Baggrund

Citat
”Han er ikke længere til stede. Han er derhjemme ved lærredet. Hvad har han gjort forkert? Ida føler sig forkert, og hun bedrager ikke længere sig selv. Ægteparret Hammershøi smiler artigt og forpint, men det er ikke fordi de er to alen ud af ét stykke. Forskellen er, at hun ønsker at være et andet sted, mens Vilhelm er et andet sted.”
”Kvinde set fra ryggen”, s. 284.

Jesper Wung-Sung er født på Ærø i 1971 og opvokset i byen Marstal. Det er en kinesisk oldefar, der gemmer sig bag det iørefaldende efternavn Wung-Sung. Oldefaderen kom til Danmark som en del af Tivolis store Kina-udstilling i 1902, hvor han mødte en dansk pige og stiftede familie. Men trods forfatterens eksotiske og fremmedartede aner er det dog primært det danske og mere specifikt forfatterens hjemstavn, der danner den egentlige horisont for store dele af forfatterskabet.

Efter Jesper Wung-Sung blev student fra Svendborg gymnasium i 1992, tog han til København, slog sig ned på Vesterbro og gik i gang med at studere ved Københavns Universitet. Hele tre uddannelser blev det til – engelsk, dansk og litteraturvidenskab – men ingen blev dog fuldført. Og Wung-Sung har med sine rødder solidt plantet i fødeegnen fastholdt en udenforståendes blik på storbyen og på det universitære og litterære etablissement. På spørgsmålet om hvilken bog man absolut bør undgå, har Wung-Sung repliceret på følgende, meget sigende facon: “Enhver linje forfattet af Walter Benjamin. Selv om jeg jævnligt falder på knæ og takker manden. Han var stærkt medvirkende til, at det i tide lykkedes mig at undslippe humorforladthedens epicenter: Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet.” (Michael Jannerup Andersen: Fem spørgsmål til forfatteren. Interview i Jyllands-Posten, 2006-03-11).

Siden debuten i 1998 har Jesper Wung-Sung med både noveller og romaner, og som forfatter for både for børn, unge og voksne, mødt stor ros fra en bred skare af anmeldere. Han er også blevet tildelt en lang række priser og udmærkelser, blandt andre De Gyldne Laurbær i 2018 for romanen ”Den anden gren”. Jesper Wung-Sung har siden 1998 arbejdet som forfatter og er efter ti års eksil vendt tilbage til fødeøen, hvor han bor sammen sin hustru og deres to sønner.