Norsk samtidslitteratur fylder meget i det litterære landskab i disse år med store navne som Per Petterson, Tomas Espedal, Karl Ove Knausgård, Lars Saabye Christensen og ikke mindst Hanne Ørstavik, der er blevet oversat til flere sprog. Ørstavik udgør sammen med bl.a. Erlend Loe, Tore Renberg og Linn Ullman 90-00'ernes produktive norske generation, der bl.a. er optaget af at skildre de sociale forandringer i familiemønstrene samt erkendelsen af, at vi har brug for hinanden som mennesker og familiemedlemmer. Ørstavik arbejder især med det psykologiske samspil i og omkring familien samt de afhængigheds- og undertrykkelsesmekanismer, der findes i forhold mellem barn og forældre. Familien og den psykologiske realisme er også i fokus i den prisbelønnede landsmand Per Pettersons forfatterskab.
Hanne Ørstavik har selv udtalt, at hun er inspireret og optaget af bl.a. Virginia Woolf, William Faulkner, Marguerite Duras, Inger Christensen, Tarjei Vesaas, Gro Dahle, Per Olov Enquist, Henrik Ibsen og Stig Larsson (Henning H. Bergsvåg: Interview fra Nettbiblioteket, juni 2003). I forhold til fascinerende sproglige universer er Ørstavik bl.a. inspireret af Birgitta Trotzig, Robert Kangas og Mirja Unge, hvis udforskning af sprog og erfaringsniveauer især er interessant. Desuden minder Ørstaviks karakteristiske sproglige beskrivelser flere steder om danske Ida Jessen, Solvej Balle og Christina Hesselholdt – der også kredser om inderlighed og problematiske familiekonstellationer i deres værker. Ligesom hendes to første minimalistiske og kvadratiske udgivelser minder om nogle af dansk kortprosas udøvere, som f.eks. Peter Adolphsen, Simon Fruelund og Helle Helle.