Dy Plambecks debut “Buresø-fortællinger” fra 2005, er en digtsamling, men her er ingen rim og metrik på programmet. Bogen består i stedet af små fortællinger, prosadigte eller knæk-kort-prosa, om man vil. 46 i alt, og alle kredser om Buresø med barndomserindringer, familiehistorier og provinsbyens forskellige eksistenser og forskyder sig glidende og associativt til jegets nutid i København med Saddam Hussein på tv og en lidt utilgængelig kæreste ved siden af.
25656172
Det er netop associationerne, der binder digtenes forskellige tidssfærer sammen. Man aner, at der er en slags omvendt dannelsesrejse på spil – en proust’sk søgen tilbage til de tabte tider i miniformat. Det er her, identiteten får sine folder, hjørner, hakker og revner. De sproglige glidninger gestalter Buresø, personerne og erindringerne, så man forstår, at erindringerne omsat til sprog er med til at skabe identiteten hos det jeg, som fra nutiden væver Buresø-fortællinger sammen til billeder af sig selv. Selv siger Plambeck: “Ens livsbetingelser er med til at forme én. Mange af de ting, man foretager sig på et givent sted, afhænger af livsvilkårene. Forholdet til hjemstavnen er særligt, fordi fortællingerne om ens liv tager sit udgangspunkt der. Jeg tror, man bærer sin hjemstavn med sig som en måde at forstå livet på og se verden ud fra.” (David Ebershoff: “Hello Stranger”. Politiken, 2007-05-26).
Situations- og menneskeportrætter trækker vod i læserens egne erindringsbilleder, og personer som tomatwoman, skærsliber-Yrsa (den obligatoriske transvestit, der hører til i provinsbyen), skubbe-Johnny og Rav-Lassen omgås med både ømhed, humor og let tristesse.