Peter Poulsen

Peter Poulsen kom til verden i 1940 på Frederiksberg. Han læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet og blev ansat som korrekturlæser på Politiken, hvor han arbejdede, da hans debutdigtsamling ”Udskrifter” udkom i 1966. I slutningen af halvfjerdserne udkom hans første roman, og han har derudover skrevet både noveller og skuespil. Den særdeles produktive forfatter har udgivet et godt stykke over 30 værker.

Peter Poulsen har ikke kun virket som forfatter. Efter et toårigt ophold i Brasilien læste han portugisisk og begyndte at oversætte sydamerikansk og europæisk litteratur. Han er kendt for at have introduceret den portugisiske forfatter Fernando Pessoa til en dansk læserskare. Han har desuden oversat fra spansk og fransk, heriblandt Jorge Luis Borges og Charles Baudelaire. Han kan også kalde sig kongelig oversætter, da han har oversat flere af Prins Henriks digtsamlinger. I år 2000 modtog han Dansk Oversætterforbunds Ærespris for sin langvarige oversættergerning.

Udover oversætteriet og forfattergerningen har Peter Poulsen gjort sig som radiovært, litteraturformidler og konsulent ved Det Danske Filminstitut. Han har formidlet litteratur til både børn og voksne og har udgivet et par børnebøger. I en årrække var han tilknyttet DR’s litteraturprogram Alfabet og har i det hele taget været aktiv på den litterære scene. Fra 1991til 1997 var han også formand for Danske Skønlitterære Forfattere. I de seneste år har han dog koncentreret sig om forfattergerningen.

I dag er Peter Poulsen bosat i Svaneke på Bornholm sammen med sin hustru, hvor de har boet, siden hun gik på pension.

Peter Poulsens debut, digtsamlingen ”Udskrifter”, udkom i 1966 og bærer tydeligt præg af tidens konfrontationsmodernistiske strømning i dansk litteratur. Den går i korte træk ud på at sprænge en normativ og klichefyldt verdensopfattelse med et eksperimenterende sprog, der skal bane vejen for nye sansninger og erkendelser, der kan udfordre velfærdsstatens konformitet.

Digtene i ”Udskrifter” er heller ikke nemme at gå til, hvis man søger efter indholdsmæssig mening. Samlingen er inddelt i to dele, hvor den første består af korte digte med strofer af varierende længde. Anden del er ét længere digt bestående af ti strofer. Der er ingen fast struktur eller fast versopbygning – hverken internt i hvert enkelt i digt eller digtene imellem.

Syntaksen er brudt op, så der flere steder typisk mangler led, som her, i digtet ”Vintersituation”, hvor der ikke er noget grundled og dermed ingen afsender: ”Ikke nogen helt umulig vinterdag/ således set/ anet eller betragtet” (s. 33). I nogle af digtene er der et jeg tilstede, men hvem det er og hvor det er, er ikke til at afkode. I digtet ”Telemann og barokken” lyder det: ”Mit navn er intet – min alder er uden betydning” (s. 25). Indimellem virker jeg’et desorienteret og søgende efter et du. Når du’et er tilstede, særligt i anden del, er det i absurde situationer, som bryder det genkendelige hverdagsliv.

På et sprogligt plan er der et opbrud til stede i form af en kontrastfyldt brug af tillægsord. Her i en form for naturbeskrivelse fra digtet ”Frygt”: ”skulende egern/ skarpladte ænder/ bevæbnede buske” (s. 29). Digtene gør nærmest en dyd ud af ikke at fremstå skønne i traditionel forstand ved brug af ord som ”strandlokum” (s. 33), ”brokbind” (s. 48) og ”klistermåger” (s. 48).

Opbruddene og den fragmenterede stil i indhold og form gør digtene uforudsigelige og skaber billeder, som man enten forbavses af eller må vride sin hjerne for overhovedet at forestille sig. Der anes en genkendelig virkelighed af hverdag, parforhold, natur og by, men den er sat ind i en uforklarlig sproglig kontekst, der udfordrer læserens ønske om logik og mening.