfatter som betydningsfulde” (s. 5), og således gengiver et kvindeligt erfaringsrum renset for det, de kalder forvredne og falske oplevelser, dvs. den iscenesættelse, som kvinder ifølge forfatterne dagligt underkastes og underkaster sig fra samfundets side. “Vi må til at skabe vore egne sandheder, dvs. lære at opleve for at skabe vore egne sandheder” , hedder det, og frigørelsesprocessen bliver ved “lige til den dag, hvor vi har kæmpet for og opnået en accept af vores måde at opleve på og erfare på – og vores personlige udtryk herfor – og bliver vurderet på lige fod med andre” (s.6), dvs. mænd. Bogen agiterer således for en langt bredere definition af kvindekamp end den gængse politiske, sociale og økonomiske, idet forfatterne pointerer den enkelte kvindes muligheder for at udtrykke sig som subjekt, som menneske og i sidste ende som kunstner.