Mester Olof

Strindbergs debut som dramatiker kom tidligt. Han fik som en 21-årig “I Rom”, et stykke om den berømte danske billedkunstner Bertel Thorvaldsen, sat op på Kungliga Dramatiska Teatern i Stockholm. Kun et par år senere i 1872 afsluttede han hovedværket “Mäster Olof” (“Mester Olof”, 1889), der slår en række temaer an for forfatterskabet. Inspireret af Shakespeare dramatiserer han historien om præsten, reformatoren og Lutheraneren Olaus Petris – også kendt som den første humanist i Sverige. Det er en ung rebels revision af en ligesindets kamp 350 år tidligere. “Du er født til at vække forargelse; du er født til at slås. Herren skal nok siden hele dine skrammer”, siger den gamle Lars til Mester Olof med en tonisk virkning – forestiller man sig – på den stridbare digter og måske indlagt af samme grund (“Mester Olof”, side 4).

Vi kommer ind i handlingen pinseaften udenfor klosterkirken i Strängenäs i Södermanland ved en af Sveriges store søer, Mälaren. Biskopperne har aflyst messen, fordi byen ikke har betalt sin skat til kirken. En flok ophidsede borgere har forsamlet sig. For at få dem til at falde til ro tilbyder Olof at give dem deres messe. De falder på knæ og Olof begynder: “Kære venner, brødre og søstre i Kristus Jesus! Da vi nu er forsamlede …!” Men længere kommer han ikke. En borger afbryder ham:

BORGEREN: Mester Olof …

OLOF: Hvad er der?

BORGEREN: Vi ønsker en rigtig messe og ingen nymodens menneskepåfund.

GERT: Kære mester Olof, det må være på latin. Ellers forstår vi ikke, hvad det er de siger!

BORGEREN: Det skal være på det hellige sprog, eller kan jo hvem som helst læse en messe.

FOLKET: En Luther! En Luther! En antikrist!

OLOF: Nej, nu må det være slut med det narrespil!

(højlydt knurren) I ånd og sandhed skal I bede, og ikke med ord, som I ikke forstår!

BORGEREN: Unge ven, tror De ikke, at Vorherre forstår latin?

GERT: Men han forstår nok ikke svensk!

BORGEREN: Mester Olof! Vil De lade folket gå herfra uden et opbyggeligt ord – kan de ikke se, hvor de længes efter deres Gud. Se bort fra deres egen syndige vilje og lad ikke folket gå bort nu, da de ikke mere har en hyrde.” (“Mester Olof”, side 7-8). 

Sproget og en forkyndelse, som alle forstod, var en afgørende indsats i reformationens bestræbelser på at rive Gud ud af kløerne på kirke og kleresi og skabe et personligt trosforhold, men Strindbergs fokus er ikke kun på de formelle og historiske omstændigheder. Det er i endnu højere grad Olofs indre kamp, hans frygt for at blive til spot og spe og de moralske dilemmaer, enhver rebel støder på: Skal han følge den ligesindede Konge Gustav Vasas pragmatiske tilgang til religionen, eller skal han gå den kompromisløse Gert Bogbinders revolutionære vej? Det valg, han træffer, og de konsekvenser, det får, behagede ikke ledelsen på Kungliga Teatern i Stockholm, som afviste stykket som nihilistisk og blasfemisk. I frustration over ikke at kunne få det sat op ender det med, at Strindberg selv går Vasa-vejen – i stedet for at sætte en tændstik til manuskriptet eller teateret (eller skyde sig en kugle for panden, som selvfølgelig var en mulighed, han luftede) vælger han i 1876 at lave en versversion med noget der ligner et knæfald for den gode latin på teatrene, hvor det deklamatoriske og kunstige sprog, som Strindberg og den nye generation af dramatikere var vendt mod, fremdeles var populært. Lige lidt hjælper det. Det er først, da han slår igennem som romanforfatter i 1879 med den satiriske Stockholmerskildring “Röda rummet – Skildringar ur artist- och författarlivet” (Det røde værelse", 1886), at et teater tør binde an med ham. 

I 1881 bliver “Mester Olof” sat op på Nya Teatern. Strindberg var ikke selv med til premieren. Han havde lagt mere tid og energi i stykket end noget andet værk fra hans hånd både før og siden og sad derhjemme og bed negle. Men der var ikke noget at være urolig for. Han blev behandlet efter fortjeneste af pressen. Kritikken var positiv. Det var den stadig hundrede år senere, hvor den anerkendte forfatter og stindbergianer Olof Lagercrantz begik noget, der ligner det autoritative værk om Strindberg, biografien “August Strindberg”. Heri noterer han: “Mäster Oluf er skrevet af en treogtyveårig. De fleste digterværker af en sådan kvalitet, at der ikke blot rejses mindesmærker over dem i litteraturhistorien, men at de også spontant vinder læsere i nye generationer – og kun de burde regnes til den klassiske litteratur – er skrevet af ældre mennesker. De digtede skikkelser er ofte unge, men de der fortæller om dem ikke. I et fåtal af værker skriver unge om unge – Goethes Werther er det store eksempel. De indtager en særstilling, fordi de giver os en forestilling, om hvordan det føles at være ung, ikke blot hvordan det bagefter føles at have været det. Mäster Oluf hører til denne kategori.“ (“August Strindberg”, side 40).