Plys gik hen i en krog og prøvede at sige Tja-a! med det rigtige tonefald. Undertiden syntes han, det betød det, Ninus sagde, og undertiden syntes han, det ikke gjorde. “Det er nok bare øvelse, der skal til,” sagde han. “Gad vidst, om Kængu også må øve sig for at forstå det.”
Den første bog om den “dumme, gamle bjørn” Peter Plys er “Winnie-the-Pooh” fra 1926 (“Peter Plys”, 1930). Bogen består af ti kapitler, der fungerer som ti selvstændige historier. I historierne møder læserne – ud over Peter Plys, som er en glad bjørn, der elsker honning – Grislingen, der er en usikker og bange lille gris, Æsel, der lider af dårligt selvværd og altid er lidt trist til mode, Ninka Ninus, der er en bedrevidende kanin, som hader uorden, Ugle, som er meget selvhøjtidelig og selv mener, han er klog, Kængu og Kængubarnet, som flytter til Hundredmeterskoven i løbet af bogen og desuden drengen Jakob.
Det er Jakob, der kalder Peter Plys for en dum gammel bjørn, men det er bestemt ikke fordi, Jakob ikke kan lide Peter Plys. Tværtimod er tonen ladet med kærlighed som for eksempel i første kapitel “I hvilket vi bliver præsenteret for Peter Plysbjørn, og historien begynder”, hvor Peter Plys forsøger at svæve op til en bikube, der er placeret højt oppe i et træ. For at komme derop, lader han sig løfte af en ballon, og alt imens skal Jakob gå rundt nedenfor træet med en paraply over hovedet. Jakob skal nemlig sørge for, at bierne ikke bliver mistænksomme, når Peter Plys svæver imod dem, i stedet skal de tro, at han er en sky, som snart begynder at regne.
Det fine ved historien er, at det ikke kun er tøjdyret Peter Plys, som tillægges menneskelige egenskaber, men også bierne. Bier bliver selvfølgelig ikke mistænksomme, og de kan bestemt ikke afledes af en dreng med en paraply. På den måde er historien både et eksempel på børns fantastiske forestillingsevne, og hvordan vi mennesker tænker verden ud fra os selv– når man selv har intentioner, så må bierne da også have det!
28973063
En rigtig god og opbyggelig historie finder man i kapitel syv “I hvilket Kængu og Kængubarnet kommer til skoven, og Grislingen får et bad”. Her kommer Kængu og Kængubarnet til Hundrede Meter Skoven, og det er de andre dyr ikke helt tilfredse med. Især ikke Ninka Ninus. Derfor iværksætter Ninka Ninus en plan, der går ud på at kidnappe Kængubarnet og forlange, at Kængu skal rejse fra skoven for at få barnet tilbage. Problemet er, at Kængu altid bærer barnet tæt til kroppen, nemlig i sin pung, men det løser Ninka ved at få Grislingen til at hoppe op i pungen i stedet for Kængubarnet. Da Kængu opdager, hvad der er sket, beslutter hun at lave spas med dem ved at lade som om, hun tror Grislingen er Kængubarnet. Imens bliver Ninus gladere og gladere for Kængubarnet, og Peter Plys øver sig i at hoppe som Kængu, og selvfølgelig ender historien lykkeligt med, at de alle bliver glade for hinanden. Historien kan give mulighed for at tale om, hvad det vil sige at møde nye mennesker. Måske mennesker, der har en anden hudfarve og en anden kultur, eller måske bare nye børn i daginstitutionen. Den usikkerhed, mennesker møder hinanden med, kan godt føre til fordomme, men som i denne historie, så bliver de fleste fordomme gjort til skamme, når man lærer hinanden at kende, og måske endda opdager, at man kan lære noget af hinanden.