I det mindste, i det største - Guldhornene

Citat
I digtet modstiller Oehlenschläger de lærde forskere, der “higer og søger” men intet finder, og de renere naturmennesker, der har direkte adgang til naturens ånd, som gennemstrømmer historien.

Adam Oehlenschlägers gennembrud kom med digtsamlingen “Digte 1803” (1802, også kendt under titlen “Digte”). Samlingen blusser af ungdom, lidenskab og digterisk talent - og så er den et slag i ansigtet på ældre generationer. Bogen er en eksplosion af sproglig virtuositet og formbevidsthed, og den blander mange stilarter og versemål. Det epokegørende digt “Guldhornene” stammer herfra. Det er en romance (et episk-lyrisk-dramatisk digt), og digtet kondenserer hele den romantiske historie- og naturforståelse.

“Guldhornene” tager udgangspunkt i en begivenhed i Oehlenschlägers samtid: I 1802 blev to guldhorn fra jernalderen stjålet fra Det Kongelige Kunstkammer og smeltet om, så de var tabt for eftertiden. Digtet er i høj grad skrevet på indignationen over samtidens manglende evne til at se den værdi, fortiden rummer.

I digtet modstiller Oehlenschläger de lærde forskere, der “higer og søger” men intet finder, og de renere naturmennesker, der har direkte adgang til naturens ånd, som gennemstrømmer historien. Guderne lader en ung mø, der har hovedet fyldt med kærlighed, finde det første guldhorn. Så svinder et århundrede, og Guderne træder sammen igen, og lader en rask ung mand finde det andet. Men samtiden kan ikke se hornenes ægte værdi: Mennesket forstår ikke, at hornene giver et guddommeligt glimt til en svunden, glorværdig fortid, en guldalder, og så tager de hornene tilbage igen.

Digtet udtrykker et historiesyn, der er gennemsyret af den romantiske guldaldertanke: Guldalderbegrebet stammer fra oltidens Grækenland, og det betegner forestillingen om en fortid, der er præget af lykke og harmoni. I romantikkens historiesyn er guldalderen en fortid, som kan genindfinde sig på et højere plan, hvis omstændighederne er til det.

Romantikerne mener altså, at historien følger en bestemt rytme, og det, der styrer rytmen og sammenbinder historien, er den ånd, der gennemtrænger og forener alting, ånden “i det mindste, i det største” , som det hedder i “Guldhornene”.

Udover den episke fortælling er “Guldhornene” præget af en helt ny sprogfølsomhed: Kæder af vokaler maler lydbilleder, der matcher det, ordene vil sige, og komplekse rimformer binder digtets skiftende rytme sammen. Her er lidenskabelig overensstemmelse mellem form og indhold, og de umiddelbare sanseoplevelser skal få den stivnede, lærde samtid til at øjne muligheden for en ny guldalders komme - og gribe den!