Tak for mørket, far

Citat
”jeg skriver et par ord, flytter lidt på mørket.”
Claus Handberg Christensen: ”Tak for mørket, far”, side 90.

Claus Handberg Christensens ”Tak for mørket, far” har i forhold til de foregående bøger fået den største opmærksomhed fra omverdenen i form af omtale og anmeldelser. Det skylder blandt andet, at udgivelsen i foråret 2009 ramte strømmen af de mange litterære værker solidt forankret i forfatterens eget liv. Den personlige biografisme blev igen nærværende på den litterære scene med bl.a. Lone Hørslev, Christel Wiinblad og Tomas Thøfner i front.

Det bliver sagt kort og snapt i ”Tak for mørket, far”, som er en slags opdateret bekendelseslyrik med 1-3 linjers sætninger trykt på hver sin side. Kritikere fik hurtigt klistret mærkatet skilsmissedigte på den lille, tætte prosalyriske bog, som indeholder flere udsagn om Claus Handberg Christensens smertelige brud med sine børns mor. Men hans blanding af vers, strøtanker, erindringsglimt og noter ramler ind og ud af mange åbne emner og tanker om livet, døden og alle spørgsmålene herimellem. Læseren bladrer sig igennem skilsmisse, svigt og afsavn, men også liderlighed, venskab, skrift, angst, barndom, at blive slået, tomhed og maskulinitet. Teksterne indeholder et hudløst jeg med mandige tanker, og det er både smukt, for meget, ærligt og patetisk sølle på en og samme gang

”Tak for mørket, far” er et dobbeltværk med to spejlvendte dele: 272 sætninger og 20 sort-hvide billeder af menneskeløse steder fra Handbergs barndomsegn i Viborg med titlen ”Selvskrevne stier”. Tekst og billede er udtryk for to slags sprog, men er fælles om at italesætte det indiskutable tema: fravær. Indtryk og udsagn blandes jonglerende og tilfældigt, et uddrag er f.eks.: ”jeg er mørk og bitter og smager dårligt// det var en virkelig god dag, vi talte ikke om andet end skilsmisser // hans kammeratlighed irriterer mig grænseløst // jeg begynder at forstå denne bog aldrig bliver færdig // der er dage hvor jeg er et selvynkende lille røvhul af et menneske // søndag morgen, vi hører musik fra New York og taler om dem vi elsker” (s. 162-167). Der er både brud og sammenhænge mellem sætningerne, men et gennemgående ønske om at påtage sig sine egne fiaskoer og samtidig finde evnen til at fortsætte figurerer som en samlende tråd. Momentvis stikker en generel kritik af det omgivende samfund også frem med ord som ”friværdi”, ”liberalisme”, ”systemet” og snak om tidens manglende nærvær, jeg-dyrkelse og sarkasme: ”tak for mørket, far, tak for chancen for et langt liv, en ubønhørlig vrede” (s. 233). Der anes et opgør – både i det store og små, men især i forbindelse med familien; en beruset mor, en voldelig far, en afvisende datter, et køligt du.

Claus Handberg Christensen karakteriserer selv udgivelsen således: ”...illusionsløs, lige på og fuld af savn og forbindelser der rives over” (Rasmus Bo Sørensen: Når kærligheden hører op, må sproget tage over. Interview i Information, 2009-03-05).

”Tak for mørket, far” er kompakt værk, der veksler effektfuldt mellem alvor og humor og er præsenteret med stilsikre virkemidler.