Noget overraskende, og til stor fortrydelse for store dele af den mere radikaliserede tyske venstrefløj, engagerede Grass sig kraftigt i tysk politik op gennem 1960’erne. Det var nemlig ikke på det udenomsparlamentariske venstrefløj som flertallet af hans forfatterkollegaer, men derimod for SPD, det tyske socialdemokrati. Hans foretrukne kandidat var socialdemokraten Willy Brandt, den senere forbundskansler, for hvem han skrev taler og tog på valgturne over hele Tyskland.
I romanen ”Lokalbedøvet” (1970) beskriver Grass dilemmaet mellem at ville en revolution, hvor tingene skal gå hurtigt – hvor man går efter den totale omvæltning – og så et mere fornuftigt politiske engagement med al dets langsommelighed. I romanen er det en lærer, der forsøger at overbevise sine rebelske elever om, at forandringer tager tid og kræver tålmodighed, hvis de skal være holdbare. Derfor også titlen på Grass’ næste bog ”Af en snegls dagbog” fra 1972, der er formet som en fortælling til Grass’ børn om deres fars politiske engagement i kampagnen for Willy Brandt. Det er også i denne bog, at Grass for første gang selv optræder i sine bøger. En leg med virkelighed og fiktion, erindring og konstruktion, der også er et særkende for flere af Grass’ senere bøger.
Parallelt med det politiske engagement skriver Grass op gennem 70’erne og 80’erne en række bøger, der ikke siden har været genstand for så meget opmærksomhed. Det er ”Flynderen” (1977), ”Mødet i Telgte” (1979), ”Kopfgeburten” (1980, ikke oversat), og ”Rottesken” (1986). ”Flynderen” er en stor verdenskrønike om kvinder og mænd og deres besværlige, men spændende forhold til forskellige tider. ”Mødet i Telgte” foregår under 30-års-krigen og handler om tyske digtere fra den tid. ”Rottesken” er skrevet midt i 1980’erne angst for en atomkrig. Hovedfiguren er en hunrotte, som i tiden efter den store atomkrigskatastrofe repræsenterer de forhadte skabninger, som overlever, mens mennesket er udryddet.