Parasitsonetterne

Citat
”Admiral admiral admiralen af altings flygtighed af de døde af det blå af dødens kys af forsvundne af forsvundne af grøn smaragd gylden- lak af hvidt af jorden af kemisk kærlighed af kærligheden af lykken af lys- partikler af menneskeheden af minder af pebergrå savanne af perlemor (…) af blomstringen at den at der er andre at falde at huske at håbe at jeg at jeg er at kalde at lide at støvet”
”Parasitsonetterne”, s. 15.

I indledningen til ”Parasitsonetterne” (2016) skriver Martin Larsen om at stå som dreng og kigge ud på nattehimmelen og med en dyb og svimlende følelse i kroppen forestille sig det uendelige verdensrum. Det er umuligt at forestille sig det uendelige, men det er også umuligt at forestille sig, at universet er endeligt, fordi det så betyder, at der er en grænse og altså noget udenfor, på den anden side. Men når man ikke kan forestille sig det, kan man skrive om det, og på den måde viser sproget sig som noget andet end forestillingsevnen. Den anden erfaring af det uendelige kommer fra matematikkens verden og handler om, at der ikke bare findes uendeligt høje tal: ”man kan også dykke uendeligt dybt ned mellem stadig mindre Δx’er”. (s. 8.) Og egentlig er bogen lige præcis spændt ud mellem de to ting, den drengede forundring og den voksne nørdede undring.

53396275

Men egentlig handler bogen mest om sonetter og Inger Christensens sonetkrans ”Sommerfugledalen”, som Larsen elsker. Den gør han til genstand for sine eksperimenter ud i at skabe en uendelig sonetkrans. Sonetkransen er en kompliceret form, hvor man væver 14 sonetter sammen ved at gøre sidste linje i første sonet til første linje i anden sonet, og sidste linje i anden sonet til første linje i tredje, osv. indtil man når mestersonetten, som består af de 14 første/sidste-linjer. Larsen strækker denne form både udad, som verdensrummet, og indad som fraktalerne beskrevet ovenfor, og det er både matematisk og forunderligt.

”Parasitsonetterne” er en slags arbejdsjournal for det mangeårige arbejde med at skabe forskellige sprogmaskiner, eller digtalgoritmer. Den er også i sig selv et genreeksperiment, der forener digte med poetik og kritik, og det er både kærligt og tørt og til tider virkelig morsomt. Bl.a. findes der en Søren og Mette-maskine, der kan lave ca. to kvadrilliarder Søren Ulrik Thomsen-digte, og en linje fra et af algoritmedigtene lyder: ”indover aftenen vajer radioen indover giraffernes stinkende guld” (s. 93).

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Parasitsonetterne"