Efterliv

Så bliver forfatteren gammel og skriver - tro mod sin alder - fire stykker om mænd, som er bragt i en situation, der kalder på eksistentiel granskning og selvransagelse, tre af dem tynget af alder, den fjerde af sønnens død, henholdsvis "Bygmester Solness" (1892), "John Gabriel Borkman" (1896), "Når vi døde vågner" (1899) og "Lille Eyolf" (1894).

I det tidlige år nittenhundrede får Henrik Ibsen det første i en serie af slagtilfælde og skriver ikke mere. Den 23. maj 1906 dør han i sit hjem i Oslo. På det tidspunkt har han været tilbage i Norge i små femten år.

"Vi dvelte lenge inne hos Ibsen og gikk derefter inn i biblioteket og satte oss. Der fortalte hun oss meget beveget, at sine siste ord her på jorden hadde han sagt til henne om natten: "Min søte, søte frue, hvor har du været snild og god mot mig!"
Over dette var hun lykkelig.
Efter en stund reste hun sig op og sa: "Nu må jeg gå, for Ibsen holdt av, at jeg beskikket mit hus!" "("Henrik Ibsen", side 816)

Således reagerede Ibsens hustru Suzannah Ibsen på sin mands død ifølge svigerdatteren Bergliot Ibsens erindringer. Det er bevægende, ikke mindst når man tænker på, at Suzannah Ibsen ikke er en lille, undseelig mus, men kvinden som angiveligt har inspireret til Ibsens moderne, frigjorte kvinderoller.

Efter de havde fået sønnen Sigurd i 1859, erklærede Suzannah Ibsen, at hun ikke ville have flere børn - fuldstændigt uhørt fordi det var mandens afgørelse, men sådan blev det, de fik kun det ene barn, og angiveligt havde hun også indflydelse på Ibsens arbejde på et helt dagligdags niveau når magelighed disponerede ham for sofaen, var det hende, som sendte ham hen til skrivebordet.

Som ung pige lovede Suzannah og veninden Karoline hinanden, at hvis den ene fik en søn, og den anden fik en datter, skulle de giftes med hinanden. Nogle år efter Suzannah havde fået Sigurd, fik Karoline Bergliot med Ibsens ven og konkurrent Bjørnstjerne Bjørnson en datter, og som de havde forudskikket, blev deres børn gift med hinanden. Måske ansporet af deres berømte fædres mytologiske status i Norge. Sigurd Ibsen vendte tilbage til den nationalisme, som faren havde forkastet, og var en af hovedmændene bag Norges frigørelse af forbundet med svenskerne.