I Charlotte Roches debutroman ”Feuchtgebiete” fra 2008 (”Vådområder”, 2009) følger vi den 18-årige Helen Memels tur på hospitalet efter en mislykket intimbarbering. Romanen indledes med en lille fortale, der slår fortællingens ramme an: Helens sorg over forældrenes skilsmisse og ønske om, at føre dem sammen igen. Her følger vi Helens konspiratoriske overvejelser om, hvordan hun kan narre forældrene til at dukke op på hospitalsstuen samtidig. Umiddelbart lyder handlingen tilforladelig nok, men Roches debut skabte en del medieopmærksomhed på grund af Helens tankerække om sine seksuelle erfaringer, der tager form som en vulgær bekendelseslitteratur. Helens erfaringer med kærlighed er sparsomme – men det opvejer hun med et bagkatalog af seksuelle udskejelser, der vil få selv den mest forhærdede læser til at føle sig som en bornert skolefrøken.
Helen afslører dog en række fantasier, der undervejs får læseren til at sætte spørgsmålstegn ved fortællerens troværdighed. Hun forelsker sig hemmeligt i sygeplejeren Robin og drømmer om at forføre ham. Når Robin befinder sig på stuen er hun skiftevis meget flirtende og ekstremt genert. Det synes tydeligt, at mens sex forekommer Helen nærmest demonstrativt naturligt, så er det med kærligheden noget mere prekært. Og som fortællingen skrider frem, bliver man i tvivl om, hvorvidt forholdet mellem Robin og Helen rent faktisk udvikler sig – eller om det hele er noget, der foregår i Helens hoved.
27640982
Gennem sine tankerækker beretter Helen ligeledes om et traumatisk barndomsminde: Om dengang hun fandt sin mor og spæde lillebror bevidstløse af sovemedicin, mens komfuret langsomt fyldte rummet med gas. Men lige som læseren er også Helen selv i tvivl om, hvorvidt hun rent faktisk har oplevet morens selvmordsforsøg, eller om det er et produkt af sin livlige fantasi. Selvsamme fantasi myldrer desuden af historier om eksperimenter som Helen måske, måske ikke, har udført offentlige steder, nemlig bakteriespredning. Helen er en uhygiejnens voyeur, hun fantaserer og tænder på tanken om alt det urene, mens hun befinder sig i det kliniske hospitalsunivers.
Helen bliver desuden et symbolsk modbillede på den selvfremstilling, der er blevet et uomgængeligt vilkår for tidens ungdom. For godt nok iscenesætter Helen sig selv, men hun gør det på en måde, der byder den perfekte kropskultur trods. Berlingske Tidendes anmelder går så langt som at kalde ”Vådområder” for ”Facebook unplugged”, som han beskriver som ”alt det kropslige, som unge sårbare mennesker normalt gemmer væk bag deres snaksalige Facebook-profil” og som ”på ekshibitionistisk vis igen og igen væltes ud i hovedet på læseren i ”Vådområder” (Jens Andersen: Tynd kussesaft. Berlingske Tidende, 2008-03-08). ”Vådområder” kan således læses som en ironiseren over den såkaldt frigjorte ungdom, og al den pinlige og usminkede kropslighed, som er et fælles vilkår, men som ingen taler om.