jens lapidus
Foto: Modtryk

Jens Lapidus

cand.mag. journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Blå bog og bibliografi opdateret marts 2024.
Top image group
jens lapidus
Foto: Modtryk
Main image
Lapidus, Jens
Foto: Jørgen Ringstrand

Den unge topadvokat Jens Lapidus er svensk krimis nye wunderkind. Han har trukket en hårdkogt amerikansk fortællertradition ind i den skandinaviske litteratur og lanceret sin helt egen Stockholm-noir med klare hilsner til Raymond Chandler og det umiddelbare forbillede James Ellroy. Han skriver om bandekriminalitet, så de indsatte flår hans bøger ned af hylderne i fængselsbibliotekerne. Og han skriver om en kokainsniffende overklasse og adel, så han for længst er blevet ugleset blandt de gamle venner i det stockholmske jetset.

 

 

137970252

Blå bog

Født: 24. maj 1974 i Stockholm.

Uddannelse: Jurist.

Debut: Snabba Cash. Wahlström & Widstrand, 2006. (Cash. Modtryk, 2009.)

Priser: Ingen oplyst.

Seneste udgivelse: Mr. Et. Modtryk, 2024. (Mr. Ett, 2022). Oversætter: Rolf Stavnem. Krimi.

Inspiration: James Ellroy.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Godt. Narkotikaen går godt. Coken kører skide godt. Luderne går endnu bedre. Du har ingen ide om hvad svenske mænd har længtes efter i alle disse år med politisk korrekthed. De er parate til at betale hvad som helst. Og den her bøsselov med forbud mod sexkøb, den har kun styrket os. De indendørs bordeller er store som i Las Vegas, der er ludere til hver eneste herrekomsammen i Djurholm. Det er fantastisk.”
“Cash”, s. 330.

Jens Lapidus er født i 1974 og voksede op i en jødisk familie i Gröndal, en middelklasseforstad til Stockholm. Som ung festede han med jetsettet i Stockholms glamourøse minefelt, Stureplan. Lapidus har nok altid haft ordet i sin magt, men ingen forestilling om, at han skulle blive forfatter. Han skulle være forsvarsadvokat. Og det blev han. På et af hovedstadens tungeste advokatkontorer.

Intet havde dog forberedt ham på den verden, han trådte ind i som nyudklækket jurist i Tingsretten. Her mødte den unge pæne mand den stockholmske underverden befolket af drabsmænd, narkohandlere, bandemedlemmer og sager om grov vold og andre alvorlige forbrydelser. Han havde behov for at bearbejde kontrasten, begyndte at skrive om sine oplevelser og tog samtidig et skrivekursus på folkeuniversitetet. Halvandet år efter udkom den 487 sider lange krimidebut “Cash”, som blev en øjeblikkelig bestseller. Udgivelsen tillod ham samtidig at komme ud af båsen som advokat. Han kalder sig et bindestregsmenneske. Han vil ikke være noget bestemt. Han vil være både og. Både advokat og forfatter. I forbindelse med premieren på filmatiseringen af “Cash” formulerede han det således:

“Det er altid en balancegang at tilhøre en minoritetsgruppe. Men hvis der er nogen form for ambition, jeg har indset, jeg har, er det ikke at være noget bestemt. Billedet af en jurist kontrasteres af billedet af en forfatter. Billedet af en som følger love og forordninger kontrasteres af en som er kreativ. Jeg vil befinde mig i begge verdner. Jeg vil kunne beholde de juridiske traditioner og samtidig være så virksom som jeg overhovedet kan i det svenske samfund. Jeg vil kunne se på tilværelsen gennem Bandidos øjne og jeg vil være far med mit barn. Jeg vil modbevise alle mennesker som vil hegne mennesker ind, som tror at man er sådan eller sådan.” (Jeanette Gentle: Barnen går först for Jens Lapidus. svd.se. 2010-01-10.)

At ville være flere ting på en gang kræver naturligvis sit. Når dagen i retten er omme, og han har tilbragt aftenen med familien, er der en time tilbage. Det er den, han skriver sine romaner i. Men han har ikke tænkt sig at skrive på fuld tid. Det er det med at være både og. Han vil ikke bare være forfatter.

Jens Lapidus er gift med den adelige Hedda Stiernstedt. Parret har et barn sammen. Han blev kåret som Sveriges bedst klædte mand i 2008.

Cash

“Men alligevel var der noget der manglede. Han så de svenske fyre. Hvor meget cash han end brugte ville han aldrig komme op på deres niveau. Jorge kunne mærke det. Hver eneste perker i hele byen kunne mærke det. Hvor meget de end kæmpede, puttede voks i håret, købte det rigtige tøj, havde æren i behold og kørte i toptjekkede biler – de hørte ikke til Dem. Ydmygelsen lå altid lige rundt om næste gadehjørne.”
“Cash”, side 333.

Handlingen i Jens Lapidus debutroman “Snabba Cash” fra 2006 (“Cash”, 2008.) har tre spor med hver sin forbryder som hovedperson.

Jorge er halvt chilener. Han sidder inde for narkokriminalitet i det næsten flugtsikre fængsel Österåker. Han er et dydsmønster, som udviser interesse for fængslets og den lokale egns historie. Han er så interesseret, at han får ledsaget udgang til Stadsbiblioteket, hvor han studerer geodætiske kort og luftfotografier af området omkring fængslet og køber nye løbesko. Nogle dage senere er han Legendariske Jorge, en af de få, som har forceret den syv meter høje mur og er sluppet væk. Jorge havde fået nok. Men jorden brænder under ham. Han mangler cash, han mangler et opholdssted. Han er paranoid.

27658156

Tingene kører heller ikke for serberen Mrado. Han styrer afpresningen af byens restaurationer og natklubber for den jugoslaviske mafia. Han har er solidt netværk. Han er konge af Fitness Centeret, et samlingssted for overtatoverede kæmper, som sludrer om biler og chicks og anabolske steroider i pauserne mellem passene. Men chefen Radovan er ikke tilfreds. Han stoler ikke på ham.

Johan Westlund, kaldet JW, er opvokset i provinsen. Han læser økonomi i Stockholm. Han hænger ud med en flok rigmandssønner på de dyre klubber på Stureplan. Han bliver den, som skaffer kokainen. Han bliver gruppens pusher. Han arbejder for overpusheren Abdulkarim. Han avancerer. Han bliver selv overpusher med småpushere under sig. Han dater den smukkeste jetset chick på Stureplan. Han lever livet deluxe. Samtidig kører han sin egen undersøgelse. Hans søster er forsvundet og har været det i et par år. Det eneste, han ved, er, at hun havde fundet sig en fyr med en gul Ferrari.

En kæmpe narkoladning er på vej ind i landet. Mrado, Jorge og JWs skæbner flettes sammen i et frodigt tableau af en svensk underverden i opbrud. Jugoerne er på toppen. Men presset fra HA, Bandidos, albanerne og fraktioner af skinheads og nynazister stiger.