20166339
Dean Koontz’ hovedpersoners fortid er gerne en voldelig barndom og ofte en alkoholisk far, inspireret af Koontz’ egen barndom. Og det er ikke kun hovedpersonen, der er forfulgt af en traumatisk barndom. Morderen er ofte en person med samme ulykkelige fortid, der har gjort ham sindssyg og nu driver ham til at begå sin bestialske mord. mord. I ”Sælsom hvisken” (1980) afslører en hæsblæsende slutning morderens virkelige identitet og oprindelse. I ”Ondskabens bolig” (1990) er morderen på sin vis også uskyldig; skylden ligger begravet i hans perverse fortid og barndom, der har gjort ham til monster.
I andre romaner, som ”Midnat” (1988) og ”Dragens tåre” (1992), findes oprindelsen til psykopati også i mordernes opvækst. Selv om morder og hovedperson er to forskellige personer, er det nærliggende at opfatte dem som henholdsvis den negative og positive del af samme psyke. For at den positive side - hovedpersonen - kan blive fri, må den negative side - morderen - overvindes.