I 1998 debuterede Anne Lise Marstrand-Jørgensen med digtsamlingen “Vandring inden ophør”. Året efter blev den fulgt op af “Rygge som djævle”, og i 2001 og 2002 udkom “Vi er vejret” og “Helikopter igen”. Digtsamlingerne tematiserer universelle emner som kærlighed, død, opløsning, fødsel og forholdet mellem mennesker. Udtrykket i digtene er kendetegnet ved oftest at være kortere digte med afbrudte sætninger, som består af billede på billede. I det følgende analyseres digtet “Jeg ved hvad du mener” fra “Vi er vejret”, der på eksemplarisk vis kredser om digtsamlingernes temaer og samtidig afspejler det udtryk, der nøje hænger sammen med indholdet.
21991120
Mange af Marstrand-Jørgensens digte tager afsæt i naturen, og dette er også tilfældet med “Jeg ved hvad du mener” (side 37): “Jeg ved hvad du mener/jeg ved det endnu/og ser vores tanker/er Judasører på træer/vores tale et landskab/udmattet til skarvkolonier/i oprør. Mund presser/skovsnegle mod ruden, stille”. Kontakten mellem jeget og duet bliver i digtet kædet sammen med den forbindelse, der er mellem naturen og alt, der er skabt af naturen, herunder mennesket. Sammenhængen gøres til noget universelt, der overskrider tidens grænser. Forbindelsen begrænses ikke kun til én tid, men indbefatter datid, nutid og fremtid. Sætningen “Jeg ved det endnu” kæder datid og nutid sammen ved at vise, at jeget har vidst, hvad duet mener og stadig ved det.
På trods af forbindelsens styrke, spores der i stroferne en tristhed og opgivelse. Dette anes i stroferne “vores tale et landskab/udmattet til skarvkolonier”. Jegets og duets tale er ikke et frodigt landskab, men et udmattet landskab – ressourcerne er brugt op, og der anes en mulig opløsning af forbindelsen. Dette uddybes i stroferne: “i et øjeblik af drøm. Leg/der plasker vandkanten bleg, skjul af falmet Hortensia, Havskræppe/sunket sammen ved ebbe.” Sætningen “Leg der plasker vandkanten bleg” har noget uhyggeligt og skæbnesvangert over sig, ligesom de falmede og sammensunkne planter ved lavvande tyder på, at noget er visnet og dødt, og noget nyt er under opsejling. Dette sættes i gang af de følgende strofer, der henviser til noget, der er sket engang ved at skifte fra nutid til datid: “Natten var en ambulance/måneblinket over/en udækket hånd, kun mørket/fremmed og vagtsomt/i live. Strømper og fængselskappe, isbjerge/flyder et hjørne.” Brugen af ordet ’ambulance’ kan både betyde, at natten kom til undsætning, men er samtidig et symbol på, at der er sket en eller anden form for ‘ulykke’, noget ulykkeligt er sket. Ordene ‘vagtsomt’, ‘fremmed’ og ‘mørket’ viser en utryghed, der med ordet ‘fængselskappen’ fremkalder et billede af et indespærret, utrygt jeg. ‘Isbjergene’ symboliserer en kulde, der tyder på en distance til duet. Jeget lader sin utryghed i forbindelsen med duet komme til udtryk.
Digtets sidste vers viser, hvorfor jeget enten vil opløse eller allerede har opløst forbindelsen med duet: “Alle møblerne har/taget vægten af nøgen./Sofaen hvor du tvang hende ned/stolene, bordet, er det så nok/at have været/noget særligt for nogen?” Duet har givetvis haft et forhold til en anden end jeget, og det står her klart, at digtet handler om et kærlighedsforhold, muligvis har duet svigtet jeget ved at være jeget utro med ‘hende’. Nu sidder utroskaben i hvert et møbel og er ikke til at glemme: “Alle møblerne har taget vægten af nøgen”. Jeget slutter med at stille duet og sig selv spørgsmålet: “Er det så nok at have været noget særligt for nogen?” Her fremviser jeget sin tvivl på værdien af den forbindelse, det har haft/har med duet. Digtet ender på den måde med at sætte spørgsmålstegn ved, om det værdifulde i kærligheden opvejer det smertelige ved at blive svigtet af den elskede. Digtet giver altså ikke et færdigt svar på, om det var værd at elske duet, men lader det stå åbent og viser dermed, at det er et spørgsmål, der kun vanskeligt lader sig besvare.