Lad mig ikke være ensom

Citat
”Engang kunne jeg sige at ingen jeg kendte godt var døde. Det er ikke for at sige at ingen døde. Da jeg var otte år blev min mor gravid. Hun tog på hospitalet for at føde og kom tilbage uden babyen. Hvor er babyen, spurgte vi. Trak hun på skuldrene? Hun var den slags kvinde der godt kunne lide at trække på skuldrene; en evig trækken på skuldrene lå dybt i hende. Det virkede ikke som et dødsfald. Årene gik, og folk døde kun i fjernsynet – hvis ikke de allerede var sorte, gik de i sort eller var uhelbredeligt syge.”


”Lad mig ikke være ensom”, s. 11.

Claudia Rankines Don’t Let Me Be Lonely” fra 2004 (”Lad mig ikke være ensom”, 2018) er en bog om ensomhed og depression. Den er også et portræt af en tidsånd, USA i 00’erne under George W. Bushs regering. 

I en nyskabende form, hvor poesi og essays væver sig sammen til en lang strømmende tænkning, maner Rankine smukke og sorgfulde stemninger frem for læseren, og det ender i en næsten lakonisk hårdsmuk insisteren på at være tilstede og nærværende for hinanden som mennesker.

Rankine udvikler i ”Lad mig ikke være ensom” den poetiske metode, som hun også gør brug af i sin næste bog ”Statsborger” – begge bøger bærer undertitlen ”Et amerikansk digt” – hvor hun i ophobningen af små fortællinger og situationer væver et større portræt af samtiden sammen. ”Lad mig ikke være ensom” har mange fortællinger, der handler om død og psykisk sygdom og medicinering.

53971105

Rankines metode består også i at gøre brug af meget billedkunstnerisk og i det hele taget visuelt materiale. Derfor finder man flere illustrationer, som fungerer som små pusterum, når de bryder de ofte korte tekster op i mindre bidder. Det får også Rankines skrift til ved første øjekast at virke ekstremt enkel, let fordøjelig, men når man kigger efter, bliver der gjort et stort sprogligt arbejde.

Således bliver leveren gjort til et interessant objekt for undersøgelse, både fordi den er der, hvor al psykofarmakaen afsætter spor, men også fordi den indeholder ordet leve (liver og live på engelsk).

Rankine placerer sin egen personlige historie i forgrunden af teksten, men det er som om den er gennemsigtig, forgrunden, som om hele omverdenen er det, der egentlig portrætteres. Bogen starter med linjerne: ”Engang kunne jeg sige at ingen jeg kendte godt var døde. Det er ikke for at sige at ingen døde.” (s. 11). Man mærker fra første linje, at der ikke kan siges noget om én selv, uden at det skal sættes i forbindelse med omverdenen. Det betyder også, at der hele tiden er en bevægelse fra den specifikke situation til den generelle betragtning. En bevægelse der også gør sig gældende i Rankines næste bog ”Statsborger”.

 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DKBøger, der minder om " Lad mig ikke være ensom"