Vagn Lundbye
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Vagn Lundbye

cand.mag. Helle Bertram. 2003. Blå bog og bibliografi opdateret 2019.
Top image group
Vagn Lundbye
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Vagn Lundbye har skrevet inden for mange genrer. Dog kredser de mange forskellige udgivelser om de samme emner: naturen, dyrene og det oprindelige menneskes kultur og forankrethed i naturen. Vagn Lundbye erklærede tidligt et åndeligt slægtskab med forfatteren Albert Dam. Mange af bøgerne henviser direkte og indirekte til Albert Dams verdenssyn om de 5 cirkler, som vi bevæger os inden for: Jeg’ets, familiens, folkets, naturens - og den femte cirkel er kosmos, drømme og alt det, vi ikke forstår. At Vagn Lundbye uanfægtet af tidens modeluner har holdt fast i disse principper, betyder at han har været selvskreven skydeskive for anmeldere, der til tider har fået nok af oprindelige stammefolk, uberørt natur og fodrejser. Men det har også medvirket til, at der over tid har samlet sig respekt og beundring for hans klippefaste tro på det, han lever og skriver for.

 

46227492

Blå bog 

Født: 1933 i Vanløse, København.

Død: 20. august 2016.

Uddannelse: officer og lærer.

Debut: Signalement, 1966.

Værktyper: Romaner, noveller, digte, rejseskildringer mv.

Priser i udvalg: Har siden 1979 været på finansloven med livsvarigt hæderslegat. Har bl.a. modtaget Kritikerprisen, Oehlenschlägers Mindelegat, Det danske akademis Beatricepris m.fl. Modtog i 2002 Det danske Akademis Store Pris for: Trefoldighedsbarn. Radioens romanpris, 2003.

Inspiration: Albert Dam.

Seneste udgivelse: Roman. Gladiator, 2019.

Artikel type
voksne

Baggrund

Vagn Lundbye blev født d. 22. november 1933 i Vanløse og voksede op i Aarhus. Han tog realeksamen på Aarhus Akademi og blev herefter uddannet som officer og lærer. Hans debut kom i tidsskriftet Vindrosen (1964) med novellen "En af disse". I 1966 udkom hans første roman - det litterære eksperiment "Signalement", der er inspireret af den nye franske roman. Den forholdsvis sene debut betød en kunstnerisk såvel som menneskelig modenhed, som var tydelig allerede i de første værker.

De sidste 30 år af sit liv boede Vagn Lundbye i det samme hus på Langeland sammen med sin kone med hvem han fik to børn, og en enorm samling af små næsehornsfigurer, tætpakkede bogreoler og gamle frugttræer.

Bredde, dybde og indlevelse

Forfatterskabet er præget af en stor bredde: romaner, noveller, digte, dyrefabler, rejseskildringer og radiospil er bare nogle af de genrer, som Vagn Lundbye arbejder med. Derimod kredser de mange forskellige udgivelser om de samme emner: naturen, dyrene og det oprindelige menneskes kultur og forankrethed i naturen.

Vagn Lundbye erklærede tidligt i forfatterskabet et åndeligt slægtskab med Albert Dam, som han siden har holdt fast ved. Mange af bøgerne henviser direkte såvel som indirekte til Albert Dams verdenssyn om de 5 cirkler. Kort fortalt er verden delt op i de 5 cirkler, som vi bevæger os inden for. Den første er jeg’ets, den anden familiens, den tredje folkets, den fjerde naturens og den femte er kosmos og drømme og alt det, vi ikke forstår.

At Vagn Lundbye uanfægtet af tidens modeluner og tendenser ikke har veget fra disse principper, betyder at han har været selvskreven skydeskive for kritikere og anmeldere, der til tider har fået nok af oprindelige stammefolk, uberørt natur og fodrejser. Men det har også medvirket til, at der over tid har samlet sig respekt og beundring for hans klippefaste tro på det, han lever og skriver for.

Bl.a. har Vagn Lundbye høstet roser for sin helhjertede indlevelse i næsehornet (bla. som i Næsehornsdigte 1990), opdagelsesrejsende (som i Omkom’79 Fjorden fra 1984) og i myter og fortællinger (som i Syv Vidnesbyrd om vor Herre Jesu Kristi Latter – nye alvidende fortællinger, 1999).

I 2002 modtog Vagn Lundbye Det Danske Akademis Store Pris for erindringsværket Trefoldighedsbarn . Romanen sætter en streg under forfatterskabets største kvaliteter: en sproglig stilsikkerhed og en kompromisløs fortæller, som tager læseren med hele vejen. Også når det bliver rigtig ubehageligt.