En tilpas støj

Citat
”Hvor tiden dog går/
siger vi til hinanden en dag vi mødes/
og som altid er vi enige om det meste/
priserne/
den voksende trafik/
det hårde vand i byens haner”
Claus Handberg Christensen: ”En tilpas støj”, side 18-19.

Et sort-hvid billede af to rækker garageporte, der mat står med åbningerne mod hinanden, omslutter Claus Handberg Christensens 27 digte i samlingen ”En tilpas støj” fra 2006 og anslår dermed en særdeles tør, konkret og lavmælt tone. Omslagsbilledet såvel som prosadigtene indeholder ingen dikkedarer eller voldsomme udsving, men holder sig i et behersket, konstaterende og brummende leje. Her hersker en genkendelig, minutiøs skildret hverdag som kæreste og familiefar: ”Året er gået igen. Det var til besvær men gavmildt” (s. 26), hvor der gøres godt med stort set ingenting. Dagligdagens konformitet kunne tænkes at opildne til oprør og protest, men i stedet indtager jeget en skuldertrækkende ligegyldighed og passivitet: ”Hvad gør man? Hvor begynder man? Det gør man ikke og jeg gik hjem” (s. 21). Digtene balancerer mellem skildringer af en triviel hverdag med onani, te, erindring om drukture, sex og barndom samt slentreture i københavnske gader over for en mere privat, begærlig intimsfære med en lille datter og et elsket du. Der brokkebrummes begge steder: ”Klokken var altid lidt over kærlighed” uden at dette tilsyneladende igangsætter handling eller stillingtagen. Jeget registrerer og reflekterer over sine omgivelser på slentrende vis og bevæger sig sanseligt rundt i drømme, erindring, hverdag og surrealistiske situationer. En utilpashed, illusionsløshed og søgen præger digtene: ”Et fremmed sprog er en tilpas støj, synes jeg / måske skulle man flytte hertil” (s. 37).

Trods en elskedes tilstedeværelse dominerer stemninger af ensomhed og fremmedgørelse Claus Handberg Christensens digte. Der opstår dog også kortvarige surrealistiske og udsyrede øjeblikke, som da en kanonkugle borer sig tværs gennem en række bøger (s. 29), for så igen at falde tilbage til konformitetens trivialiteter. Den særlige utilpashed fra debuten ”320 pund” er stadig til stede i ”En tilpas støj”, hvor jeget undgår yderligheder men holder sig apatisk til den jævne middelvej.

Sprogligt følger digtene også denne opskrift, hvor Handberg Christensen insisterende lader versene krybe helt sammen i forsøget på at vise, hvor reduceret sproget kan blive ved slet ingen ting at sige. Claus Handberg Christensens underspillede støj knitrer strittende og kommenterende hverdagens almindeligheder.