Thomas Mann

Paul Thomas Mann blev født den 6. juni 1875 i Lübeck i Tyskland som anden søn af den velhavende købmand og senator Thomas Johann Heinrich Mann og Júlia, født da Silva Bruhns. Thomas Mann gik på gymnasiet i Lübeck, men da faderen døde i 1891, og familien mistede sin formue, flyttede familien til München. Her arbejdede Mann i første omgang som kontorist ved et forsikringsselskab, som nogle af faderens venner ejede. Siden begyndte han på universitetet i München, hvor han studerede historie, økonomi, kunsthistorie og litteratur som forberedelse til en journalistisk karriere. Her læste han blandt andet filosofferne Friedrich Nietzsche og Arthur Schopenhauer og studerede komponisten Richard Wagner, som siden hen kom til at præge Manns egen skriftlige karriere. Forfatterkarrieren indledtes, da han begyndte at skrive for det nystartede satiriske og politiske magasin Simplicissimus. I 1898 blev den første novelle “Der Kleine Herr Friedemann” (“Lille Hr. Friedemann”) publiceret, og i 1901 udkom værket “Buddenbrooks”, som blev Manns litterære gennembrud og gjorde ham til en rig mand i en alder af 25 år.

I 1905 giftede Mann sig med Katia Pringsheim, som var datter af en prominent sekulær jødisk familie af intellektuelle. Sammen fik parret seks børn; tre piger og tre drenge.

I 1929 modtog Thomas Mann Nobels litteraturpris, og netop i den periode begyndte han for alvor at advare om den omsiggribende fascisme. I 1930 afholdt han foredraget “Appell an die Vernuft”, hvori han i stærke vendinger tog afstand fra nazismen og opmuntrede arbejderklassen til modstand. I samme periode udtrykte han i stigende grad sympati for socialismen og kommunismen.

I 1933 emigrerede Mann med sin kone fra München til Küsnacht nær Zürich i Schweiz, og i 1939 rejste han til USA, hvor han underviste på Princeton Universitet.
I 1944 fik Mann statsborgerskab i USA, men han valgte alligevel at flytte tilbage til Europa i 1952, hvor han bosatte sig i Klinchberg nær Zürich. Thomas Mann døde af sclerose på et hospital i Zürich 1955. Han er begravet på Klichberg i Zürich.

Thomas Manns første roman “Buddenbrooks” udkom i 1901 (“Buddenbrooks”, 1903). Handlingen foregår i handelsstaden Lübeck, og den centrerer sig om det mægtige handelshus ejet af familien Buddenbrooks. Romanen skildrer huset gennem fire generationer, fra Johann Buddenbrook der grundlægger det i 1768.

Hovedfigurerne i fortællingen er grundlæggerens børnebørn Thomas og Antonie. Det er omkring disse to, at størstedelen af historien udfolder sig, og det er via deres personlige erfaringer, at vi kommer tæt på borgerskabets ånd. Familien lever på mange måder i sin egen snævre, indkapslede borgerlige verden. Her handler det for personerne om at være pligtopfyldende og varetage familiens og firmaets interesser i såvel følelsesmæssig som økonomisk henseende. Firmaet fremstår på mange måder som en sidste dommer, og for både Antonie og Thomas bliver det nærmest en religion, som de tyr til, når de søger svar på store spørgsmål i forbindelse med begivenheder som fødsel, ægteskab og død. Som da Antonie må indvillige i at gifte sig med den sleske hr. Grünlich, fordi han er af god familie og (tilsyneladende) er velbeslået. Eller da Thomas kalder sin søn Johann efter oldefaderen.

24077861

Hovedsageligt centrerer fortællingen sig om årene 1835 til 1877, en periode præget af en række historiske begivenheder, som er vigtige i det 19. århundredes tyske historie: revolutionen i 1848, den tysk-østrigske krig i 1866, den nordtyske konfederation i 1867 og selve grundlæggelsen af det tyske rige i 1871. Selv om disse begivenheder ikke direkte influerer på fortællingen, optræder de perifert og er med til at understrege de ændringer, der finder sted i samfundet. I 1835 er borgerskabet på sit højeste, men det står for fald, og det er denne borgerskabets forfaldshistorie, Mann har særligt blik for. Som læsere erfarer vi gennem skildringen af familien Buddenbrooks liv, hvilke konsekvenser borgerskabets forfald har. I løbet af Thomas’ liv er der mange indikationer af en mistet indflydelse, både økonomisk og standsmæssigt, hvilket eksempelvis kommer til udtryk i beretningen om arbejdernes revolution.

Voldsomst manifesterer borgerskabets mistede indflydelse sig dog på Johanns liv. Johann er anderledes end sin arbejdsomme familie. Han sværger til musikken og vil hellere spille klaver, gå i teatret og diskutere følsomme emner med sin kammerat Kaj, end han vil bruge sin tid på skolen. Ændringen afspejler sig altså helt ned i den enkelte persons ånd, men den gør sig også konkret gældende i skolen ved, at Johann ikke har forrang trods sin stand, men at han tvært imod bliver udsat for pres fra sine lærere. Da Johann med romanens udgang dør af tyfus, dør dermed også familiens håb – og implicit borgerskabets storhedstid.