En eksistentiel og kunstnerisk søgen er en gennemgående tråd i Claus Handberg Christensens litterære værk – men er i og for sig også gældende i hans billedkunst og musik. Temaer som identitet, relationer, kærlighed, ensomhed og kunstnerisk udfoldelse dominerer Handbergs udgivelser, som oftest finder sted i et meget personligt univers med klassiske og velbearbejdede sproglige virkemidler. Prosalyrikken er med årene blevet mere intim og skrevet i knækprosaens tegn: ”Jeg er en udpræget eksistentiel forfatter – jeg er ikke formalist – og det stof, jeg skriver på, rummer altid elementer fra det, man kunne kalde bekendelsestraditionen”, udtaler Handberg i et interview (Rasmus Bo Sørensen: Når kærligheden hører op, må sproget tage over. Interview i Information, 2009-03-05).
Claus Handberg Christensens digte er både humoristiske og tyngede med alvor i deres kredsen om tankeeksperimenter om, hvad det vil sige at være til.
Kunst og hverdagsliv er uadskilleligt, og Claus Handberg Christensen forsøger at finde forklarende svar på tilværelsens mysterier via sin skrift. Hvordan kan man leve med sig selv, og hvordan kan man rejse sig fra sine fiaskoer?