Forfatterskabets udvikling og temaer

Jonathan Lethem har siden halvfemserne skabt et ganske omfangsrigt forfatterskab bestående af romaner, noveller og essaysamlinger. To af hans romaner findes i dansk oversættelse. Den ene, hans gennembrudsroman ”Moderløse Brooklyn” fra 1999, er en særpræget krimi: Hovedpersonen Freakshow, som lider af Tourettessyndrom, må træde i karakter for at opklare mordet på sin chef og mentor, Frank Minna. Lethem twister i romanen konventionerne for, hvad man normalt kan tillade sig inden for krimigenren. Historien omhandler, udover mordopklaringen, i lige så høj grad outsideren Freakshows kamp for at blive taget alvorligt trods sit handicap.

Den anden oversatte Lethem-roman er ”Ensomhedens fæstning” fra 2003, som er en større og mere ambitiøs dannelsesroman. Her følger vi hovedpersonen Dylan Edbus' omtumlede opvækst i 1970ernes fattige Brooklyn. Som den eneste hvide i et sort kvarter forsøger han at hæve sig over etniske stridigheder og sociale skæl for at indtage en rolle som selvstændigt individ i en verden, hvor umiddelbart ligegyldige ting som hudfarve og musikalske præferencer bruges som styrende identitetsmarkører.