Portræt af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Sara Galbiati

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

journalist og cand.mag. Signe Juul Kraft, 2011 og 2015. Senest opdateret af cand.theol. Charlotte Hitzner, november 2020. Blå bog og bibliografi opdateret september 2023.
Top image group
Portræt af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Sara Galbiati

Anne Lise Marstrand-Jørgensen fik sit store gennembrud med de anmelderroste biografiske romaner “Hildegard” og “Hildegard II”, der med en skrift fuld af poesi og sansning indfanger den middelalderlige lægekyndige, nonne, forfatter og komponist Hildegard af Bingens liv. Marstrand-Jørgensens bøger er kendetegnet ved at beskæftige sig med de psykologiske aspekter af tilværelsen. Hendes værker tager almenmenneskelige temaer som tro, tvivl, kærlighed og søgen efter en mening med livet op – om det er hos middelalderens nonne Hildegard, dronning Margrete d. 1. af Danmark, 1970’ernes husmor Alice i “Hvad man ikke ved” eller hendes 16-årige datter Flora i “Hvis sandheden skal frem”.

136800671

 

Blå bog

Født: 18. juli 1971 på Frederiksberg.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturvidenskab, 2000.

Debut: Vandring inden ophør. Borgen, 1998. Digtsamling.

Litteraturpriser: Weekendavisens Litteraturpris, 2009. Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris, 2012. Politikens Litteraturpris, 2017. DR Romanprisen, 2021.

Seneste udgivelse: Natten åbner sig som en port : roman over Det Nye Testamente. Bibelselskabet, 2023.

Inspiration: Hildegard af Bingen.

Periode: Middelalderen

 

 

 

Anne Lise Marstrand-Jørgensen i samtale om "Margrete 1" med litteraturformidler Sarah Hvidberg, oktober 2021.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Alt kan antage flere former: Åndedraget er både vanddråber mod pelstæppet og den hvide sky, der stå ud af munden i frostvejr. Vinden er et aftryk i kornet, i løvet, i vandet, er tårer i øjnene, selvom man hverken er glad eller trist. Kulde farver ansigter røde, varme trækker fugt gennem huden. Alt skifter form, men kun Det Levende Lys har så mange former, at det er umuligt for noget menneske at kende dem alle.”
“Hildegard”, s. 185.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen blev født den 18. juli 1971 på Frederiksberg. Halvandet år senere flyttede familien til Hørsholm, og ti år senere gik turen til Vedbæk. Her nord for København voksede Marstrand-Jørgensen op sammen med sine tre søskende – en storesøster, lillebror og lillesøster – hos et forældrepar, hvor faren var advokat og moren fysioterapeut.

Marstrand-Jørgensen var et følsomt og genert barn med en stor fantasi: “Jeg legede altid, elskede at læse, tegne og digte historier. Jeg var også meget ude – i skoven, i havet, ved søen med en fiskestang. Jeg var på sin vis stille, men satte alligevel altid spørgsmålstegn ved alting og tænkte overdrevet meget over tingene, hvilket nok var med til at få mig til at føle mig anderledes … og til tider helt forkert,” siger hun (Marstrand-Jørgensen i mail-interview med Signe Juul Kraft, maj 2008). 

Efter endt skolegang begyndte Marstrand-Jørgensen på gymnasiet, og hun blev matematisk-naturfaglig student fra Zahles Gymnasium i 1989. Herefter holdt hun et sabbatår, hvor hun arbejdede og rejste rundt i Europa, inden hun startede på universitetet. Studievalget faldt på medicin, en beslutning hun betegner som “et trygt valg”, fordi hun kommer fra en familie med mange læger. Studiet blev dog kun kortvarigt, for Marstrand-Jørgensen besluttede at skifte over til Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvorfra hun blev færdig som cand.mag. i 2000.

Om det markante skift fra naturvidenskab til humanisme siger hun: “Jeg kunne ikke udstå at læse medicin. Jeg følte mig som en Mars-bo, der netop var landet med rumskibet. Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle bidrage til verden og være et godt menneske og tænkte, at det måtte være godt ligefrem at kunne redde andre menneskers liv. Men jeg kunne ikke forlige mig med det menneskesyn, jeg syntes var fremherskende på medicinstudiet – mennesket som en slags maskine, hvor lægens opgave var at spore fejl og derpå søge at udbedre dem, uden nødvendigvis at tænke i en større helhed.” (Marstrand-Jørgensen i mail-interview med Signe Juul Kraft, maj 2008). Studieskiftet var ikke en nem beslutning, men det endte med at være et skæbnesvangert godt valg: “Det var en lettelse for mig, da jeg begyndte at tænke på, hvor meget litteraturen havde hjulpet mig i mit liv, hvor udviklende og berigende og helende litteraturen er for ånden, om man så må sige. Så gav det hele mening, og jeg fik mod til at stå ved mig selv”, fortæller hun (Marstrand-Jørgensen i mail-interview med Signe Juul Kraft, maj 2008). 

Marstrand-Jørgensen debuterede i 1998 med digtsamlingen “Vandring inden ophør”, og de følgende år var lyrikken omdrejningspunktet i hendes forfatterskab. I 2004 udkom hendes første roman ”Det vi ved”. Det helt store gennembrud kom i 2009 med romanen “Hildegard”, som både anmeldere og læsere tog særdeles godt imod, og som Marstrand-Jørgensen vandt Weekendavisens litteraturpris for. I 2010 kom efterfølgeren “Hildegaard II” som også høstede stor anerkendelse hos både kritikere og læserskare.

I 2012 og 2013 udgav hun de to selvstændige, men forbundne 1970’er-romaner, “Hvad man ikke ved” og “Hvis sandheden skal frem”. Anne Lise Marstrand-Jørgensen har arbejdet freelance som litteraturanmelder ved Berlingske Tidende og skrevet for dameblade, redigeret en antologi og været formand for Landsforeningen Børn og Samvær. I september 2009 stiftede hun Poesiens Hus i København sammen med forfatterkollegaen Lene Henningsen.

Marstrand-Jørgensen bor i København.

Digtsamlingerne

I 1998 debuterede Anne Lise Marstrand-Jørgensen med digtsamlingen “Vandring inden ophør”. Året efter blev den fulgt op af “Rygge som djævle”, og i 2001 og 2002 udkom “Vi er vejret” og “Helikopter igen”. Digtsamlingerne tematiserer universelle emner som kærlighed, død, opløsning, fødsel og forholdet mellem mennesker. Udtrykket i digtene er kendetegnet ved oftest at være kortere digte med afbrudte sætninger, som består af billede på billede. I det følgende analyseres digtet “Jeg ved hvad du mener” fra “Vi er vejret”, der på eksemplarisk vis kredser om digtsamlingernes temaer og samtidig afspejler det udtryk, der nøje hænger sammen med indholdet.

21991120

Mange af Marstrand-Jørgensens digte tager afsæt i naturen, og dette er også tilfældet med “Jeg ved hvad du mener” (side 37): “Jeg ved hvad du mener/jeg ved det endnu/og ser vores tanker/er Judasører på træer/vores tale et landskab/udmattet til skarvkolonier/i oprør. Mund presser/skovsnegle mod ruden, stille”. Kontakten mellem jeget og duet bliver i digtet kædet sammen med den forbindelse, der er mellem naturen og alt, der er skabt af naturen, herunder mennesket. Sammenhængen gøres til noget universelt, der overskrider tidens grænser. Forbindelsen begrænses ikke kun til én tid, men indbefatter datid, nutid og fremtid. Sætningen “Jeg ved det endnu” kæder datid og nutid sammen ved at vise, at jeget har vidst, hvad duet mener og stadig ved det.

På trods af forbindelsens styrke, spores der i stroferne en tristhed og opgivelse. Dette anes i stroferne “vores tale et landskab/udmattet til skarvkolonier”. Jegets og duets tale er ikke et frodigt landskab, men et udmattet landskab – ressourcerne er brugt op, og der anes en mulig opløsning af forbindelsen. Dette uddybes i stroferne: “i et øjeblik af drøm. Leg/der plasker vandkanten bleg, skjul af falmet Hortensia, Havskræppe/sunket sammen ved ebbe.” Sætningen “Leg der plasker vandkanten bleg” har noget uhyggeligt og skæbnesvangert over sig, ligesom de falmede og sammensunkne planter ved lavvande tyder på, at noget er visnet og dødt, og noget nyt er under opsejling. Dette sættes i gang af de følgende strofer, der henviser til noget, der er sket engang ved at skifte fra nutid til datid: “Natten var en ambulance/måneblinket over/en udækket hånd, kun mørket/fremmed og vagtsomt/i live. Strømper og fængselskappe, isbjerge/flyder et hjørne.” Brugen af ordet ’ambulance’ kan både betyde, at natten kom til undsætning, men er samtidig et symbol på, at der er sket en eller anden form for ‘ulykke’, noget ulykkeligt er sket. Ordene ‘vagtsomt’, ‘fremmed’ og ‘mørket’ viser en utryghed, der med ordet ‘fængselskappen’ fremkalder et billede af et indespærret, utrygt jeg. ‘Isbjergene’ symboliserer en kulde, der tyder på en distance til duet. Jeget lader sin utryghed i forbindelsen med duet komme til udtryk.

Digtets sidste vers viser, hvorfor jeget enten vil opløse eller allerede har opløst forbindelsen med duet: “Alle møblerne har/taget vægten af nøgen./Sofaen hvor du tvang hende ned/stolene, bordet, er det så nok/at have været/noget særligt for nogen?” Duet har givetvis haft et forhold til en anden end jeget, og det står her klart, at digtet handler om et kærlighedsforhold, muligvis har duet svigtet jeget ved at være jeget utro med ‘hende’. Nu sidder utroskaben i hvert et møbel og er ikke til at glemme: “Alle møblerne har taget vægten af nøgen”. Jeget slutter med at stille duet og sig selv spørgsmålet: “Er det så nok at have været noget særligt for nogen?” Her fremviser jeget sin tvivl på værdien af den forbindelse, det har haft/har med duet. Digtet ender på den måde med at sætte spørgsmålstegn ved, om det værdifulde i kærligheden opvejer det smertelige ved at blive svigtet af den elskede. Digtet giver altså ikke et færdigt svar på, om det var værd at elske duet, men lader det stå åbent og viser dermed, at det er et spørgsmål, der kun vanskeligt lader sig besvare.

Det vi ved

“Hun ved, at hun aldrig vil kunne tale med nogen om det, hun netop har afsløret om sin familie. Hun lukker øjnene og prøver at finde solduften igen. Lige ved siden af hende er vandtruget og hestenes saltsten. Hun lader fingrene glide over overfladen og tænker et kort øjeblik på Vita. Skal hun alligevel røbe det for hende? Klaes er udelukket, men Vita?”
“Det vi ved”, s. 117.

Anne Lise Marstrand-Jørgensens første roman “Det vi ved” udkom i 2004 og handler om den 30-årige Laura, som er specialeskrivende i biologi. Hun bor på en nedlagt gård, hun har arvet efter en gammel ven, Gutte, sammen med sin mand Klaes. Laura sætter sig for at indtale barndomsminder på en diktafon for at klarlægge sit liv og få øje på ting og sammenhænge, hun ikke har set før.

Romanen skifter mellem alvidende tredjepersons beskrivelser i nutid af den aktuelle handling på gården, alvidende tredjepersons beskrivelser i datid af barndommen og jeg-fortællende afskrivninger af Lauras diktafonsamtaler. Disse skift romanen igennem gør, at læseren vikles ind i Laura og hendes følelser og tanker. Den alvidende tredjepersonfortæller, der fortæller i datid, giver et indblik i, hvordan det var at være Laura som barn. Hvordan hun var ensom og ansvarlig for sin blinde lillesøster, Vita, og en kræftsyg, psykisk ustabil mor. Derudover får man Lauras egne ord om minder, tanker og følelser på diktafonen samt beskrivelser af, hvordan tingene forholder sig i den nutidige fortalte tid. Her finder Laura for eksempel ud af, at hendes far var en anden, end hun troede. Læseren følger endvidere, hvordan Lauras ægteskab falder mere og mere sammen i takt med, at Klaes’ druk og jalousi tager til, og Laura begynder at undre sig over, hvorfor han bruger så meget tid på sit aflåste arbejdsværelse.

25088530

Marstrand-Jørgensens debutroman er præget af at være skrevet af en erfaren lyriker. Sproget er rigt på malende metaforer og andre sproglige billeder. Den poetiske stil gør, at romanen fungerer på to niveauer: et realistisk og handlingspræget niveau og et mere abstrakt niveau, hvor tanker, følelser og fantasien regerer.

“Det vi ved” er en udviklingsroman, der beskriver Lauras udvikling fra at være afhængig og bekymret til at være uafhængig og finde en større tro på livet. Romanen behandler i forbindelse hermed temaet social arv. Laura er meget bange for at få børn, fordi hun er bange for, hvad der ligger i hendes gener. Hun er bange for, at det barn, hun får, vil få en lige så hård tid, som hun selv har haft.

Titlen henviser til, at det, vi tror, vi ved, måske ikke er reel viden, men blot formodninger. Laura tror, hun ved, hvordan Vita og Klaes er, men alligevel overraskes hun af dem begge, da de pludselig afslører andre sider af sig selv. Titlen kan også bære en betydning af, at vi måske inden i os selv ved det hele, at det bare handler om at ‘høre efter’ og se ordentlig efter, hvordan tingene er. Ligesom Laura gør, da hun begynder at tale sin barndom ind på diktafon og opsøge sandheden om sin far.

Konventioner

“Izak forestiller sig, at Helene ligger på ryggen oven på ham i vandet. Med lukkede øjne kysser han hende i nakken. Han får ondt i maven af lyst og ler af sig selv. De skal ses igen.”
“Konventioner”, s. 53.

Hovedpersonen i “Konventioner” fra 2004 er Izak Nowak, en forsker, der sammen med partneren og vennen Martin har et lille firma, som udvikler en ny måde at registrere tsunamier på. Izak kommer oprindelig fra Polen og skriver jævnligt breve til sin søster Aniela, der er blevet i landet, men han får aldrig noget svar tilbage. Izak har sammen med ekskæresten Camilla den indadvendte teenagedatter Nan, som Izak med stor faderkærlighed forsøger at hjælpe ud af forskellige problemer.

Da Izak møder den internationalt anerkendte cellist Helene Estimar, hvirvles han ind i et besættende kærlighedshav, som skiftevis er præget af små krusninger og høje bølger. Folk omkring det forelskede par bliver involveret i deres historie, heriblandt Nan og Izaks ven, antropologen Nilen, som også hurtigt bliver Helenes fortrolige.

25946278

Historien bliver fortalt af Nilen. Han fremstår både som en af personerne i romanen – hvis historie læseren får fortalt – og som en alvidende fortæller. Nilen skildrer Izaks og Helens følelser og tanker og beskriver, hvad de laver, også når han ikke selv indgår i handlingen. Denne særlige type fortæller gør, at handlingen føles nærværende, fordi Nilen ‘står’ bag ved fortællingen og beskriver, hvordan tingene hænger sammen. Han ikke blot beskriver, han kommenterer også og har blandt andet et noget ukonventionelt syn på kærlighed og monogami. Han mener dybest set, at mennesket ikke kan fungere, hvis det skal være fuldstændig monogamt, og han har selv adskillige forliste kærlighedsforhold bag sig.

Man kan stille spørgsmål ved Nilens troværdighed og hans hensigt med at fremstille usikkerheden i forholdet mellem Izak og Helene. Formålet kan være at understrege sin pointe i forhold til monogami og konventioner i al almindelighed. Det kan imidlertid også dække over en misundelse. På grund af Nilens valg af livsførelse og de konsekvenser, det medfører, for eksempel ensomhed, er han ikke i stand til selv at opnå den ubetingede hengivelse til et andet menneske, som Izak og Helene oplever. En af grundene til, at de tør give sig hen til hinanden, er måske netop, at de binder sig ‘konventionelt’ til hinanden og dermed ikke er bange for, at den ene forlader den anden.

Titlen henviser til, at det konventionelle er et relativt begreb. Selvom noget er vedtaget som den gældende standard for kærlighedsforhold, er det ikke sikkert, at denne standard er den rigtige for alle.

“Konventioner” er et moderne kærlighedsdrama, som er fuld af overvejelser om, hvad kærlighed er for en størrelse, og hvilke vilkår vi giver den i vores traditionelle parforhold. Når det begynder at knage i forholdet mellem Izak og Helene, er det så, fordi de er fortravlede med hver deres karriere, eller er det fordi, de hver især har for store krav og forventninger til begærets og lidenskabens styrke?

Romanens styrke ligger især i beskrivelserne af kommunikationen mellem Izak og Helene. Misforståelserne er så godt observeret og beskrevet, at de fleste vil kunne nikke genkendende til dem. Romanen er fyldt med sproglige godbidder og detaljerige, sanselige iagttagelser, som giver en følelse af, at man som læser selv er med i handlingen.

Ingen

“Jeg er ikke et godt menneske. Jeg ser deres øjne. Jeg ser deres små kroppe, med glødende tomme huller under den sammenrimpede hud. Jeg pakker dem ind i lærredsposer og begraver dem alle sammen i en skov.”
“Ingen”, s. 96.

Romanen “Ingen” fra 2008 handler om den cirka 40-årige fotograf Elisabeth. Hun er depressiv og angst og har flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling. Elisabeth er fraskilt fra Thomas, som er far til hendes 19-årige datter Molly, og hun bor sammen med journalisten Otto, hendes kæreste gennem mange år. En dag er Otto væk. Det er ikke første gang, det sker, men denne gang kommer han ikke tilbage, og det sætter gang i en tornado af spørgsmål i Elisabeths hoved: Har det noget med hende at gøre? Har han omsider fået nok af hendes vanskelige sind? Eller er der sket ham noget? Politimanden K ringer hele tiden eller dukker op og stiller spørgsmål, og Elisabeth begynder at tro, hun er mistænkt for at have med Ottos forsvinden at gøre. En dag modtager hun et bånd fra Otto med en mystisk samtale på. Samtidig får Molly en kæreste, som er læge, og da hun tager med ham til Indien, får Elisabeths angst fornyet styrke, da hun fornemmer, at der er sket Molly noget forfærdeligt.

27123031

Handlingen i bogen skifter i tid i takt med, at Elisabeths angst tager til, og grænserne mellem drøm og virkelighed og fortid og nutid bliver flydende. Indimellem føres læseren tilbage til den tid, hvor Elisabeth var sammen med Thomas, og hvor Molly var en lille pige. Den tid, hvor Elisabeth stadig gjorde et forsøg på at leve et ‘normalt’ liv. Andre gange er man få dage tilbage i tiden til en eller anden hændelse, som Elisabeth kommer til at tænke på. Skiftene gør, at man som læser føler, man er inde i Elisabeths hoved og oplever hendes sindsstemninger. Dette forstærkes yderligere af, at romanen fortælles af en jeg-fortæller, Elisabeth, som dermed bliver scenesættende. Bogen er endvidere krydret med tegninger og skift i skrifttyper og -størrelser, så det føles som om, man læser Elisabeths dagbog. Identifikationen til trods gør kendskabet til Elisabeths sygdom, at læseren stilles tvivlende over for, om det, Elisabeth fortæller, er ‘virkeligt’ eller et produkt af hendes sygdom. Denne tvivl hos læseren fungerer som en drivkraft for handlingen.

Bogen kredser fortrinsvist om psykologiske tematikker; vrangforestillingerne, tungsindigheden og den irrationelle angst. Sproget er hverdagsligt og fyldt med metaforer, der automatisk opstår i takt med, at Elisabeths sygdom og vrangforestillinger tager til.

Titlen “Ingen” er det allerførste ord i romanen og henviser til, at “ingen er død”. På trods af dette er Elisabeth bekymret og bange. Titlen indkredser problematikken omkring angstanfaldene. Der er ‘ingen’ grund til Elisabeths angst, men det er netop angstens væsen; at den ikke handler om noget konkret. Titlen henviser også til, at Elisabeth ingen har, hun er helt alene i sit angste og depressive univers, hvorfra ingen kan hive hende ud. 

Hildegard

“Hildegard vågner om natten og venter. Hun famler i stilheden for at finde bevis på, at verden ikke er forsvundet. Hun finder lyden af to floder og holder fast. Nahe og Rhinen. Selv i de uger, hvor frosten er hårdest, pibler vandet stædigt frem det sted, hvor floden falder over klipperne og gennembryder isskorpen. Hun ved ikke, hvor floden kommer fra, eller hvor den ender, men hun holder fast i dens skummende vand.”
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: “Hildegard”, side 207.

I 2009 udkom den historiske roman “Hildegard”, som handler om nonnen, komponisten og forfatteren, den visionære Hildegard af Bingen, der levede i årene 1098-1179. Romanen følger de første 48 år af Hildegards liv, mens de resterende år bliver skildret i efterfølgeren “Hildegard II”.

Hildegard vokser op på gården Bemersheim som datter af Metchild og Hildebert. Som treårig får hun sit første syn, og fra da af kan hun ofte forudse ting, der vil ske. Men omgivelserne forfærdes over Hildegards særlige evner, specielt moderen, og derfor lærer Hildegard tidligt, at hun ikke skal fortælle om sine syner. Da Hildegard er otte år, overbeviser Metchild Hildebert om, at Hildegard skal foræres til klostret Disibodenberg. Efter et par år hos den unge, fromme Jutta, der forbereder hende på klosterlivet, flytter Hildegard og Jutta ind i en isoleret celle i Disibodenberg. Her følger romanen Hildegards liv, både det ydre og det indre, indtil romanen slutter i 1146.

Nonnelivet er svært for den lille Hildegard, der savner sine forældre. Hun har vanskeligt ved at håndtere Juttas adfærd, der veksler mellem at give omsorg og at straffe. Med tiden udvikler Hildegard et nært forhold til munken Volmar, og gennem ham får hun stor interesse for at behandle syge mennesker. Forholdet til Volmar er platonisk, men alligevel føler Hildegard skyld over, at hun nærer følelser for ham.

28577214

Tro er et altoverskyggende tema i romanen. Både den religiøse tro, herunder overtro, men også troen på sig selv og på andre mennesker. Knyttet til dette tema er tvivlen. På trods af, at Hildegard opdrages og lever under bestemte doktriner og konventioner, kan hun ikke lade være med at tvivle på, om det er den rigtige måde at leve på. For eksempel stiller hun sig undrende over for, om det er muligt – og mest hensigtsmæssigt – at leve uden at knytte sig til andre mennesker. Hver gang tvivlen træder ind, føler Hildegard sig syndig. Hverdagen i klostret er præget af religiøse ritualer, som skal rense for synd og skam. Jutta står for det ultimative billede på denne syndsuddrivelse ved at udvise en ekstremt selvstraffende adfærd. Beskrivelserne af, hvordan hun nægter sig selv mad og piner sig selv med at stå med fødderne i koldt vand i timevis eller hænger tunge lænker på sin krop, giver associationer til nutidens selvdestruktive tendenser hos unge som spiseforstyrrelser, cutting og brændemærkning. Selvom den grundlæggende årsag til afstraffelsen er forskellig, er selvhadet og tvivlen på eget værd den samme. På den måde er Hildegard ikke kun en nuanceret skildring af livet i middelalderen, men også af evigt aktuelle temaer som tro, tvivl og kærlighed.

Hildegards kreative evner kommer først og fremmest til udtryk ved de tanker, hun har omkring sine omgivelser og den måde, hun oplever verden på. Lige fra hun er en lille pige, er hun meget følsom over for lyde, og hun oplever ting, som ingen andre gør. Hendes tanker og ideer om sygdomsbehandling er nyskabende og mødes derfor, som hendes kreative tanker, af mistro og skepsis.

Romanen fortælles af en alvidende tredjepersonsfortæller, der har fuld indsigt i tanke- og følelsesverdenen hos både Hildegard og menneskerne omkring hende. Det giver en nuanceret og troværdig skildring af mennesket bag den historiske figur Hildegard, selvom Marstrand-Jørgensen i efterskriftet til bogen lægger stor vægt på, at bogen ikke er tænkt som en biografi:

“Det har aldrig været min hensigt at skrive en Hildegard-biografi, og selvom jeg forsøger at være så historisk nøjagtig som muligt, både hvad angår steder, årstal og personer, er denne roman først og fremmest tænkt som en litterær fantasi. ” (Hildegard, side 391).

Hildegard II

“Tonerne findes, ordene findes, og det eneste hun skal gøre, er at åbne sine ører, sit sind og sine hænder og tage imod. Det har aldrig været meningen, at hun skal vogte over de gaver, hun modtager, som en gnier. Hun skal løfte sin stemme mod himlen, hun skal synge, indtil musikken slår gnister mod himmelhvælvingen og stemmer hvert sind til ydmyghed.”
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: “Hildegard II”, side 89.

I efteråret 2010 udkom “Hildegard II”, som følger op, hvor “Hildegard” slap – og fortsætter historien om en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder, den tyske nonne, komponist, forfatter og lægekyndige Hildegard af Bingen (1098-1179).

I “Hildegard II” følger vi den midaldrende Hildegard fra 1148 frem til sin død i 1179. Hildegard lever i romanens begyndelse stadig i klostret Disibodenberg, men efter et skelsættende syn fra Gud grundlægger hun klostret Rupertsberg på et trøsteløst sted ved Rhinen. I arbejdet med at få klostret op af stå, må hun kæmpe mange kampe; både på det visionære og personlige plan. Blandt andet bliver hun skilt fra to af de mennesker, der betyder mest for hende, munken Volmar og nonnen Richardis. Richardis nægter at tage med hende til det nye kloster, hvilket gør Hildegard så vred, at hun kammer over i trusler og manipulationer. Senere indser hun, at ønsket om at være sammen med Richardis ikke havde noget at gøre med Guds vilje, men hendes egen. Et tilbagevendende fokus i romanen er problematiseringen af det guddommelige og af religion i det hele taget, og dets indvirkning på den menneskelige psyke.
Sproget er, som i Marstrand-Jørgensens andre romaner, poetisk, sanseligt og medrivende. Der er en stor del dialoger i bogen, hvilket er med til at gøre personskildringen dyb og nuanceret, og som desuden skaber temposkift i den næsten 500 sider lange bog.
Romanen fortælles på skift af de forskellige personer, hvilket også giver variation og en høj grad af indlevelse og identifikation med både Hildegards modstandere, for eksempel munken Simon, og hendes hjælpere, for eksempel Volmar. Den alvidende fortæller giver en større forståelse og nuancering af handlingen og bogens problematikker, end hvis den kun havde fulgt Hildegards tanker.

På trods af de hyppige skift i synsvinkel er romanens omdrejningspunkt kvinden Hildegard med alt, hvad hun indebærer af stædighed, humørsyge, fremsyn og tvivl. Ligesom i etteren skildres det, hvordan Hildegard gradvis modnes i sin accept af de syner, hun får, og hvordan hun lærer at stå ved dem og følge sit kald. 

Et af temaerne i romanen er kønsroller. Hildegard må igen og igen kæmpe for sin ret til at blive hørt og respekteret i klostrets mandsdominerede verden, hvor det for eksempel anses som urent, når kvinder menstruerer. Hildegard konfronterer og kæmper på sin egen facon med stor autoritet magtkampe. For eksempel får hun gennemtrumfet, at nonnerne må iklæde sig hvide kjoler og have udslået hår til særlige højtider, og hun sætter munkene på plads ved at fortælle, at kvindens menstruation ikke er uren og ‘spild’, som for eksempel mændenes natlige sædafgang, men derimod rensende og nødvendig.
“Hildegard II” er en udviklingsroman, der skildrer en kompleks kvindes arbejde med at blive sig selv og stå ved sig selv. På trods af Hildegards guddommelige evner fremstår hun yderst menneskelig og er, ligesom i forgængeren, optaget af synd, tvivl og tro, ikke mindst troen på sig selv.

Hvad man ikke ved

““Psykologien, Alice, friheden og kærligheden. Det er vi nødt til at tro på og stræbe efter. Du må da kunne se, at mennesket ikke længere er frit,” sagde han, og Alice tænkte på sine forældre og bedsteforældre og spekulerede op, om han virkelig mente, at mennesket nogensinde havde været det.”
“Hvad man ikke ved”, s. 102.

Anne-Lise Marstrand Jørgensens roman “Hvad man ikke ved” udkom i 2012 og handler om den sygeplejerskeuddannede, hjemmegående husmor Alices liv i årene 1969-1974. Alice er på 12. år gift med Eric og bor i et stille forstads-parcelhuskvarter med deres tre børn. Alice trives på sin vis med trygheden i dagligdagsrutinerne, men føler sig også indespærret i sit trivielle liv, hvis indhold udgøres af børnene og især forholdet til Eric, som fremstår relativt harmonisk og lidenskabeligt.

En dag bekendtgør Eric, at han synes, de skal eksperimentere mere seksuelt. Alice går efter megen tøven med til det, og de begynder at udvide deres grænser, både sammen og hver for sig. For Alice sætter det gang i en særdeles dilemmafyldt tid, fordi hun både finder eksperimenterne spændende og lystfulde, men samtidig ikke kan identificere sig med rollen som frigjort, moderne kvinde. Hun har svært ved at slippe forestillingen om den ’rigtige’ måde at leve på, og hun længes efter trygheden i det liv, familien levede før. Det frie liv ender med at påvirke Alice i en grad, som får dramatiske konsekvenser for hele familien Horn.

29570019

Sproget i romanen er flydende og detaljeret. Som det er gældende i resten af Anne Lise Marstrand-Jørgensens forfatterskab er den sproglige stil sanselig og fuld af billedsprog. Poetiske beskrivelser af både ydre omgivelser og følelser er en naturligt integreret del af romanen og føjer en ekstra oplevelsesmæssig dimension til læsningen.

Fortælleren har fuldt indblik i romanens personer, og læseren får således ikke kun Alices version af begivenhederne, men også Erics og Floras. Den alvidende fortæller og de skiftende synsvikler gør personerne dybe og troværdige og giver et sammensat og helstøbt billede af begivenhederne i romanen.

Omdrejningspunktet i “Hvad man ikke ved” er psykologien. Læseren får et grundigt indblik i de mekanismer, dilemmaer og overvejelser, som især Alice skal håndtere.

“Hvad man ikke ved” tematiserer og problematiserer ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen. Den anerkender på den ene side, at opgørene førte gode ting med sig – i form af mere frihed og lighed – men problematiserer også prisen for disse opgør, f.eks. i form af opløste familier. Romanen handler om grænser, både personlige og mere almenmenneskelige, og om hvad der sker, når grænser rykkes og nedbrydes i ideologiens navn.

Hvis sandheden skal frem

“På hotelbadeværelset kunne Flora se hele sin krop i spejlet, når hun stod i badet. Hun så sig selv med en andens øjne, med Jasons eller Janes øjne, begærlige, erobrende øjne, og blev stolt ved tanken om den lyst, hun kunne få frem i dem. Magt og uro, en stålblank spejling af det begær, som indimellem var ved at få hende selv til at eksplodere.”
“Hvis sandheden skal frem”, s. 107.

Romanen “Hvis sandheden skal frem” udkom i 2013 og er en selvstændig fortsættelse af “Hvad man ikke ved”. Bogen følger Alice og Eric Horns tre børn Marie-Louise, Flora og Martin og deres liv i efterdønningerne af ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen, som “Hvad man ikke ved” skildrede.

Handlingen foregår i årene 1975 til 1992, og Flora er omdrejningspunkt i romanen. Hun er i begyndelsen af romanen 16 år og lige flyttet ind i et kollektiv, mens hendes far Eric er taget på selvrealiseringstur til Indien med den 12-årige lillebror Martin. Den pæne, forsigtige storesøster Marie-Loise er alenemor i en lejlighed, som hendes gifte elsker og far til barnet har givet hende.

50718840

Handlingen beskrives skiftevis af Flora, Eric og Floras veninde Rachel, som bor i et kvindekollektiv, og som Eric har haft en affære med. De skiftende synsvinkler giver et nuanceret billede af de problematikker og den virkelighed, de forskellige personer befinder sig i. Det meste af pladsen i romanen tildeles personernes tanker og følelser, så læseren kommer helt ind under huden på karaktererne.

“Hvis sandheden skal frem” skildrer Floras udvikling fra barn til voksen og hendes grænsesøgende og eksperimenterende adfærd i forhold til sex og stoffer. Især beskrives Floras udforskning af seksualiteten detaljeret, med skiftende partnere og gruppesex i kollektivet.

Flora får langt størstedelen af taletiden, og læseren får et grundigt indblik i hendes tanker og følelser i forhold til især sex og kærlighed, men også i forhold til familien, som er præget af moderens selvmord og Erics behov for selvrealisering.

Sproget i romanen er flydende og sanseligt og kendetegnet ved mange dialoger og en forholdsvis stor brug af sproglige billeder. Kombinationen af de mange dialoger og indblikket i personernes tanker giver læseren et helstøbt billede af personerne, fordi man så at sige ser personerne både udefra – via det, de siger – og indefra.

De overordnede temaer i “Hvis sandheden skal frem” er seksualitet, forholdene mellem kønnene og idealer. Romanen sættes spørgsmålstegn ved det frigjorte livssyn, som prægede halvfjerdserne, og skildrer nuanceret både gevinster og konsekvenser ved perioden.

Dronningen af Saba & Kong Salomon

”Makeda ligger længe vågen, hun kan plukke stjernerne, som hun plukkede bær med Tafari som barn, hun kan holde dem mellem sine hænder, vaske dem i flodvand og tage dem i munden saftige og våde, danse over himlen, funkle som dem. Hun vågner ved lyden af sin egen latter og modtager et hårdt stød mellem ribbenene.”
”Dronningen af Saba & Kong Salomon”, s. 117.

Anne Lise Marstrand-Jørgensens ”Dronningen af Saba & Kong Salomon” fra 2015 er en roman om de to mytologiske figurer, som både Bibelen, Koranen og det etiopiske epos Kebra Nagast fortæller om.

Romanens ene hovedperson, Makeda, vokser op i Etiopien, ved Simine-bjergene, som datter af en enlig, fattig mor. Makeda beslutter sig som teenager for at drage ud og finde sin ukendte far, så hun klæder sig ud som dreng og drager afsted med en karavane. Hun har en vision om, hvordan riget skal udvikle sig, men vejen dertil bliver farefuld, lang og hård. Makeda møder Salomon, som netop har overtaget Israels trone efter sin far, kong David. Hun kommer med kostbare gaver for at sikre Sabas riges handel, men bliver overrasket af en heftig lidenskab, der resulterer i en søn, som Salomon først ser flere år efter mødet.

52002699

”Dronningen af Saba & Kong Salomon” er en kærlighedsroman, et portræt af en modig og viljestærk kvinde og en skildring af, hvordan verden så ud for 3.000 år siden.

Den verden, som romanen beskriver, er ikke for børn. Undervejs i handlingen er læseren vidne til både voldtægter, drab, sygdom, død, konflikter og mere eller mindre voldsomme personlige stridigheder.

Et af de gennemgående temaer i romanen er naturen, som spiller en afgørende rolle og bruges til at afspejle personernes tanker og følelser. Et centralt billede i romanen er slangen, der også pryder bogens forside, som et symbol for fristelse, bevægelse og genfødsel. Tro og ritualer spiller også en betydelig rolle i fortællingen.

Romanen fortælles af en alvidende tredjepersonsfortæller, hvilket giver en høj grad af identifikation med først og fremmest hovedpersonernes tanker og følelser.

Handlingen i ”Dronningen af Saba & Kong Salomon” bæres frem af et sansende og poetisk sprog og af et større perspektiv: Historien om et livsforløb, der rummer en række eksistentielle spørgsmål, som f.eks. hvad et menneske egentlig ved om sig selv, når det kommer til stykket, samt evigtgyldige spørgsmål om kærlighed og magt.

Sorgens grundstof

”Som et svagt ekko af dengang guden i tidernes morgen så menneskehedens fremtid og græd, ser også de tværs gennem tiden så kortvarigt, at de ganske vist aldrig siden vil være i stand til at huske, hvad de fik at se, men alligevel så foruroligende, at noget brister i dem begge, en hinde gennembrydes, en væske blandes med blod, en usædvanlig høj koncentration af luctugen, som de vil afsondre og videregive, og som vil blive en del af deres arv i al fremtid.”

”Sorgens grundstof”, s. 57.

I Anne Lise Marstrand-Jørgensens niende roman ”Sorgens grundstof” fra 2017 tages læseren med på en historisk oplysende vandring rundt i Europa op gennem det 19. og 20. århundredes lige dele fremskridt og grusomheder.

Historien om den jødiske forretningsmand Ben, den armenske antikvitetshandler Hakob og den unge sygeplejer Grace af slaveherkomst berettes i nutidsform af en alvidende, altseende og allestedsnærværende fortæller, som både kender til fortiden, nutiden og fremtiden samt personernes indre tanker og følelser. De tre møder hinanden i 1814, hvor Napoleonskrigene slutter, men på trods af fredsaftaler, økonomiske fremskridt og demokratiske bevægelser er uro og konflikter langt fra ovre i Europa. Ben oplever som jøde, hvordan hans muligheder og rettigheder som borger bliver indskrænket, Hakob oplever, hvordan det store og mægtige Osmanniske Rige langsomt falder fra hinanden, og Grace må bære det åg, at hun sjældent anerkendes for sine gode sygeplejeevner, men udelukkende defineres ud fra sit køn og sin race.

53480977

Deres skæbner flettes umærkeligt sammen via tre genstande, som de hver især kommer i besiddelse af i 1814, og som følger dem og deres efterkommere igennem historien og helt op til i dag: en Bibel indbundet i et glinsende sort muldvarpeskind, en prægtig perlekæde og et armbånd i røde granater. De tre genstande er alle berørt af sorgens grundstof eller det såkaldte ’luctugen’, som opstod af Gudens tårer, efter han skabte mennesket og så, hvor meget elendighed, der kom ind i verden.

Luctugenet gør Ben, Grace og Hakob og deres slægt særligt påvirkede af den grusomhed og hensynsløshed, som de er vidner til – i 1. Verdenskrig, såvel som i den syriske borgerkrig anno 2015. Men luctugenet er også en slags naturvidenskabelig metafor for næstekærligheden. ”Sorgens grundstof” er derfor både en vemodig beklagelse af et Europa og en civilisation, som på trods af store økonomiske og humanistiske fremskridt stadig udsætter sine medmennesker for krig og lemlæstelse, og samtidig en fortælling om, at alle mennesker grundlæggende er forbundet på tværs af tider, kulturer og kontinenter.

Margrete 1

”Der er sådan en trængsel i hende, at hun risikerer at løbe andre over ende, hvis hun ikke behersker sig. Tanker er uld, der må kartes, før det skal spindes, trækkes ud i tynde og ordentlige tråde, så andre end hun selv begriber, hvad det skal bruges til.”
”Margrete 1”, s. 322.

I 2020 udgav Anne Lise Marstrand-Jørgensen den historiske roman ”Margrete 1”, der handler om en kvindes usandsynlige vej til magten i 1300-tallets Danmark. Romanen baserer sig på historiske kilder, men er fiktion.

Den danske konge Valdemar Atterdags datter, Margrete, er 10 år gammel, da hun bliver gift med den 23-årige norske prins, Håkon. Brylluppet er en politisk foranstaltning, der skal styrke forholdet mellem Danmark og Norge i en tid præget af krige og stridigheder mellem forskellige magtinteressenter i Norden og området omkring Østersøen.

Inden Margrete sendes til borgen Akershus i Norge, sørger Valdemar for, at hun får selskab af tjenestepigen Kerstin på 14. Ingen andre end Valdemar kender til Kerstins ophav, men snakken går blandt hoffet. Er hun Valdemars uægte barn? Er hun en skifting? Eller en elverpige? Margrete er også i tvivl. Og selvom Margrete med mellemrum frygter for Kerstins sjæl og for, om Kerstin har med onde kræfter at gøre, er båndet mellem de to stærkere end hoffets sladder og mishag. Kerstin bliver de næste 30 år en uundværlig støtte for Margrete.

Fra Margrete bliver modtaget i Norge, er der kun en forventning til hende. Hun skal føde en levedygtig, mandlig arving til den norske trone. Efter syv år lykkes det endelig og Margrete føder en søn, Oluf. Da Valdemar et par år senere ligger for døden, øjner Margrete en mulighed for at placere den 5-årige Oluf på den danske trone. Med udvalgte, loyale stormænd i ryggen og sin fars rådgiver, Henning Podebusks hjælp, formår hun at samle den fornødne opbakning til at gøre Oluf til konge og hende selv til hans formynder. Margretes rejse mod magtens centrum er påbegyndt.

”Margrete 1” kredser tematisk om kvindeliv, magt og tro. Margrete var kvinde på et tidspunkt i historien, hvor kvinder traditionelt ikke havde alverdens muligheder. Kvinder af Margretes stand var forudbestemt til ægteskab, børnefødsler eller et liv helliget Gud i en nonneorden - ikke til at have en mening om det storpolitiske spil om handlen i og omkring Øresund, at stræbe efter magten eller have visioner om at forene Norden. Med sin sans for spillet omkring magten og tæft for politik brød Margrete med normerne og skabte et andet (kvinde)liv for sig selv.

Genrer og tematikker

Anne Lise Marstrand-Jørgensens forfatterskab behandler universelle emner som kærlighed, død, opløsning, fødsel og forholdet mellem mennesker. Tematikkerne kredser især om den psykologiske side af emnerne. Både de ‘syge’ af slagsen som vrangforestillingerne, tungsindigheden og den irrationelle angst i “Ingen”, men også gængse problemstillinger omkring, hvad der sker i og mellem mennesker, når de indgår i familieforhold, kærlighedsforhold og så videre.

Marstrand-Jørgensens bøger indeholder abstrakte overvejelser om, hvad kærlighed er, og hvilke vilkår vi giver den i vores traditionelle parforhold. I denne afdækning indgår blandt andet jalousi, forskellen mellem mænd og kvinders følelsesliv og kommunikationen mellem kønnene.

Endvidere kommer forfatterskabet, primært i “Det vi ved”, men også i Horn-romanerne, ind på social arv og muligheden for at påvirke, hvad der synes at være en fastlagt skæbne.

Naturvidenskaben optræder ofte i forskellige forklædninger i Marstrand-Jørgensens romaner. Hovedpersonerne i “Det vi ved” og “Konventioner” er forskere inden for naturvidenskaberne, ligesom Hildegard-bøgerne er særdeles optaget af naturmedicin og i at forstå menneskets fysik. Dette fokus er ikke helt tilfældigt med tanke på, at Marstrand-Jørgensen er tidligere medicinstuderende og stadig finder den naturvidenskabelige verden interessant: “Jeg kan stadigvæk godt blive fascineret af lægevidenskab og naturvidenskab i al almindelighed, men jeg er lykkelig for, at det ikke skal være min levevej.” (Marstrand-Jørgensen i mail-interview med Signe Juul Kraft, maj 2008).

Beslægtede forfatterskaber

Litteraturhistorisk skriver Marstrand-Jørgensen sig ind i en tid, hvor søgen efter mening kommer til udtryk i alle områder af tilværelsen; i kærlighed, på jobbet og ikke mindst i psykens kringlede kroge. Denne søgen efter og ønsket om mening med tilværelsen afspejles i Marstrand-Jørgensens romanpersoners besværligheder, og de komplicerede mekanikker i psyken skildres med poesien som pensel.

Romaner, der i tematisk indhold kan minde om Marstrand-Jørgensens, er blandt andet Katrine Marie Guldagers "Lysgrænsen" fra 2007. Bogen handler om, hvordan forfatterens virkelighed bliver revet fra hinanden, da faderen uventet dør, og veninden bliver brutalt skudt ned i Nicaragua. Forfatteren begynder en indre og ydre rejse, der medfører ni år i psykoanalyse.

En anden lignende forfatter er Ina Merete Schmidt. Hendes roman “Fåresyge” fra 2008 handler om illustratoren Miriam, der sammen med sin mand, Lars, er flygtet til Norge efter at have mistet et spædbarn. I den lille norske flække arbejder Lars som læge, mens Miriam tegner et får til en tjekkisk børnebog. Romanen beskriver, hvordan Miriam balancerer på randen af et sammenbrud, og kan i sine psykologiske skildringer minde om Marstrand-Jørgensens “Ingen”.

En bog, der både i stil og indhold minder om Marstrand-Jørgensens romaner, er Ida Jessens roman “Det første jeg tænker på” fra 2006, der handler om præsten Lisa, der mister sin 7-årige søn i en trafikulykke. Bilisten flygter efter at have kørt sønnen ned, og det lille sogn begynder at spekulere over, hvem flugtbilisten kan være.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen fortæller om sin passion for litteraturen og om de forfattere, hun er inspireret af, at: “Jeg læser rigtig meget og har gjort det, lige siden jeg lærte mig selv at læse som fire-årig. Der er bøger, jeg bliver ved med at vende tilbage til, fordi de berører mig dybt. Det er forfattere som Tua Forsström, Cecilie Løveid, Christa Wolf og Ole Sarvig. Jeg holder også af plotstærke, gedigne romaner. Senest har jeg med stor fornøjelse læst Hanne Richardt Becks "Om så det gælder" og "Hus og hjem" af amerikanske Marilynne Robinson”, siger hun (Dorte Washuus Bundgaard: Ugens forfatter: Et sårbart sind. Kristeligt Dagblad, 2008-02-02).

Bibliografi

Digte

Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Vandring inden ophør. 1998.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Rygge som djævle. 1999.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Vi er vejret. 2001.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Helikopter igen. 2002.

Romaner

Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Det vi ved. 2004.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Konventioner. 2005.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Ingen. 2008.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Hildegard. 2009.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Hildegard II. Gyldendal, 2010. Roman.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Hvad man ikke ved. Gyldendal, 2012.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Hvis sandheden skal frem. Gyldendal, 2013.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Dronningen af Saba & Kong Salomon. Gyldendal, 2015.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise: Sorgens grundstof. Gyldendal, 2017.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Margrete I. Gyldendal, 2020.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Sange om stilhed og hjem. Gyldendal, 2022.
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Natten åbner sig som en port : roman over Det Nye Testamente. Bibelselskabet, 2023.

Essay

Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Jeg læner mig mod verden. Gyldendal, 2021.

Børnebog

Marstrand-Jørgensen, Anne Lise: Havpaladset. Gyldendal, 2018. Illustreret af Otto Dickmeiss.

Erindringer

Marstrand-Jørgensen, Anne Lise: En flod skal være i bevægelse : samtaler og erindringer om angst og depression. Gyldendal, 2018.

Biografi

Marstrand-Jørgensen, Anne Lise:
Tove Ditlevsen i billeder : en livsskildring. Gyldendal, 2023.

Om forfatterskabet

Web

På sin blog fortæller Anne lise Marstrand-Jørgensen om sine skriveprocesser, om researchture og om gode romaner, hun læser.

Artikler

Information, 2015-10-17.
Kristeligt Dagblad, 2020-09-26.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Bundgaard, Dorte Washuus: “Ugens forfatter: Et sårbart sind”. Kristeligt Dagblad, 2008-02-02.
Signe Juul Kraft: Øvrige citater er hentet fra et mail-interview med Signe Juul Kraft i maj 2008.

Øvrige skribenter

cand.mag. Maria Høher-Larsen, 2017.