Baggrund

Citat
”Men det var en del af aftalen, når man var venner med Jude. Han vidste det. Andy vidste det. De vidste det alle sammen. Man lod ting passere, som ens instinkter sagde, man ikke måtte. Man krabbede sig rundt langs randen af ens mistanker. Man forstod, at beviset på ens venskab lå i at holde afstand, i at acceptere, hvad man fik at vide, i at vende om og fjerne sig, når døren blev smækket i for næsen af én i stedet for at forsøge at presse den op igen.”
”Et lille liv”, s. 86.

Som Jude, hovedpersonen i hendes roman, ”Et lille liv”, blev også meget af Hanya Yanagiharas barndom tilbragt på motelværelser. Hendes far var læge og fik arbejde i forskellige dele af landet, så familien var ofte på farten og skulle starte et nyt liv op et helt nyt sted. Hun blev født i 1974 i Los Angeles, men så flyttede familien til Hawaii, så til New York, til Baltimore, til Californien, til Texas og til Hawaii igen. Hendes far var rastløs, har hun fortalt, og tog altid imod nye jobtilbud. Hendes mor er født i Seoul i Korea og dermed også langt væk fra det, der havde været et hjem. For Yanagihara er motelværelset blevet et stærkt billede på USA, det flygtige og forbigående, men også landets enorme vidde og alt det, der findes, som man ikke kender til. Det var tanken om alt det, der foregår bag hastigt forsvindende motelværelsesvinduer, der satte hende i gang med at skrive ”Et lille liv”.

Yanagiharas debutroman ”The People in the Trees” (2013) handlede om en anerkendt antropolog, der sent i livet anklages for sexmisbrug af en ung mand fra den stamme, som antropologen længe har nærstuderet og brugt i sin forskning. Temaet om mishandling og magtmisbrug er et, hun vendte tilbage til i sin anden roman.

Romanen ”A Little Life” (”Et lille liv”, 2016) blev skrevet i løbet af kun halvandet år, om aftenen, når hun kom hjem fra sit arbejde som redaktør på magasinet Condé Nast Traveler. I løbet af flere år havde hun samlet på fotos og kunst, blandt andet af Diane Arbus og Geoffrey Chadsey, hårde og meget fysiske billeder, som inspirerede hende til at skrive historien om de fire mandlige venner. Det var en nærmest feberagtig tilstand at være i, fordi hun levede så intenst med karaktererne fra bogen: ”Jeg havde længe gået rundt med personerne i mit hoved. Jeg skrev hver eneste aften og hele weekenden, og det er ikke nødvendigvis noget, jeg vil anbefale. Det var en berusende oplevelse, men det var samtidig virkelig fremmedgørende. I den første del af bogen taler JB om at male og hvordan det langsomt bliver mere virkeligt end livet selv. Den proces, jeg oplevede, er altopslugende og farlig. Det er sikkert en, jeg aldrig oplever igen, og jeg ønsker heller ikke at opleve det mere.” (Tim Adams: I wanted everything turned up a little too high. The Observer, 2015-07-26. Egen oversættelse).