Anne McCaffrey

stud.comm. Charlotte Kiesow, iBureauet/Dagbladet Information. 2009. Blå bog og bibliografi opdateret juli 2023.
Main image
McCaffrey, Anne
Foto: fantasticfiction

Indledning

Anne McCaffrey er en af science fiction- og fantasy-genrens ‘grand old ladies’. Hun har et svimlende produktivt forfatterskab bag sig på over hundrede værker. De fire romaner, der er oversat til dansk, er fra serien om planeten Pern. I den prisbelønnede og anmelderroste Pern-serie kommer læseren for en stund i selskab med skjalde, små ildøgler, borgherrer, smede og andet jævnt godtfolk. Man bliver taget med på tidsrejser, middelalderlige markeder og ud at flyve på drageryg. Med andre ord kan man trygt glemme den moderne verdens teknologi og jordens naturlove, for der er dømt eventyr for alle ordene, når man er i selskab med McCaffrey.

26925827

Blå bog

Født: 1. april 1926 i Massachusetts, USA.

Død: 21. november 2011 i Irland.

Uddannelse: BA i slavisk sprog og litteratur fra Radcliffe College.

Debut: Restoree, 1967.

Litteraturpriser: 20 forskellige priser, heriblandt Hugo Award, 1968. Nebula Award, 1969. Gandalf Award, 1979 og løbende med et par års mellemrum forskellige priser lige siden.

Seneste udgivelse: McCaffrey, Anne et al.: Fantastiske virkeligheder. Science Fiction Cirklen, 2007. 

Artikel type
boern

Baggrund

“De vingede, langhalede og ildsprudlende drager (opkaldt efter den Jordiske sagnfigur de lignede), deres dragemennesker, en art for sig, og den trussel de kæmpede mod, skabte en hel ny kreds af sagn og myter. Da Pern først var blevet befriet for den overhængende fare kunne perneserne begynde at leve en mere sorgløs tilværelse, efterhånden som sagnene kom i vanry.”
Fra Prologen til “Drager på himlen”.

Anne Inez McCaffrey, datter af George Herbert McCaffrey og Anne Dorothy McElroy, blev født den 1. april 1926 i Massachusetts, USA. Hun voksede op med to brødre, Hugh og Kevin, og gik i skole på Stuart Hall i Staunton i staten Virginia. Herefter kom hun på Montclair Highschool i New Jersey og fortsatte sin uddannelse på Radcliffe College, der var tilknyttet det prestigefyldte Harvard Universitet. Radcliffe College var oprettet for at uddanne unge kvinder, for dengang var Harvard udelukkende forbeholdt mandlige studerende. I 1947 bestod Anne McCaffrey sin bachelorgrad i slavisk sprog og litteratur med udmærkelse.

McCaffrey gik dog ikke direkte til skrivemaskinen efter endt uddannelse. Forinden nåede hun at studere sang og operainstruktion, være skuespiller, arbejde som reklametekstforfatter og gifte sig med H. Wright Johnson i 1950. I løbet af 1950’erne fik parret tre børn, Alec, Todd og Georganne, og da alle børnene var startet i skole, begyndte hun at bruge de timer på dagen, hvor der var stille i huset, på at skrive fantasifulde fortællinger langt fra familieliv, husholdning og hverdag. Hvad der startede med nogle få noveller og historier til forskellige science fiction-magasiner, blev efterhånden et forfatterskab, der var ved at tage form. McCaffrey fortæller om sit forhold til fantasy-genren: “Jeg havde ikke indset det, men jeg vidste at fantasy og eventyr var anderledes og meget mindre beundret end andre genrer. Jeg anede slet ikke, at science fiction var en genre for sig selv, før jeg kom ud og stå på egne ben.” (Lea Thume: “Drager i rummet”. Interview i Proxima nr. 87).

Men ud at stå på egne ben, det kom hun, og da hun udgav sin første roman, “Restoree” i 1967, opnåede hun øjeblikkelig berømmelse. Året efter sin debut – og som den første kvinde nogensinde – blev hun tildelt den prestigefyldte science fiction-pris Hugo. McCaffrey har forklaret, at “Restoree” blev til som en slags protest over den absurde og urealistiske måde, som kvinder blev afbildet på i megen science fiction i 1950’erne og 1960’erne. Det blik på genrens slagside har McCaffrey fastholdt. Hun er fortsat med at skrive om jævnbyrdige mænd og kvinder, om stærke og interessante kvindelige hovedpersoner. I dag har hun næsten udgivet 100 romaner og vundet 20 priser for sit forfatterskab, hvoraf flere er meget prestigefyldte indenfor genren. Hun bor i sit eget hus i Irland kaldet Dragonhold-Underhill, som hun selv har tegnet, og hvor hun desuden driver sit eget hestestutteri. Når hun ikke er ude og se til sine heste, tænder hun ofte for computeren for at skrive med sine fans på Facebook.

Pern-serien

De romaner, der er oversat til dansk, er alle fra McCaffreys serie om planeten Pern. Selv om serien foregår i en fjern fremtid, er Pern ikke teknologisk avanceret. I stedet er det fyldt med magi og væsener, og kulturen og samfundsopbygningen kunne ligne et billede på Europas Middelalder. Landbrug, markeder med skjaldemusik, alle mulige forskellige slags håndværk og et jævnt liv danner baggrunden, hvorfra den lille håndfuld hovedpersoner, som læseren møder i serien, træder frem med deres særlige og handlingsmættede livsbaner.

26925827

Pern-serien udgør tilsammen et helt univers befolket af borgherrer, almindelige bønder, håndværkere af mange forskellige typer, løbere, fiskere, vævere, skjalde, drager og drageryttere. Alle deler de det livsvilkår, at planeten med tohundrede års mellemrum hjemsøges af Den røde Stjerne, som kaster et altfortærende organisk spor kaldet ‘Tråd’ ned fra himlen. Den fare, som stjernen udgør for planeten og alt levende på den, har Perns drager og drageryttere påtaget sig at bekæmpe.

I prologen til Pern-serien, forklares, hvordan mennesket er kommet til den fjerne planet, Pern. Prologen fungerer som en slags rammehistorie, der med en vis science fiction-mæssig logik og realisme sandsynliggør de fantastiske historier, der følger. Blandt andet får læseren at vide, at mennesket koloniserede alle beboelige planeter – blandt andet Pern, hvorefter kontakten til planeten Jorden gik tabt.

Der er foreløbig kun udkommet fire bøger på dansk, men hvis man får blod på tanden, er det muligt at læse de andre på originalsproget engelsk.