trude marstein
Foto: Tiderne skifter

Trude Marstein

cand.mag. Susannah Larrabee Sønderlund, 2010. Senest opdateret af cand.mag. Anne Vindum, november 2020.
Top image group
trude marstein
Foto: Tiderne skifter

Den norske forfatter Trude Marstein skriver genkendeligt om hverdage og mennesker, som de er. Enkle, næsten klichefyldte, udsagn afløser hinanden i skildringen af tilværelsens trivielle følelser og øjeblikke – det er konventionelt og udramatisk med nøgterne iagttagelser og beskrivelser af familieliv, parforhold og banale situationer. Hendes stil er blevet betegnet IKEA-realisme, fordi bøgerne cirkler om hverdage og samtidig et nærværende ønske om sammenhæng. Marstein har en særegen observations- og indlevelsesevne, der raffineres i hendes indsigtsrige romaner, senest ”Så meget havde jeg” (2020).

 

48673295

 

Blå bog

Født: 18. april, 1973 i Lørenskog, Norge.

Uddannelse: BA i pædagogik, psykologi og litteraturvidenskab fra Oslo Universitet. Forfatterstudiet i Bø, Telemarken, 1998.

Debut: Sterk sult, plutselig kvalme, 1998.

Litteraturpriser: Tarjei Vesaas debutantpris, 1998. Sultprisen, 2002. Vestfolds Litteraturpris, 2002. Doblougprisen, 2004. Kritikerprisen, 2006. P.O. Enquists pris, 2007.

Seneste udgivelse: Så meget havde jeg. Gyldendal, 2020. (Så mye hadde jeg, 2018). Oversat af Sara Koch. Roman.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det er begrænset hvor hurtigt jeg kan køre her, jeg må holde mig på vejen. Motoren hyler. Vi vil bygge en ny terrasse. Jeg har fundet en lang og grundig artikel i Vi med villa, og tror jeg kan gøre det selv. Forhåndsimprægnerede materialer. Tretommer søm. Bmf-beslag. Hvis Nikolas er død, ved jeg ikke om Kristoffer skal med til begravelsen, om han er for lille. Jeg trykker speederen i bund i andet gear, drejer ned mod elven, skrider ud, bremser, gasser op.”

”Weekend”, s. 214.

Trude Marstein er født i 1973 og voksede op i Nøtterøy syd for Oslo i en lægefamilie, hvor storesøsteren Kari var en ligeså lidenskabelig læsehest som Trude. Begge søstre har gjort litteraturen til deres levevej – Trude er forfatter og Kari redaktionschef på Gyldendal Norsk Forlag.

Ifølge forfatteren producerede hun allerede bøger, før hun selv kunne læse, og hun benævner en ukuelig lyst og tålmodighed som afgørende faktorer for sit produktive forfatterskab.

En uhøjtidelig tilgang til skrivegerningen har altid fulgt i kølvandet på Trude Marsteins skrivedisciplin, for hvem det et-årige ophold på forfatterskolen i Bø (1997-98) for alvor kickstartede og skabte grobund for et seriøst forfatterskab. Kontakten til de andre forfatterelever og timerne med tekstanalyse og -bearbejdelse var inspirerende og gjorde stort indtryk på den unge forfatter. Ifølge Marstein er hendes evne til at skrive dårligt og uden blokerende selvcensur ligeledes med til at fremtvinge ideer og sproglig form.

I en tidlig alder var hun optaget af at læse kærlighedsromaner, hvis klicheer hun stadig drager nytte af i sit nu modne og anerkendte forfatterskab: ”Jeg er ikke så optaget af, at børn kun skal læse kvalitetslitteratur, for i så fald lærer man ikke, hvad dårlig kvalitet er, og så er det også sværere at lære, hvad der er god kvalitet.” (Flemming Rose: Fra værkstedet. Interview i Jyllands-Posten, 2009-06-06).

Siden 1992 har Trude Marstein boet og arbejdet i Oslo.

Sterk sult, plutselig kvalme

”Hun sier ingenting, flytter brikken tilbake til utgangspunktet. Så tenker hun en stund, og mens han venter på henne tar hun seg tid til å stramme strikken i hestehalen.”
”Sterk sult, plutselig kvalme”, s. 90.

Trude Marsteins debut fra 1998 bærer genrebetegnelsen ’fortælling’ og rammer meget præcist ned i 1990’ernes litterære dyrkelse af og eksperimenteren med kortprosaen. ”Sterk sult, plutselig kvalme” består af 65 korte, titelløse tekster på 1-3 sider, der alle indeholder et ’hun’ og et ’han’, som bevæger sig rundt i et tekstmættet rum uden linjebrud eller replikmarkeringer. Der veksles mellem første og tredje person, nutid og fortid, iagttagelse og refleksion, dialog og referat.

Tekststykkerne rummer ikke mange detaljer om personerne, som læseren mest af alt får kendskab til via deres hverdagslige handlinger og ord: De skændes om opvaskemaskinen, de diskuterer om Bali ligger i Indonesien, de sidder på café, de har lige bollet, skal hun eller han betale husleje osv. Det er genkendelige steder (soveværelse, café, badeværelse) og alligevel er der en kølig, kritisk distance til det beskrevne – vor tids banale liv – som for at vække fremmedgørelse i læseren.

Teksterne er situationsbårne, og der tales om eller reflekteres over almene, eksistentielle forhold.

Marsteins tekster handler om det velkendte i en ritualiseret, automatiseret hverdag med flygtige indtryk og sysler. ’Han’ og ’hun’ beskæftiger sig ikke med højtravende emner som længsel, drømme, religion, global opvarmning eller politik, men med små, fragmenterede øjeblikke hvor ’ingenting’ dominerer. Et eksempel er side 90-91, når han og hun rykker brikker rundt i et brætspil. De er uenige om, hvilket træk er det bedste. Hun slår dobbeltslag og jubler, han rejser sig og spørger om hun vil dele en øl, hvorefter de taler om at drikke af glas eller flaske. Det er en meget konkret situation, hvis handlinger og replikker spejler et socialt magtspil mellem to personer, hvilket opleves helt besnærende og klaustrofobisk.

Marstein vil allerhelst nøgternt præsentere, men der ligger utvetydige holdninger bag, og på mange måder er ”Sterk sult, plutselig kvalme” en debut, der kritisk kommenterer det moderne menneskes levevilkår. Det fragmenterede, hverdagslige afgiver ikke meget substans og afbilleder mest af alt en anorektisk, hæmmet tilværelse drænet for tilfredshed. Personerne er langt fra sympatiske, men mest af alt ynkelige, afstumpede og patetiske – hvilket både titlens ordlyd og litterære referencer indikerer. Knut Hamsuns ”Sult” (1890) og Jean-Paul Sartres eksistentielle debut ”Kvalme” (1937) vækker genklang ikke bare tematisk men også i Marsteins debuttitel.