Titlen på Alice Zeniters femte roman ”L’Art de perdre” fra 2017 (”Kunsten at miste”, 2019) er inspireret af et digt af den amerikanske digter Elizabeth Bishop, men selve historien er inspireret af Zeniters egen familiehistorie med en algerisk far, som flygtede fra sit hjemland i kølvandet på Algeriets selvstændighedskrig (1954-1962). Romanen tematiserer identitet, immigration, integration og følelsen af at høre til. Vi følger en algerisk familie gennem tre generationer svarende til bogens tre dele.
I første del er det Ali, familiepatriark og olivendyrker på en bjergkam nær Palestro (i dag Lakhdaria) i det nordlige Algeriet. Algeriet er stadig en fransk koloni, og Ali er på god fod med den franske overmagt. Men urolighederne ulmer, og snart bryder selvstændighedskrigen ud. Ali må flygte ud ad landet med sin kone og to børn. De ankommer til Frankrig og kastes rundt til forskellige lejre, indtil de ender i et socialt boligbyggeri i Flers.
I bogens andel del følger vi Alis ældste søn Hamid. Han knokler for at lære fransk, og på ét år indhenter han det, han er bagud i skolen. På mange måder er han et pragteksemplar udi integration. Prisen er, at han fjerner sig fra forældrene og deres historie. Arabisk bliver fremmed for ham, og han holder op med at fejre ramadanen. Han får franske venner. I sommeren 72 tager han til Paris og forelsker sig hovedkulds i byen – og i Clarisse, som han møder til en fest.
Parret får fire børn, hvoraf nummer tre hedder Naïma. Det er hende, vi følger i bogens tredje del. Men faktisk følger vi hende hele tiden. Det er et særligt greb Zeniter benytter sig af; hun skaber en distance mellem sig selv, dvs. sin egen biografi, og handlingen i romanen ved at indsætte karakteren Naïma, som den der reflekterer over og aktivt undersøger sin fars og Algeriets historie. Naïma arbejder i et galleri i Paris. I 2015 får hun til opgave at opsøge værker af en algerisk kunstner. For at gøre det må hun til Algeriet, som hun ingenting ved om. Hendes far har aldrig villet fortælle. Det sender hende og herved læseren ud på familiens rejse. Samtidig har værket en jeg-fortæller, som reflekterer over det, Naïma foretager sig. Er dette ’jeg’ Zeniter? Tæt på, men ikke helt. Som Zeniter siger i et interview til det franske blad Libération: ”Jeg er forfatteren, jeg er marionetmesteren…” (Claire Devarrieux: Entretien avec Alice Zeniter: «Enfant, j’ignorais pourquoi on n’allait pas en Algérie». Libération, 2017-09-01. Egen oversættelse).