I 2002 fulgte romanen ”Kunsten at græde i kor”, som blev Erling Jepsens gennembrudsroman. Det er en tragikomisk – med vægt på det tragiske – skildring af en lille familie i det sønderjyske, hvor alt bestemt ikke er, som det skal være.
Familien består af far, mor, søster Sanne og fortælleren selv, den 11-årige Allan. Faren er psykisk uligevægtig og en kalkuleret følelsesafpresser, der kræver, at hele familien må samarbejde om, at han kan være glad. Børnene – og ikke mindst Allan – har påtaget sig den umulige rolle at få familien til at fungere, hvilket vil sige at få far til at være ovenpå. Sannes indsats er at sove med far, når han er ked af det, og selv om Allan godt ved, det er forkert, forsøger han med sin sunde barnelogik at forklare hende, at det er vigtigt, at de gør far glad.
24260844
Allans store indsats er endvidere at gå med til diverse begravelser, hvor faren holder sentimentale taler til byens folk. Den blåøjede dreng har lært sig en teknik, hvor han lader tårerne trille, og han får dermed talen til at virke endnu stærkere. Da der på et tidspunkt bliver langt mellem begravelserne, må den arme dreng sætte ind, så far kan få selvværdet tilbage.
Romanens primære temaer er dysfunktionelle familiemønstre, psykisk sygdom og ikke mindst barnets håndtering af psykisk uligevægtige omgivelser. Romanen er stærkt selvbiografisk, hvad Erling Jepsen ikke har lagt skjul på: “Jeg har engang læst, at hvis man vil skrive en roman, skal man ikke kigge ud i verden. Man skal kigge lige der, hvor man selv står, og så grave. Grave dybt. Så det gjorde jeg. Det blev rimelig heftigt, så for at klare presset bestemte jeg mig for at anvende humoren, så jeg selv kunne holde det ud. Og for i virkeligheden at skrive en selvbiografi og så bare kalde det en roman. Der var bare ingen, der hoppede på den.” (Erik Jensen: På gyngende grund. Politiken, 2004-12-05).
”Kunsten at græde i kor” blev filmatiseret i 2007 og har vundet adskillige både danske og internationale filmpriser.