Hella og Things Are Going Great

Hallgrímur Helgasons debutroman “Hella” fra 1990 er fortællingen om den fjortenårige Helga Dröfns, der er på vej mod voksendom. Hun går igennem en række teenageoplevelser med druk, arbejde og tab af sin bedstemor. Fortælleren er neutralt registrerende og spejler hendes forvandling i omgivelserne, den sovende lillesøsters uskyld og Heklas udbrud, samtidig med at hun mister sin mødom. Helgason afholder sig fra at gå ind i Helgas tanker og følelser – ganske atypisk for den retning, forfatterskabet siden tager. Allerede i den anden roman “Things Are Going Great” fra 1994 om den opportunistiske sanger og skuespiller Ragnheidur Birna er kritikken ekspliciteret og stilen blødt op med biografiske og sladderjournalistiske pasticher. Helgason skildrer Birna med udtalelser fra venner, bekendte, familie og elskere. Hun oplever karrierens højdepunkt, da hun optræder topløs for Arnold Schwarzenegger ved et show i Las Vegas. Hun bliver berømt i Island, da hun falder af en hest og brækker ryggen under optagelserne af en b-film. Det er en skildring af middelmådighedens triumf og introduktionen af et af forfatterskabets dominerende temaer: den moderne materialisme og mediekulturs gennemslag på Island.

For mere om “Hella” og “Things Are Going Great” læs artiklen “Made in Iceland” på https://bokmenntaborgin.is, som ovenstående gengivelse bygger på.