Aktuelt værk: Svømmende, rygende, grædende

Citat
”Hendes forældre skammede sig. Ligesom de syntes, at hun burde skamme sig, og dybest set tænkte de nok, at folk, der ikke skammede sig over deres eksistens, var uansvarlige. De fleste burde skamme sig, og Anna skulle tage og slappe af.”
”Svømmende, rygende, grædende”, s. 90.

I Lone Hørslevs trettende værk, romanen ”Svømmende, rygende, grædende” fra 2024, er den 47-årige forfatter Anna Mette Hansen på sammenbruddets rand. Hun er fraskilt, sønnen er netop rejst til New Zealand, hun har brækket armen efter et fald på cykel, hendes kommende roman skriver ikke sig selv, og så trøster og styrker hun sig med alkohol og piller.

Romanen foregår over få dage i juni, men med enkelte tilbageblik til en barndom i Jylland og et tåkrummende litteraturarrangement på kunstmuseet Louisiana. Handlingen er sparsom: et bryllup, en date på Louisiana, en tur i Netto. Ellers foregår størsteparten af romanen i Annas hus på Frederiksberg og mest af alt i hendes hoved. Roman fortælles frem af en 3. personfortæller, der hovedsageligt skildrer Annas synsvinkel. Enkelte afsnit er dog skrevet fra Gorms perspektiv – en dramatiker, som Anna næsten får et forhold til.

Det primære tema i romanen er alkoholisme, mens hovedmotivet er skam. Som en forbindelseslinje mellem skammen og alkoholen er følelser af ensomhed og mindreværd. I sin nuværende deroute optræder Anna grænseoverskridende og pinligt, og andre mennesker har svært ved at rumme hende. På den måde manifesterer hun den skamfølelse, hendes forældre og opvæksten i Jylland har indpodet hende, og den følelse af forkerthed, der har udmøntet sig i mindreværd og ensomhed.

Undervejs i romanen optræder flere hjælpere: Først en kat, så manden (Gorm), og mod romanens slutning, hvor Annas deroute kulminerer med massiv angst, bliver sønnens telefoniske afvisning en mulighed for at se, at skønheden kan omfavne det onde, som det hedder i romanen. Således ender romanen åbent og med mulighed for at vælge en ny vej. Romanen tematiserer endvidere den moderne litteratur, blandt andet igennem Annas og Gorms blik på samtidig litteratur.

Stilmæssigt er romanen i forlængelse af Lone Hørslevs øvrige forfatterskab: mundret, let og som et tankeflow, hvor den ene tanke katapulterer den næste frem. Enkelte steder møder læseren også en række digte, Anna har skrevet, og som er med til at understrege romanens hovedtemaer.