Brød og mælk

Citat
”Det var så spændende og føltes ligesom ikke tilladt at kigge på hende, når hendes lyserøde læber skiltes og igen og igen omsluttede den rødmende frugt, og dens lodne hud brast, så ferskensaften løb ned over fingrene på hende, og ansigtet fik det der fraværende udtryk.
Det så ud, som om hun lød sig føre langt væk til et øde sted, hvor ingen kunne nå hende, ikke engang jeg, som ellers altid kunne det.”
”Brød og mælk”, s. 96.

I 2022 udgav Karolina Ramqvist ”Bröd och mjölk” (”Brød og mælk”, 2023), der er en erindringsroman om den betydning, mad har haft for det fortællende jeg gennem livet.

”De har sagt, at jeg er nødt til at fortælle min historie, fordi det er den eneste måde at slippe fri af det her på.” Sådan skriver fortælleren i romanens begyndelse, selvom hun er bange for ikke at have noget sprog for det. Hun begynder med en erindring om mandariner. Hun husker, hvordan hun som treårig sad alene i køkkenet, mens hendes mor arbejdede bag en lukket dør, og blev draget mod de orangefarvede og lysende citrusfrugter i det hvide køkken. Hun stikker fingrene i dem, dufter til dem, smager på dem og bliver gennemstrømmet af noget nyt og ukendt, som ”vibrerede og brændte”, og pludselig har hun spist alle 13. Det er den tidligste erindring om det ekstremt sanselige forhold, hun har til mad, og samtidig den kontrol, maden kan tage over hende. Hun mister sig selv til maden, som giver hende en kortvarig, opflammende lykke, men som mister fortryllelsen, så snart det er spist.

136675664

Pigen vokser op hos sin mor, der er optaget af egne projekter og kærlighedsforhold og ofte lader pigen være alene hjemme. Så kommer hendes omsorgsfulde mormor og morfar, og relationen til de to er dybt forankret i måltider, i den omsorg, der ligger i at servere veltillavet mad for dem, man holder af. Særligt mormorens lune risbudding har et mytologisk skær over sig, og da fortælleren som voksen for første gang serverer retten for sin datter, vil hun ikke smage på den. Fortælleren føler sig følelsesmæssigt afvist og får et voldsomt vredesudbrud, og det er måske her, hun indser sit problematiske forhold til mad.

Mad og måltider er vævet sammen med kærlighed og kontrol, med sanselighed og afmagt, med skam og begær, og kvinden begynder som voksen i terapi med andre afhængige. Kvinden er nysgerrig på de mange systemer, der er forbundet med mad; sociale normer, følelser, klasse, magt, omsorg, mode, politik, erindring. Et måltid er aldrig bare et måltid.

Romanen er fortalt i en ekstremt nærværende og sanselig, til tider sensuel, prosa med detaljerede beskrivelser af måltider og madlavning og med nuancerede psykologiske overvejelser om, hvad der skaber et menneske. Samtidig undersøger den erindringen, som måske ikke altid er til at stole på, men som er det, vi bygger vores selvfortælling på.