Vibeke Grønfeldts tidlige forfatterskab er ikke så let tilgængeligt som de senere års, det er mere formmæssigt eksperimenterende og sprogligt fortættet. ”Din tavshed er min skrift på væggen” fra 1976 udspiller sig på et sindssygehospital, hvor hovedpersonen Ulrike befinder sig. Det er hende, der skriver, og hendes skrift afspejler skismaet mellem barndommens selvfølgelige enkelhed på landet og det usikre meningsløse liv i nuets modernitet. Et tema, som er allestedsnærværende i Grønfeldts forfatterskab, ligesom også den sproglige psykotiske tilstand er det. Forstået på den måde at personernes sprog løber af med dem og fører dem længere og længere bort fra den sandhed, de søger. Den fælles samtale er borte, erstattet af personernes altid kværnende tanker, som de ikke kan dele med nogen.
Også de efterfølgende romaner ”Sommerens døde” (1978) og ”Den første sne” (1979) samt novellesamlingen ”Baglandet” (1981) tematiserer samme menneskelige forarmethed og eksistentielle ensomhed. Disse tidlige værker er præget af metarefleksioner over selve det at skrive og udtrykke sig.