Halvt i himlen

Citat
”Desuden havde hun ikke noget imod at have travlt. Så spekulerede eller drømte hun ikke så meget. Selvom meget af arbejdet var rutine, krævede det stadig netop så meget koncentration, at hun ikke kunne slippe tankerne løs og som vilde fugle lade dem flakse omkring og lave ulykker.”
”Halvt i himlen”, s. 171.

I Lone Hørslevs tolvte værk, romanen ”Halvt i himlen” fra 2021, bliver læserne sendt en tur tilbage til 1920’ernes København. Romanen fortælles på skift af søstrene Ellen og Dagmar, der bor med deres mor og broren Knud i Larsbjørnsstræde, som i folkemunde kaldes for ‘Pisserenden’. Her bor de i et hummer af en lejlighed, hvor biller pibler frem mellem gulvbrædderne.

Som romanen indledes, dør faren, og selvom det stiller familien dårligere rent økonomisk, drager døtrene et lettelsens suk – så er de endelig fri af den tyranniske patriark. Til gengæld må de arbejde endnu mere for at kunne betale huslejen. Hver dag er en kamp i den lille familie, og indimellem er søstrene ved at give op, men de har heldigvis hinanden, og da de får arbejde i Oskar Davidsens nyåbnede smørrebrødsrestaurant på Nørrebro, ser det hele lidt lysere ud. Men så begynder kroppene at melde sig med andre behov.

39263084

Romanen er digtet frit med afsæt i Lone Hørslevs oldemors historie (Ellen). Den tematiserer (forbudt) kærlighed, fattigdom, patriarkatets undertrykkelse af kvinder og familiens snærende bånd i et mindre velstillet København. Ellen og Dagmars liv er præget af fattigdom, hårdt arbejde og en påtrængende angst for at miste den smule, de trods alt har. Begge oplever de familien som en akilleshæl, men heldigvis har de hinanden som fortrolige. Lige indtil de for alvor får brug for hinanden – i mødet med kærligheden og begæret.

Titlen henviser både til det barske liv, familien lever, hvor døden er konstant nærværende, men også til den lykkerus, pigerne oplever i de første famlende forsøg med kærligheden. Selvfølgelig udvikler pigernes første møder med mænd og kærlighed sig fatalt, og som det er sket for så mange andre i historien, må Ellen gifte sig med en anden, end den hun elsker, da maven begynder at vokse. Forbudt kærlighed tematiseres også igennem Knud, der mister sin læreplads på grund af seksuelle tilbøjeligheder, som dengang var forbudte.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Halvt i himlen"