Solvej Balle

Solvej Balle, født 1962 i Sønderjylland, debuterede som forfatter i 1986 med romanen ”Lyrefugl” og har i forfatterskabets første del udgivet de to kortprosabøger ”&” (1990) og ”Eller” (1998) samt ”Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket” (1993). Hun har en bachelorgrad i filosofi og har studeret litteraturvidenskab på Københavns Universitet, og hun var i årene 1987-89 elev på Poul Borums forfatterskole. Fra 1994-97 redigerede hun desuden det litterære tidsskrift Den Blå Port sammen med forfatterkollegaen Christina Hesselholdt.

Efter forfatterskabets første skønlitterære værker udgav hun efter nogle års pause den kunstteoretiske bog ”Det umuliges kunst” i 2005 og det politiske erindringsessay ”Frydendal og andre gidsler” i 2008. I 2013 udkom de to symmetriske kortprosaudgivelser ”Hvis” og ”Så” samtidigt. Så blev der meget stille fra Balle.

Det var derfor noget af en overraskelse, da hun i 2020 bebudede ikke bare et nyt værk, men hele syv af slagsen i septologien ”Om udregning af rumfang”, der handler om Tara Selter, der sidder fast i den attende november. Først alene og siden sammen med et hav af andre tidsfanger, som i fællesskab undersøger muligheder og vilkår, når man er fanget i den samme dag. Septologien er det, hun kalder højfiktion, og det tager tid at skrive, fortalte hun i forbindelse med udgivelsen af første bind: ”For at sådan et stykke spekulativ, idéstyret litteratur kan leve, bliver det nødt til at have sit eget liv, ellers bliver det en fiks idé. Der skal bygges virkelighedselementer og noget levende fiktion ind. Det er derfor, det har taget så pisselang tid.” (Peter Nielsen: Solvej Balle var 90’ernes store litterære stjerne, men så forsvandt hun. Nu er hun tilbage. Information, 2020-02-21). Den dybt originale og komplekse serie har fået anerkendelse og berømmelse verden over og er indtil videre oversat til mere end 30 sprog. I 2022 modtog Solvej Balle Nordisk Råds litteraturpris for de første tre bind i serien, og i 2025 blev serien nomineret til The International Booker Prize.

Solvej Balle bor i Marstal på Ærø, hvorfra hun driver sit forlag Pelagraf, der siden 2013 har udgivet hendes bøger.

Solvej Balles debutroman ”Lyrefugl” (1986) er en såkaldt robinsonade. Det vil sige at den hører hjemme i en litterær genre, der beskriver en person eller en gruppes overlevelse i isolation. Genren er opkaldt efter Daniel Defoes klassiker “Robinson Crusoe” (1719, dansk 1744) hvor hovedpersonen af samme navn strander på en øde ø. Her organiserer han verden omkring sig og bygger efterhånden en civilisation op fra bunden.

“Robinson Crusoe” er gået over i litteraturhistorien som eksemplarisk for den vestlige kulturs selvfortælling og ideal som organiserende og civiliserende kraft. 

I “Lyrefugl” er det karakteren Freia, der efter et flystyrt strander på en øde ø. Freia begynder at beherske øen gennem videnskab, klassifikation og - frem for alt - benævnelse. Ved at undersøge og navngive alt på øen får hun for en stund en følelse af kontrol, som holder angsten over at være strandet alene stangen. Sproget er altså et værn mod verdens truende forskelsløshed. Det fastholder systemerne - det trygge ved, at det ene er forskelligt fra det andet og at alt har sin plads i systemet. Men dette værn er spinkelt, og tingene har en farlig tendens til at modarbejde deres navne og få det hele til at skride.

Titlens lyrefugl spiller en hovedrolle i dette skred, da den ikke passer ind i nogen af systemets kasser. Den kan imitere alle lyde. Den er vidunderligt smuk som det klassiske billede af kunsten og bliver derfor et billede på kunstens omkalfatrende potentiale.

Romanen veksler mellem tre stilistisk- og tidsmæssigt adskilte spor. Det ene spor udgøres af Freia på øen i fortællingens nutid. Det andet spor er drømmeagtigt og billedrigt og er en art fremtidsvision. Og det tredje er fortalt i en ubrudt ordstrøm - hvad der kunne lyde som en bevidsthedsstrøm fra en barndom.

Efterhånden som Freia kan se sit projekt gå op og sin civilisering af øen og sig selv lykkes, begynder de tre planer at skride - fremtiden eller drømmen kommer i karambolage med den virkelighed, som Freia minutiøst har konstrueret omkring sig. I romanens anden del brydes nutidsfortællingen kun af erindringskapitler, der hastigt nærmer sig romanens nu, indtil erindringen indhenter nuet, og romanens udgangspunkt nås.