Normalt går der sjældent mindre end to år mellem Ibsen slipper et stykke - det hænger sammen med arbejdsprocessen, der bestod af gennemskrivning på gennemskrivning, men modtagelsen af "Gengangere" har skærpet hans pen, og "En Folkefjende" bliver til på rekordtid. Handlingen er henlagt til en lille kystby i det sydlige Norge, som har hængt sit næringsliv og sine håb op på et kurbad, hvorfor man også er hurtige til at forklare det som medbragte lidelser, da et par af gæsterne i løbet af sommeren bliver ramt af "tyfus og gastriske tilfælder", og man er overhovedet ikke begejstret, da Doktor Stockmann modtager svaret på nogle vandprøver, han i hemmelighed har indsamlet og sendt til universitetet i Oslo, og det viser sig, at vandet er bakteriebefængt. Den lille by er truet på sit eksistensgrundlag, og i stedet for at tage resultaterne til efterretning bestrider man dem. Høj og lav, presse og politikere, højre- og venstrefløj, radikale og liberale, alle forener de sig imod Stockmann, akkurat som Ibsen havde oplevet, det var tilfældet i det kor, som fordømte "Gengangere". Det kommer til tumultariske scener under et borgermøde.
"DOKTOR STOCKMANN. (Opbrusende). Så skriger jeg sandheden ud på alle gadehjørner! Jeg skriver i udenbys aviser! hele landet skal få at vide, hvorledes det her er fat!
HOVEDSTAD. Det lader næsten til at doktoren har til hensigt at ødelægge byen.
DOKTOR STOCKMANN. Ja, så meget holder jeg af min fødeby, at jeg heller vil ødelægge den end se den blomstre på en løgn.
ASLAKSEN. Det er stærkt sagt.
(Larm og piber. Fru Stockmann hoster forgæves. Doktoren hører det ikke længer.)
HOVEDSTAD (råber under larmen). Den mand må være en borgerfiende, som kan ville ødelægge et helt samfund!
DOKTOR STOCKMANN (i stigende ophidselse). Der ligger ingen magt på at et løgnagtigt samfund ødelægges. Det bør jævnes med jorden, siger jeg! Udrydes som skadedyr bør de, alle de, som lever i løgnen! I forpester hele landet tilslut …" ("Et dukkehjem og fire andre skuespil", side 229)
I "En folkefjende" understreger han endnu en gang, hvor hans sympati ligger. Ved fritænkeren Stockmann, ved sin frigjorte og viljestærke datter Petra og hos ungdommen i en bredere forstand. Og det sidste er ikke uvæsentligt, for det viser sig, at følelserne er gengældte. Den næste generation af nordmænd tog Ibsens opgør med deres forældre og bedsteforældre som et udtryk for karakter og troværdighed, og knæsatte, efterhånden som de i løbet af firserne fik magt, som de havde agt, hans position som landets førstedramatiker.