Lykkejægere

Citat
”Der er vel ingen tvivl om, at Prins Henrik kunne have lært dansk, hvis han virkelig ville. [...] Det ry har de jo, franskmændene, at de tit har nok i deres eget. Solkongen, Napoleon. Der er nok nogle historiske ting, der gør sig gældende.”
Novellen ”Prins Henrik” i ”Lykkejægere”, side 26.

”Lykkejægere” er Kristina Nya Glaffeys debut fra 2007. Forsiden består af en collage af portrætfotos af mere eller mindre kendte ansigter i Andy Warhol-stil. Med Andy Warhols udsagn fra 1968, at ”In the future, everyone will be world-famous for 15 minutes” in mente, så er scenen sat: det handler om jagten på lykke og berømmelse.

Den første novelle bærer titlen ”Anja Andersen” og omhandler håndboldspilleren af samme navn. Først ridses en række kommentarer op om Andersens heftige temperament. Så krydres der med udsagn om hendes relation til håndboldtræneren Ulrik Wilbek og til medspilleren Camilla Andersen, som Anja var kærester med – og om hvilken indflydelse det mon har på spillet, når de går fra hinanden. Midt i al sniksnakken indtræder pludselig et ‘vi’, der betragter og kommenterer scenariet udefra.

26877709

Også Lars Larsen, ”lykkejæger, kræmmersjæl, kald, hvad du vil”, kommer vi tæt på i novellesamlingen, og vores allesammens havemand Søren Ryge Petersen fremstilles som et destillat af danskhed og højskoleånd.

Ud over de kendte, der portrætteres, og som vi som læsere kan spejle os i, fordi vi ‘kender dem’ fra medierne, så er der en række portrætter af ‘ukendte’ danskere. I novellen ”Brasilien” har Jørgen aldrig rigtig haft held med kvinderne hjemme i Danmark, men da han er til konference i Rio, sværmer de smukke brasilianske kvinder om ham. Jørgen bliver forelsket i den noget yngre psykolog Luciana og betegner hende hurtigt som kæreste, men hun tager det tilsyneladende mere stille og roligt. I hvert fald er det Jørgen, der må insistere på at møde hendes familie, som da ‘sådan set’ tager meget pænt imod ham, som han selv udtrykker det.

I alle noveller undtagen ”Brasilien” kommer betragtningerne fra et kollektivt ’vi’. Jørgen i ”Brasilien” betragtes sådan set også udefra, men novellen er skrevet som om, Jørgen betragter sig selv udefra – som en art dagbogsbeskrivelse i tredje person. Det giver en fornemmelse af, at hovedpersonen aldrig kan være helt sig selv, men at hans forhold til verden og sig selv altid inkluderer distance.