De endeløse fortolkninger

”Nogen måtte have bagtalt Josef K., for uden han vidste af at have gjort noget forkert, blev han en morgen arresteret.” Sådan lyder indledningssætningen i Kafkas vel nok mest berømte roman Processen (påbegyndt 1914). Herefter sendes Josef K. til retsmøder på beskidte loftskamre, til samtaler med advokater og andre mennesker tilknyttet retten, men det lykkedes ham aldrig at få svar på, hvorfor han er blevet arresteret.

24322173

Det, ikke at kende den bagvedliggende mening med det, der overgår én, syntes at være noget af det mest karakteristiske ved Kafkas værker. Alligevel har især den tidlige Kafka-forskning ikke været bange for at give os svarene på, hvad den bagvedliggende mening er hos Kafka. Hans værker er blevet læst som religiøse lignelser, som profetier om det totalitære samfund, som psykologiske drømmebilleder og meget andet. Men hos Kafka selv er næsten hver eneste sætning skrevet som blot en fortolkning af den handling, de videregiver: ”Nogen måtte have”

Kafka bliver født i 1883 i Prag og dør i 1924 af tuberkulose. Han tilhører dermed generationen af modernistiske forfattere, en forfattergeneration, der har mistet tiltroen til de overleverede værdier og traditioner, det være sig litterære, moralske, m.m. Friedrich Nietzsche havde få år forinden foretaget en ”omvurdering af alle værdier”, som også virker hos disse forfattere.

Når ”Gud er død”, som Nietzsche skulle formulere det, er der ikke længere noget fast holdepunkt i tilværelsen, ikke længere nogen mening. Hvor man i den kristne verden og i det nittende århundredes filosofier og ideologier har en tro på, at der er en bagvedliggende mening (”Guds plan” eller ”Åndens kommen til bevidsthed om sig selv” som Hegel udtrykte det), så er denne tro væk hos Kafka og andre modernister. Alt er overladt til principielt endeløse tolkninger.