Humlebien og Ind og ud af cirkler

Humlebien og Ind og ud af cirkler handler om identitets-fortrængning - både på det bevidste og på det ubevidste plan. Ondskaben ligger ikke hos personerne selv, men i de sammenhænge, de uforskyldt er havnet i.
Bøgerne er igen en stærk kritik af det amerikanske samfund - nationens interesser på bekostning af alle menneskelige hensyn.

"Lykke og held er uanvendelige ord," sagde Altmuligmanden. "De er blottet for mening her i komplekset".(Humlebien)

Barney er indlagt på et totalt isoleret hospital for eksperimentel medicin. De er fire drenge på afdeling 12, og den eneste ikke døende, er Barney. Han deltager, som de andre i medicinske forsøg - uden at vide hvorfor. Hvem han er, og hvor han kommer fra, har han kun en svag erindring om. Sygdom, død og håbløshed fortætter stemningen, og som den eneste rigtige mobile og raske, bliver Barney eksponenten for livet.

Han forsøger at holde modet oppe hos de andre - og sig selv - ved at gøre en fantasi til virkelighed. Give em alle et kick og sug af det liv, de ikke har og aldrig får. Men Barney kender ikke sin egen skæbne, og forsøgene fortsætter. For Barney drejer de sig om indgreb i hjernen ... udsletning af hans hukommelse.

Som altid hos Cormier er der ikke kun én historie, men mange sideløbende handlinger, og eftermælet er ikke kun skræmmende, men også rørende og smukt. Humlebien er en af Robert Cormiers mest indtrængende og vedkommende bøger.

Adam Farmers hukommelse er også slettet. Kun to ord husker han: sit navn. Også i handlingen kører bogen Ind og ud af cirkler . Parallelt veksler vi mellem to forløb.

I det ene følger vi Adam på en cykeltur og i det andet læser vi udskrifter af samtaler mellem Adam og en "terapeut". Sammen skal de prøve at afdække de sorte huller i Adams hukommelse. Langsomt nærmer vi os det, Adam prøver at glemme, og som vil være fatalt for ham at huske. Det, som "terapeuten" ubønhørligt forsøger at trænge ind til.

Hvad ved han, hvor meget kan han huske?Hvorfor skiftede familien identitet, - hvorfor var faren nødt til at opgive sit arbejde som journalist med speciale i regeringsanliggender og korruption? Hvor er hans forældre?

A: Men det er op til mig, ikke? Om jeg vinder eller taber, mener jeg.
T: Stræb efter at vinde.
A: Ja, men hvad hvis jeg nu taber?
T: Det skal du ikke spekulere på. Det skal du overhovedet ikke tænke på.
(Ind og ud af cirkler)