Baggrund

Citat
”… jeg lagde blomster på gravstedet og duppede klædelige tårer fra øjenkrogene, min graviditet var smuk, min sorg var sund, jeg gik regelmæssigt til psykolog og talte åbent om det, og jeg bevægede mig gennem de forskellige sorgfaser lidt hurtigere end forventet.
Jeg spillede rollen som stærk enke perfekt. Hvis der fandtes en konkurrence om sorg, gik jeg efter guldet.”
”Ind i en stjerne”, s. 112.

Puk Qvortrup er født i 1986 og er vokset op som den næstældste i en søskendeflok på fem. Begge forældre var folkeskolelærere, og Puk Qvortrup husker sin barndom som kærlig og kaotisk, fuld af musik, dans og historiefortælling: ”Min mor fortalte os eventyret om Den Forkælede Prinsesse med Den Numsefarvede Kjole, som var sådan en slags gakket føljeton, hun fandt på i årevis. Min storesøster og jeg kunne også sidde i timevis og digte historier, mens vi tegnede til. Så på den måde har jeg skrevet, før jeg kunne skrive.” (Interview med Forfatterweb, oktober 2023). Puk Qvortrup har boet det meste af sin barndom i Jyderup, inden familien flyttede til Vojens, da hun var 15. Som 19-årig flyttede hun til Aarhus for at begynde på universitetet, hvor hun tog en bachelor i lingvistik. På Journalisthøjskolen, hvorfra hun blev cand.public. i 2014, genfandt hun sin glæde ved sprog, og som journalist har hun skrevet om litteratur, familieforhold, krop og seksualitet og været optaget af portrættet som genre.

Puk Qvortrup mødte sin mand Lasse i gymnasiet, og de giftede sig, da hun var 23. Da hun var gravid med deres andet barn, blev familiens liv vendt på hovedet i september 2012, hvor Lasse døde af hjertestop, og Puk Qvortrup blev enke og enlig mor. I sin debutroman ”Ind i en stjerne” fra 2019 fortæller hun historien om deres fælles liv, dødsfaldet og tiden efter. Om arbejdet med at gøre et traume til en roman fortæller hun: ”Jeg oplevede det at skrive i romanform som en stor følelse af frihed. Her kunne jeg digte videre, når hukommelsen mødte blindgyder. Jeg var ikke forpligtet på en såkaldt objektiv sandhed. Den var heller ikke interessant i forhold til det traume, der havde spredt sig som sorte tråde inde i mig. Min skrift blev næsten en krigserklæring til min egen historie: Den skulle ikke bestemme over mig mere, jeg ville bestemme over den. (…) Ved at gøre min lidelse til et værk, var det for første gang muligt at skabe afstand til den.” (Anne Vindum: Skriften som krigserklæring. Bogmagasinet, maj 2019).

I 2014 mødte hun sin nuværende mand Piermatteo Bianchi, som hun har to børn med, og som endvidere har adopteret hendes to ældste børn.