portræt af Herman Hesse
Foto: Ritzau Scanpix

Hermann Hesse

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, 2010. Blå bog og bibliografi opdateret 2021.
Top image group
portræt af Herman Hesse
Foto: Ritzau Scanpix

"Glasperlespillet" indbragte ham nobelprisen. "Steppeulven" og "Siddhartha" var hellige tekster for beatnikker og hippier. Freud havde hans debutroman "Peter Camenzind" som sin yndlingslekture. Dadaisten og grundlæggeren af Cafe Voltaire, Hugo Ball, skrev hans biografi. Og LSD-guruen Timothy Leary hyldede ham. Hermann Hesse havde i det hele taget en markant gennemslagskraft i både sin tid og i eftertiden. I dag står han som den sidste store tyske romantiker. Et splittet sind i en splittet tid, som endte med at guide generationer af søgende unge i jagten på et alternativ til forbrugersamfundet. Måske kom de ikke i mål, det gjorde han heller ikke selv, men forfatterskabet lever stadig stærkt.

 

39144832

Blå bog

Født: Den 2. juni, 1877 i Calw, Tyskland.

Død: Den 9. august, 1962 i Montagnola, Schweiz.

Uddannelse: Udlært boghandler.

Debut: Romantische Lieder, 1898.

Litteraturpriser: Nobelprisen, 1946.

Seneste udgivelse: Vejen gennem kaos - Hesse om sig selv. Multivers, 2021. Oversat af Peter Boile Nielsen.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund - barndom

"Den anden stirrede forfærdet på ham, men så udbrød han pludselig med halvkvalt stemme: "Åh, nu forstår jeg også bønderne, der ikke ville lade os komme ind i deres landsby i går. Åh Gud, jeg ser det hele klart. Det er pesten! Ved min arme sjæl – det er pesten, Guldmund! Og du har været så længe der inde og har måske rørt ved de døde! Bort med dig, kom mig ikke nær, du er sikkert forgiftet! Det gør mig ondt, Guldmund, men jeg må bort, jeg kan ikke blive hos dig.""
"Sol og måne", s. 169.

Hermann Hesse kommer fra en lille middelalderby i Schwarzwald i Sydtyskland. Det var omgivelser af den slags, som alt efter øjnene, der ser, enten forekommer som den rene idyl eller minder om en gotisk gyser, høje bindingsværkshuse under stejle tagrejsninger langs en bred flod, som bugter sig gennem et endeløst mørkt tæppe af træer. Der var de særlige dage, de religiøse og borgerlige højtider, de øjeblikke hvor hårde anskuelser blev svøbt i deres smukkeste helligdagsdragt og evindelig god- og gensidighed forekom som en mulighed. Efterårsdagene når hele byen forsamledes om æblehøsten og lavede most, sommerdagene hvor man badede i floden, juledagene, hvor man frådsede og tænkte på de fattige. Der var de indre og ydre verdners udstødte, de fattige og fulde, bumserne og sigøjnerne, de syge og de sindssyge, drifterne og drømmene, mareridtene og melankolien, de skæve tanker og trosforestillingerne, de irrationelle handlinger og uforklarlige hændelser. Men for det meste var der bare en hverdag, der slæbte sig af sted på bedste beskub med de hensyn, som nu måtte tages for at få det lille samfund til at fungere.

Familien Hesse var i den kontekst lidt til en side. De var pietister i en ellers overvejende katolsk del af landet. Deres kvinder gik i uformelige mørke kjoler, de ældre mænd havde store, hvide skæg. Hermanns far var oprindeligt fra Baltikum. Morens familie havde virket som missionærer i Østen. De boede tre generationer sammen i et af de høje – tre etager – bindingsværkshuse og levede af at udgive religiøse skrifter med trykkeri i stueetagen. Morfaren var pater familias, den øverste. Han var øjensynligt en ekstraordinær sprogbegavelse og beherskede lige som Hesses mor en række eksotiske sprog, som de yndede at tale med hinanden og med de gæster, som fra tid til anden aflagde huset besøg fra fjerne lande. Hinduistiske og buddhistiske bøger, billeder og figurer vidnede om deres udsyn og forkærlighed for Østen. Men herudover var familien som alle andre i den gode ende af borgerskabet.

Kun en gang imellem rørte den indre verdens udstødte på sig, sendte sjælens sigøjnere og følelsernes forbrydere gennem tankerne, hen over tungerne og ind i drømmene, så lagde gotikken sig over det gamle hus, så genlød natten af angstskrig og dagen af skænderier og gråd og tænders gnidsel. Formentlig har det påvirket Hesse dybt. I det selvbiografiske eventyr "Traumfährte" fra 1938 ("Troldmandens barndom", 1996) fortæller han, hvordan han flygtede ind i fantasien og forvandlede omgivelserne til et magisk teater. Ud over fantasien havde han en tidligt udviklet og indlysende begavelse og vilje. Moren talte med bekymring og næsten profetisk om den bare fireårige drengs mægtige Sturm und Drang ('storm og trængsel' – betegnelse for følelsesladede, pubertære testoronrørelser i kulturhistorien og hverdagslivet). Hun gøs ved tanken om, hvad han kunne blive til med en slap opdragelse. Ikke at der var nogen grund til uro lige på det punkt, slap opdragelse havde hverken rod i familien Hesse, pietismen eller Calw, som den lille middelalderby hed. "Det var kun med vanskelighed, at jeg passede ind i en pietistisk opdragelse, som gik ud på at underkaste og nedbryde den individuelle personlighed. Fra tolvårsalderen ønskede jeg at være digter, og derfra var der ikke nogen normal eller officiel vej (…)", mindes Hermann Hesse i et kort selvbiografisk rids til nobelkomiteen i 1946. Med andre ord: Han vantrivedes.

 

Baggrund - ungdom

"Den lille mand var et lillebitte, gråt skyggeløst væsen, en mandsling, ånd eller kobold, engel eller dæmon, der somme tider var der og gik foran mig, i drømme såvel som i vågen tilstand, og som jeg måtte følge mere end min fader, mere end min moder, mere end fornuften, ja ofte mere end frygten. Når den lille mand blev synlig for mig, var der kun ham, og hvorhen han gik eller hvad han end gjorde, måtte jeg gøre ham det efter."
Herman Hesse: "Troldmandens barndom", side 39.

Der er kommet pres på pubertetskedlerne. Følelserne bliver stærkere, fantasien søger nye udløb, han læser og finder en naturlig havn for sin Sturm und Drang i de oprindelige romantikere. Som tolvårig kommer han på den prestigefulde Maulbronn klosterskole. Hundrede år tidligere havde digteren Hölderlin været blandt eleverne. Hesse holdt et par år i de historisk ladede omgivelserne. En dag vandrede han uden videre ud af porten og fortsatte, til han fireogtyve timer senere blev fundet af en betjent: "Som alle sådanne naturer led den unge digter under anfald af bundløse, til dels kokette depressioner, hvis årsag måtte søges dels i en afskedstagen med barnesjælen, dels i den endnu formålsløse overflod på kræfter, anelser og begær, dels i pubertetsårenes dunkle uforståelige drifter", skriver Hesse om sit alter ego Hermann Heilner, som foretog den samme vandring i "Under hjulet" (side 83).

Hermann Hesse kom på latinskole og prøvede at skyde sig selv, da rektorens syv år ældre datter afviste hans tilnærmelser. Smukkere kunne det ikke blive. Det var sådan Goethes plagede elsker havde gjort det i "Den unge Werthers lidelser", og det var med selvmord, at Hölderlins digterheros havde gjort det af med sig selv i "Der Tod des Empedokles". Det mislykkedes, men han havde fået slået en pointe fast over for omgivelserne og nok ikke mindst over for sig selv – han var mindst lige så følsom som sine romantiske forbilleder, og de kommende måneder og år gjorde han alt for at leve op til det.

Han gik rundt i stuerne i forældrenes hjem og lignede noget som i dag ville have bragt tankerne hen på en skoleskyder. Han stirrede lige frem for sig som en zombie og havde noget så ondt i sjælen og psyken. Han var seksten og i omgivelsernes øjne mentalt invalideret. Efter en tid fik forældrene lempet ham ind på en fabrik, der fremstillede tårnure. Fabrikker, maskiner og mekanikere var ikke lige Hesses kop te, og han undergik en langsom forandring til det bedre. Efter et år søgte han en lærlingeplads hos en boghandler i den gamle universitetsby Tübingen. Han fik den og begyndte at få styr på sin tilværelse. Som 20-årig fik han den eneste læseoplevelse, som kunne måle sig med den tidlige ungdoms møde med Hölderlin. Ikke overraskende var det "Således talte Zarathustra" af filosoffen Nietzsche. Der er den samme fascination af det privilegerede menneske som i romantikken, af geniet, eneren eller overmennesket, som Nietzsche kalder det med accenten forskudt fra følelserne og ånden mod viljen. Hesse mødtes med ligesindede i en studiekreds og udgav for egen regning sine første digte og prosastykker, digtsamlingen "Romantische Lieder" ('Romantiske sange') i 1898 og novellesamlingen "Eine Stunde hinter Mitternacht" ('En time før midnat') i 1899.

Efter opholdet i Tübingen rykkede han til den lokale storby Basel og en stilling i en større boghandel. Han fattede interesse for psykoanalysen. For en ung digtersjæl med et ego i overstørrelse var den interessant både som terapi og filosofi. Han sugede til sig af den. Verden bag verdenen, bevidstheden under bevidstheden, motiverne bag motiverne kom til syne.