portræt af Solvej Balle
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Solvej Balle

Solveig Daugaard, 2003. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2020 og december, 2022. Blå bog opdateret marts 2024.
Top image group
portræt af Solvej Balle
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Solvej Balle er en særegen stemme i dansk litteratur. Hun var del af en gruppe hovedsageligt kvindelige forfattere, som debuterede eller slog deres navne fast i begyndelsen af 90’erne. Siden Balle debuterede i 1986 med romanen ”Lyrefugl”, har hun udgivet ganske få værker, så det var en overraskelse, da hun i 2020 annoncerede det ambitiøse og filosofiske syvbindsværk ”Om udregning af rumfang”, som hun i 2022 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for, for de første tre bind.

Minimalisme i 1990'erne

137556006

 

Blå bog

Født: 16. august 1962 i Bovrup, Sønderjylland.

Uddannelse: Studeret litteraturvidenskab og filosofi på Københavns Universitet. Forfatterskolen, 1997.

Debut: Lyrefugl. Vega, 1986.

Litteraturpriser: Jeanne og Henri Nathansens Fødselsdagslegat, 1998. Elsa og Charlotte Engholms forfatterlegat, 1998. De frankofone landes ambassadørers litteraturpris, 2001. Harald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes legat, 2005. Statens Kunstfonds Livsvarige ydelse, 2009. Nordisk Råds Litteraturpris, 2022. Kritikerprisen, 2023.

Seneste udgivelse: Om udregning af rumfang. Pelagraf, 2023. Roman. (5).

 

Videoklip

Solvej Balle i Forfatterstafetten, april 2023. 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det føles, som om jeg ikke er alene længere. Som om der er nogen, der lytter. Mine dage er ikke forsvundet i glemslen. De findes. Mine dage findes i min bunke af papir, de er ikke blevet slettet i løbet af natten, papiret husker, og jeg kan se, at der står dag nummer dit og dag nummer dat og den attende november og aldrig den nittende.”
”Om udregning af rumfang I”, s. 87.

Solvej Balle, født 1962 i Sønderjylland, debuterede som forfatter i 1986 med romanen ”Lyrefugl” og har i forfatterskabets første del endvidere udgivet de to kortprosabøger ”&” (1990) og ”Eller” (1998) samt ”Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket” (1993). Hun har studeret litteraturvidenskab og filosofi på Københavns Universitet, og hun var i årene 1987-89 elev på Poul Borums forfatterskole. Fra 1994-97 redigerede hun desuden sammen med forfatterkollegaen Christina Hesselholdt det litterære tidsskrift Den Blå Port.

I 1990’erne var Solvej Balle del af et hold kvindelige forfattere, der ofte blev rubriceret sammen ud fra deres litterære stil og tilknytning til Forfatterskolen. På et tidspunkt tog Solvej Balle dog en bevidst beslutning om ikke at være en YKF, yngre kvindelig forfatter og tog afstand fra den skabelon, mange kvindelige forfattere bliver puttet i: ”Det er en rolle, hvor man kan være en charmerende maskot for det rigtige landshold af mandeforfattere og kritikere. Gerne kvik, men ikke for klog, gerne lidt fræk, men ikke for kritisk, gerne lidt sky, men ikke modvillig eller kontrær,” som hun siger i et interview i Politiken. (Carsten Andersen: Hun har skrevet på en roman i 29 år – indtil videre. Politiken, 2016-08-13).

Solvej Balle har både i forhold til udgivelser og offentlig fremtræden været under den litterære radar i mange år. Hun bruger lang tid på research for at kunne forstå sine karakterer og give fiktionen plads til at få sit eget liv, og selv mener hun ikke, at hun har meldt sig ud: ”Jeg føler, at jeg har meldt mig fuldstændig ind. At jeg lytter til mine bøger. Jeg føler, at jeg skal forstå tingene på et dybere plan, før jeg skriver, og der skal også være plads til sådan nogle som mig. Ellers ville der slet ikke være egetræer i verden, men udelukkende fyrretræer.” (Carsten Andersen: Hun har skrevet på en roman i 29 år – indtil videre. Politiken, 2016-08-13).

Efter forfatterskabets første skønlitterære værker udgav hun efter nogle års pause den kunstteoretiske bog ”Det umuliges kunst” i 2005 og det politiske erindringsessay ”Frydendal og andre gidsler” i 2008. Efter de to symmetriske kortprosaudgivelser ”Hvis” og ”Så”, der kom samtidigt i 2013, var der meget stille fra Balle, og det var derfor noget af en overraskelse, da hun i 2020 bebudede ikke bare et nyt værk, men hele syv af slagsen i septologien ”Om udregning af rumfang”. Det er det, hun kalder højfiktion, og det tager tid at skrive: ”For at sådan et stykke spekulativ, idéstyret litteratur kan leve, bliver det nødt til at have sit eget liv, ellers bliver det en fiks idé. Der skal bygges virkelighedselementer og noget levende fiktion ind. Det er derfor, det har taget så pisselang tid.” (Peter Nielsen: Solvej Balle var 90’ernes store litterære stjerne, men så forsvandt hun. Nu er hun tilbage. Information, 2020-02-21).

Solvej Balle bor i Marstal på Ærø, hvorfra hun driver sit forlag Pelagraf, der siden 2013 har udgivet hendes bøger.

Lyrefugl

”Hun havde forvandlet øen fra en uforståelig klat jord, der lå og skvulpede i vandet til en grundigt udforsket tropeø, havde optegnet den nødvendige viden fra Den anden Verden, havde afdækket de fælles indre strukturer og kunne nu afslutte udforskningen og nedskrivningen.”
”Lyrefugl”, s. 81.

Solvej Balles debutroman ”Lyrefugl” (1986) er en robinsonade, der handler om kvinden Freia, der efter et flystyrt strander på en øde ø. Således skriver den sig ind i en genre, der nærmest er inkarnationen af den borgerlige roman. Men naturligvis går den i kritisk dialog med denne genre.

Robinsonaden som klassisk form har i årevis været oplagt baggrund for civilisationskritisk litteratur, fordi den ”rigtige” robinsonade, Daniel Defoes ”Robinson Crusoe” (1719, dansk 1744), er romanen om den vestlige civilisations fortræffeligheder i reneste form. Den proces, som Freia gennemgår på øen, er en gentænkning af den vestlige tænknings historie. Hun tvinges til at definere sig selv fra bunden i forhold til denne ø, og romanen bliver dermed et omfattende forsøg på at definere et menneske og en verden, såvel den abstrakte og åndelige som den konkrete fysiske.

Freia begynder at beherske øen gennem videnskab, klassifikation og - frem for alt - benævnelse. Ved at undersøge og benævne alt på øen får hun for en stund en følelse af at være i stand til at kontrollere og forstå, og hendes angst forsvinder. Sproget er altså værnet mod verdens truende forskelsløshed. Det fastholder systemerne - det trygge ved, at det ene er forskelligt fra det andet og har sin plads i systemet. Men dette værn er spinkelt, og tingene har en farlig tendens til at modarbejde deres navne og få det hele til at skride. Titlens lyrefugl spiller en hovedrolle i dette skred, idet den ikke passer ind i nogen af systemets kasser. Den kan imitere alle lyde, og den er vidunderligt smuk som det klassiske billede af kunsten, der således her placeres som en katalysator for systemets usystematiske understrøm.

Temaet spejles også formelt i ”Lyrefugl”. Romanen består af tre stilistisk- og tidsmæssigt adskilte spor, som der veksles regelmæssigt imellem. Det første kapitel udgøres af Freia på øen, fortællingens nutid. Dernæst følger et lyrisk kapitel, der drømmeagtigt og billedrigt sammensat præsenterer en art fremtidsvision. Dette følges af et kapitel fortalt i en ubrudt ordstrøm - hvad der kunne ligne en bevidsthedsstrøm fra en barndom.

Mønsteret følges, indtil Freia kan se sit projekt gå op og sin civilisering af øen og sig selv lykkes. Herfra begynder planerne at skride - fremtiden eller drømmen kommer i karambolage med den virkelighed, som Freia minutiøst har konstrueret omkring sig, og i romanens anden del brydes nutidsfortællingen således kun af erindringskapitler, der imidlertid hastigt nærmer sig romanens nu, indtil erindringen endelig indhenter nuet, og romanens udgangspunkt nås.

& og Eller

”Vi gør de enkleste ting. Vi skærer frugt eller brød. Vi reciterer velkendte retter på små gasblus. Koger makaroni, der langsomt og uden megen poesi, skifter fra hårdt til blødt.”
”Eller”, s. 23.

Solvej Balles to kortprosabøger ”&” (1990) og ”Eller” (1998) er - trods de otte år, der gik mellem deres udgivelser - meget nært forbundet. De ligner hinanden, hvad angår omslag og komposition, og de fremstår begge som indføringer i fiktionens egen tænkemåde og mekanikker. Også titlerne taler sammen, idet de to ord udgør fundamentale sproglige funktioner.

23431114

Sproget kan konjugere, skabe sammenhænge, eller disjungere, skabe forskelle. Imidlertid er det alene i logikkens sprog, at de to ord holder sig til disse funktioner - i det levende sprog er det noget helt andet. At hverken ”og” eller ”eller” i de to værker skal læses i logisk deduktiv forstand, men i deres sprogligt ustyrlige samme, finder læseren hurtigt ud af.

Således kommer værkerne til at forme sig som en udforskning af sprogets liv og facetter, som Solvej Balle har øre for, og som kan træde frem, når ordene læses med logikkens skærpede opmærksomhed for modsigelser i baghovedet.

Handlingsforløbene i ”&” og ”Eller” er yderst begrænsede: I ”&” flyder en gren ned ad en flod, og i ”Eller” føres et vissent blad omkring af vand og vind. Næppe materiale, det ville kunne lade sig gøre at omsætte til romanform, men som med kortprosagenrens blanding af prosa og poesi åbner et rum for læserens meddigten. I modsætning til den store mængde tænkning i ”Lyrefugl” og ”Ifølge loven”, fungerer ”&” og ”Eller” som studier til en fiktions begyndelse, skelettet til en fortælling og udviklingen af levende og potentielle fiktionsrum. Her fokuseres på, hvad den litterære oplevelse kan, og dermed kastes lys over, hvorfor den tænkning, der udfoldes i et værk som ”Ifølge loven”, udfoldes med fiktionen som ramme.

Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket

”Alkoholen holdt hendes porer åbne, og hen imod daggry passerede kulden gennem overfladen. Et øjeblik efter begyndte kroppens temperatur langsomt at falde, og da vækkeuret ringede klokken 7.42, var legemet på sengen en genstand mellem rummets andre genstande.”
”Ifølge loven”, s. 104.

I 1993 udgav Solvej Balle ”Ifølge loven”, der som undertitlen angiver, består af fire beretninger. Hver beretnings hovedperson har et projekt, der spiller en altafgørende rolle for de handlinger, personerne udfører i det tidsrum, vi følger dem.

I den første beretning vil biokemikeren Nicholas S. finde det molekyle, der forklarer menneskets oprejste færden. Tanja L. rejser i den anden beretning ud i verden for at lære smerten at kende. Matematikeren René G. forsøger i den tredje beretning at nærme sig den absolutte nulværdi ved at udføre så få viljeshandlinger som muligt. I den fjerde beretning ønsker portrætskulptøren Alette V. ved et nøje gennemtænkt selvmord at overføre sig selv til tingenes verden. Således bliver projektet en væsentlig faktor, der sammenkæder de fire beretninger.

Hver beretning indledes med en lovparagraf, der giver et bredt billede af det, vi opfatter som love - en juridisk lov, en moralsk-religiøs lov samt to naturlove. På denne måde får hele bogen udseende af en lov om mennesket i fire paragraffer.

Stilistisk set er lovpræget på overfladen holdt i en meget præcis og nøgtern stil. Men ved nærmere undersøgelser afslører det sig, at denne rummer store sproglige skred og kunstgreb, som især trænger sig på, når beretningerne når deres klimaks, og præcision og afklarethed virker helt påkrævet. I stedet formår Balle sprogligt at sløre udgangen af hver beretning, så intet forbliver så enkelt, som det så ud, da de klare og afgrænsede projekter først blev formuleret.

Det samme kan siges om bogens komposition. Umiddelbart ses en sammenhæng mellem beretningerne, elementerne synes at falde på plads - men et grundigere blik afslører talrige brud, hvor den ene sammenhæng kan være lige så god som den anden. Man kan imidlertid se en lineær sammenhæng mellem projekterne, idet hvert projekt bygger videre på noget, det foregående har konstateret:

I den første beretning beviser Nicholas S. menneskets oprejste færden, men han opnår ingen tilfredsstillelse ved opdagelsen, idet han ikke er i stand til at finde nogen grund til, at det skulle stå oprejst.

135133485

Tanja L. ved i den anden beretning, at mennesket færdes oprejst, men i sin søgen efter smerten erfarer hun, at det også falder - og i stedet for at finde årsagen hertil, når hun frem til en erkendelse af, at de store systemer for menneskelig bevægelse og handling er trådt ud af kraft.

René G.s projekt i den tredje fortælling bygger på netop denne antagelse, at de store systemer for mål, retning og ambition hører tidligere tider til, og han vil derfor definitivt undlade at udføre viljeshandlinger. Da dette imidlertid viser sig uladsiggørligt, opdager han via matematikken og kærligheden balancen.

I den fjerde beretning behersker Alette V. balancen - hun rejser mellem steder, hvor temperaturen er tilpas til, at hendes modellerarbejde kan udføres optimalt. Hun er i balance mellem at være fremmed og stedkendt, og hun behersker tings balancepunkter - men for hende slår balancen ikke til. Hun finder det nødvendigt med en udligning mellem sig selv og tingene.

Således trækkes en linje mellem projekterne. En linje, der gennemfører en gradvis udligning af mennesket i forhold til omverdenen. En linje, der viser sig at blive til en cirkel, idet liget af Alette V., der til slut i bogens sidste beretning begår selvmord, introduceres i begyndelsen af bogens første beretning og danner genstand for Nicholas S.’ biokemiske forsøg.

Denne cirkelslutning er samtidig et eksempel på, hvordan alle personernes projekter på én gang lykkes og mislykkes eller falder anderledes ud i forhold til det forventede: Alette V. ønsker at være en ting i tingenes verden, men i stedet bliver hun brugt i beviset på det forhold, der om noget skiller mennesket fra tingene: Den oprejste færden.

At matematikeren René G. hedder René G. er selvfølgelig ikke tilfældigt. Der skal ikke byttes meget om på bogstaverne, før ordet ”regne” opstår. René G. forsøger på et tidspunkt under barberingen uden held at trække sig selv fra sit spejlbillede i forsøget på at nå den absolutte nulværdi. Forehavendet lykkes først i det øjeblik, hvor han i elskovsakten så at sige ”lægges sammen med” eller ”går op i” en kvinde. Her formerer fortællerstemmen sig i øvrigt, hvilket yderligere sætter streg under øjeblikkets vigtighed: ”Vi forlader værelset, mens kroppene endnu er hele, for ikke at forstyrre den matematiske operation.”

Gennem denne viljeshandling, der egentlig strider imod René G.s overordnede projekt, opnår han en form for balance, som kan gøre det ud for ønsket om at blive ingenting. Mod slutningen af beretningen ophæves René G. endelig - men ikke i kraft af en matematisk ligning, derimod i form af en sproglig tvetydighed fra fortællerens side: ”Hvad der kan siges om dette menneske er sagt. Det hedder René G. Det bøjer sig ind over bordet. Det retter sig op og ser gennem ruden. Det regner.” Eftersom den sidste sætning både kan betyde, at René G. regner på et matematisk problem, og at det er regnvejr udenfor, er det umuligt definitivt at afgøre, om René G. er til stede i beretningens sidste sætning.

Dette træk er kendetegnende for Solvej Balles forfatterskab. En sproglig bevidsthed, der viser sig helt ned på bogstavplanet, og som ofte resulterer i en sammensmeltning af det tematiske, det fortællermæssige og det sproglige plan. I ”Ifølge loven”, og ikke mindst i beretningen om René G., tydeliggør denne sammensmeltning, at der bag beretningen om personen og projektet og beretningens fortæller findes en særdeles kontrollerende sprog- og formbevidst forfatter, der formår at skabe balance i sin formidling af store eksistentielle problemstillinger med en legende sprogfornemmelse og humor.

Hvis og Så

”For enden af haven er bladene holdt op med at rasle. De har lagt sig i hjørnet eller nederst ved hækkene. Os er det ikke. Vi har ting, der skal gøres. Brød, der skal bages i husene, og jord, der skal vendes i haverne.”
”Så”, s. 11.

I 2013 tog Solvej Balle tråden op fra sine tidligere udgivelser ”&” og ”Eller” med de to næsten identiske udgivelser ”Hvis” og ”Så”, udgivet på hendes eget forlag, Pelagraf. Begge bind er 37 sider og består af fem afsnit med 12 eller 24 korte afsnit i hver. Bøgerne har hvide omslag og er sat med enkel typografi. Forlaget beskriver værkerne som kortprosa, og de optræder i hvert fald ikke som romaner med deres fravær af handling, psykologisk dybe karakterer og dialog. I stedet er de fortættede tekster, der foregår i byer, huse og haver uden egentlige kendetegn, og de er befolket af flade karakterer samt ”journalister”, ”bureaukrater” og ”økonomer” i noget, der må være en mild samtidskritik.

29922705

Nærmere forbundet til fortiden end nutiden er teksterne i deres observationer af geologiske perioder og de elementer i tilværelsen, som er ens for stenaldermennesket og det moderne menneske: hælde væske op i en beholder, varme sig ved ild, spise og være tæt på andre mennesker, gå langs en flod, se blade falde, registrere vindens bevægelser. Den tørre og konstaterende tone kontrasteres af et afsnit i ”Så”, hvor nogle børn holder fastelavn og det forekommer lettere absurd, at børn iklædt ”kulørte juveler og dragter syet af voksne” går rundt og rasler ved dørene. Et nøgternt og beskrivende blik på en velkendt tradition åbenbarer mennesket som et måske lidt mærkeligt væsen, formet af kultur.

De få ting, der optræder, får meget plads: der er udfoldede betragtninger af blade, træer, vind, kopper, møbler og familie. For der er et spinkelt, genkendeligt stillads at bygge bøgerne op om: en helt genkendelig familiestruktur med forældre og børn, der kommer hjem og hvirvler rundt i huset og sover inde ved siden af i noget, der ligner helt almindelige dage i et familieliv.

Det civilisationskritiske dukker også op i det gentagne refræn om, at ”os er det ikke”: som om menneskeracen fralægger sig ansvaret for cirka det hele. Det var naturen, der gjorde det, det var ikke mig. Alt drejer sig om mennesket, men verden viser sig alligevel at have et liv uden om mennesket. Som sidste sætning lakonisk konstaterer: ”Om lidt er vi sikkert forbi” (”Så”, s. 37). Universaliteten i de grundmønstre og handlinger, alle mennesker til alle tider, har udført, ligger i teksten som den flod, der flere gange henvises til.

Om udregning af rumfang I

”Da jeg vågnede nogle timer senere på gæstesengen, kunne jeg høre Thomas’ fodtrin på trappen. Han var vågnet op til glemslen og til en almindelig attende november. Jeg var vågnet op i gæsteværelset til min attende november # 108.”
”Om udregning af rumfang I”, s. 85.

I 2020 udgav Solvej Balle første bind af syvbindsværket ”Om udregning af rumfang”, som hun selv omtaler som ’spekulativ fiktion’. Heri møder læseren Tara Selter, der bor i en lille fransk landsby sammen med sin mand Thomas, som hun driver en antikvarisk webhandel sammen med. I den anledning er hun taget til Paris for at opkøbe nogle værker til videresalg, og dagen – den 18. november – går som forventet. Men da hun vågner på sit hotelværelse næste morgen, er der noget galt: det er den 18. november igen. Tara tager hjem til Thomas, der er vågnet op til 18. november uden at have nogen fornemmelse af, at noget er anderledes.

47714176

Tara er altså fanget i den 18. november med en klaustrofobisk bevidsthed om, at hun ikke kan komme ud af denne dag. Thomas lever i lykkelig uvidenhed om tidens fastfrysning, og snart kan Tara optegne præcise mønstre over dagen: hvornår Thomas står op, hvornår det begynder at regne og hvilken fase, månen er i. Til en start lever de sammen, men da det bliver for ensomt for Tara at være alene i tiden, flytter hun ind i husets gæsteværelse, og kommer kun ud, når Thomas er ude at gå. Endnu senere flytter hun ud af huset, og da årsdagen for den oprindelige 18. november nærmer sig, tager hun tilbage til Paris for at forsøge at finde en sprække i tiden, som hun kan undvige igennem.

Der er en tiltagende uhygge gennem romanen, i takt med Tara og Thomas kommer længere og længere væk fra hinanden i tid (men ikke i rum), og som Tara kommer i tvivl om sin egen dømmekraft og handlemuligheder. For at holde styr på tiden tæller Tara dagene og begynder at skrive noter hver dag. Nedskrivningen har en helende effekt, men måske er det nytteløst: ”Måske er mine sætninger blot gentagne opkald til en redningstjeneste, hvor ingen tager telefonen.” (s. 97), som der står. Helt grundlæggende filosofiske spørgsmål løber gennem værket: Hvad er tid? Hvem er jeg, hvis tiden er gået i stå? Hvad sker der, når tid og rum ikke følges ad?

Taras optegnelser bevæger sig fra videnskabelige refleksioner over situationen, en opgivende tristhed og til en begejstret nysgerrighed, da hun køber et teleskop og erfarer, at hun kan se den samme himmel hver nat. Med denne eksistentielt filosoferende fiktion har Balle lagt op til en større afsøgning af tidens gang og stilstand i de kommende bind af ”Om udregning af rumfang”.

Om udregning af rumfang II

”Her er kun en neutral og venlig novemberdag, for min tid er ikke en cirkel, og den er ikke en linje, den er ikke et hjul, og den er ikke en flod. Den er et rum, et værelse, en pool, et kar et bassin, en beholder. Den er en gård med et mispeltræ og efterårssol. Kaffe og solskin på en dag i november. Danke.”

”Om udregning af rumfang II”, s. 143.

Andet bind af Solvej Balles ”Om udregning af rumfang” (2020) begynder, hvor første bind slap. Der er gået et år med at være fanget i den 18. november, og Tara Selter befinder sig på et hotelværelse i Paris. Hun har spejdet efter en udgang, men den attende november er blevet kronisk: ”Jeg går langs en afgrund, jeg tæller dage og skriver ned. Jeg gør det for at huske”. Hun oplever en voldsom tomhed og fortvivlelse, og for at udfordre sin manglende retning begynder hun at kaste sig ind i andre menneskers bevægelser. Det fører hende ind i deres historier og længere ud af byen, og det fører hende på en rejse rundt i Europa på jagt efter forskelle: på jagt efter årstider. Hun rejser til Nordnorge, hvor hun finder vinterens sne og kulde, hun rejser til Cornwall i Sydengland, hvor hun finder forårsløg og nyfødte lam, og hun rejser til Spanien, hvor sommerens strandliv og varme opfylder den årstids særkende.

48905455

Men så opsøger hun igen efteråret og slår sig til ro med erkendelsen om, at hun er faldet ned i tidens beholder og at hun ikke kan komme op. Med en romersk sestert som ledestjerne kaster hun sig nu ud i jagten på at forstå romerne, deres ekspansion og stilstand i en næsten manisk informationsopsøgning. Undervejs har hun holdt jul med sine forældre og sin søster, der tålmodigt indvilligede i julemad, gaver og traditioner, og hun har været døden nær i en trafikulykke på små norske veje.

Også i dette bind skriver Balle muntert undrende om tid og rum og relationer, og gennem sine detaljerige og sanselige erfaringer af verden kaster romanen lys på vores vestlige forbrugsvirkelighed, hvor vi året rundt kan finde alskens frugt og grønt i supermarkedet, mens der er en anden forbundethed med jorden i årstidens logiske gang i køkkenhaven. På romanens allersidste side møder Tara et menneske, der formodentlig vil føre fiktionen et nyt sted hen i tredje bind af dette ambitiøse, kloge og underholdende værk om, hvordan man kan bevæge sig i en verden, der står stille. Og om vores længsel efter forskelle og årstider. I disse år giver den globale opvarmning vinteren, som vi kender den, det sidste dødsstød, og spørgsmålet er, hvad det gør ved os? Er årstiderne kun psykologiske fænomener og vedtagne stereotyper eller er de en nødvendighed for, at vi kan mærke tiden gå?

Om udregning af rumfang III

”At beskæftige sig med romerne var bare en helt naturlig måde at forholde sig til det indlysende faktum på, at vi var i færd med at vinke farvel til den vestlige verden. Goodbye, auf Wiedersehen, ciao, adieu. Buona sera, Aftenland.”


”Om udregning af rumfang III”, s. 51.

I ”Om udregning af rumfang III” fra 2021 tager Solvej Balle den spekulative fiktion et nyt sted hen. Efter to bind med Tara fanget alene i den 18. november møder hun her den norske sociolog Henry Dale, der også er fanget i dagen. Senere møder de Olga Periti og Ralf Kern, og nye perspektiver åbner sig på det, Tara troede var en ensom færd i en tidssløjfe.

Tara og Henry mødes til en forelæsning om romerne, som stadig er genstand for Taras interesse. Hvorfor holdt romerriget op med at ekspandere? Hun er optaget af de ting, der definerede den tid og den kultur (det, der var faldet ud af historien undervejs), mens Henry er mere optaget af perspektiverne på en civilisations sammenbrud. Han mener, at den vestlige civilisation er på vej mod sin egen undergang, og at han og Tara kan se alle sprækkerne, fordi deres tid står stille.

61405399

I denne civilisationskritiske filosofi synes mådehold at være nøglen til at overleve: De spiser mad, der er ved at være for gammelt, klunser møbler og bor i forladte ejendomme, kører i tog og går kun i det samme tøj, så på den vis lever de den bæredygtige drøm om et fremtidssikret, vestligt liv.

Henry flytter ind i Taras lejlighed i Düsseldorf, indtil de sammen med Olga og Ralf indtager et hus i Bremen med plads til eventuelle andre rejsende i den attende november. I og med, at Tara på ny har relationer til folk, der kan genkende og huske hende, reflekterer hun over, hvad det vil sige at være alene eller sammen med andre, og gennem deres fælles hukommelse og historie får hun sit eget liv sat i perspektiv: Hun bliver endelig forankret i en verden, der er skabt til glemsel.

Igen skriver Balle muntert og denne gang håbefuldt om alle de ting, fænomener og lyde, der er i Taras verden. Som en undersøgelse af, hvad verden er. Hvad betydning er. Værket er gennemsyret af Taras umiddelbare taknemmelighed ved at kunne sanse og erfare verden på ny hver dag, selvom hver dag på en måde er den samme. Henry Dale har med glæde forladt sit akademiske pseudoarbejde til fordel for formålsløs læring, og til en filosofiforelæsning bliver Tara præsenteret for et begejstret forsvar for filosofien, mens filosoffen langsomt taber en tand. Thi en verden uden filosofi er tandløs.

Om udregningen af rumfang IV

”Der var grænser for, hvor meget viden vi kunne kræve. Fortidens mennesker kunne se solen stå op, og så kaldte de det en solopgang, for det var det, de kunne se. Et objekt, der bevægede sig opad. Skulle de have undersøgt sagen og være gået grundigere til værks? Skulle de have ventet med at tale om solen til efter Copernicus? Eller senere endnu?”

”Om udregning af rumfang IV”, s. 86.

Solvej Balles ”Om udregning af rumfang IV” udkom 18. november 2022, og heri tager fortællingen igen en ny drejning. Tara Selter bor sammen med Henry, Olga og Ralf i det store hus i Bremen, og inden længe opsøges de af først en gruppe på fem andre rejsende i attende november, og siden enkeltpersoner og større grupper, der har fundet hinanden i et fællesskab om at være faldet ud af tiden. Der er nu gået seks år.

Det viser sig hurtigt, at de har forskellige opfattelser af, hvad der er sket og hvordan og hvorfor. De skiftes til at fortælle deres historier, og i deres samtaler fremfører de ”videnskabelige og filosofiske, poetiske og meteorologiske, psykologiske, fysiologiske, indlysende eller obskure” (s. 153) forklaringer på, hvad der skete – og de diskuterer, hvad deres ’slags’ skal hedde og på hvilket sprog.

135036307

Udover at være en fænomenologisk undersøgelse af forholdet mellem ting og menneske viser dette bind, hvordan mennesket altid har behov for at forstå og forklare sin verden – og at det altid vil være subjektivt, hvordan den opfattes. Samtidig deler husets beboere en videnskabsteoretisk filosofering over, hvor meget viden, der er nødvendig for at kunne drage konklusioner. Hvor meget er man nødt til at vide om noget, før man kan tale om det og navngive det? Er det en akademikerlast at ville vide alt, før man kan udtale sig om noget? Skal vi bare tale frit om det vi ser, sanser og erfarer uden nødvendigvis at kunne sætte det ind i en kontekst?

I denne roman er der længere tidsspring mellem de enkelte kapitler, som også er markant længere end tidligere i septologien. Tara er så optaget af fællesskabet og samtalerne, at hun ikke har samme behov for at fæstne dagen på papir, da den nu også eksisterer i de andres hukommelse. Samtidig er skrivningen en måde at være alene på i det virvar af liv, der hersker i huset i Bremen. Det åbner for en refleksion over, hvor forskelligt man er i verden afhængig af, om man er alene eller sammen med andre. Og hvem er man i en verden, hvor man ikke skal (nå) noget?

 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Om udregning af rumfang IV"

Genrer og tematikker

Betragter man titlerne på de to kortprosabøger ”&” og ”Eller” – de ord, vi bruger til henholdsvis at sammenbinde og adskille i sproget – repræsenterer de et motiv, som er centralt i Solvej Balles forfatterskab. Vi strukturerer vores verden i systemer af forskelle, og ved navngivning og kategorisering af verdens genstande og fænomener kan vi begribe og beskrive den verden, vi lever i. Men på samme tid er der noget, der modarbejder denne systematisering, og der rejser sig altid spørgsmål, som forstyrrer systemerne, som sidestiller og forbinder det, vi forsøger at adskille. Kunsten og det kunstneriske sprog afslører disse mekanismer og udstiller, hvordan verden undslipper vores faste forestillinger og videnskabens forudsigelser, og hvordan sproget kan forvandle sig fra systembygger til udligner af forskelle, når dets logik pludselig skrider, som det f.eks. sker i ordspil og sort tale.

Den fjerde beretning i ”Ifølge loven” indledes af termodynamikkens anden lov:
”Legemer, der befinder sig i et lukket system, hvor der ikke tilføres energi, vil søge mod større og større uorden.” Der er tale om netop den lov, som fik den newtonske fysik til at skride. Beregnelighed, faste afgrænsninger og ordnede systemer rystes af termodynamikken, der lærer os, at adskilte elementer kan flyde sammen, og at adskillelse og sammenhæng således ganske ofte vil være to sider af samme sag. Således former motivet sig gennem hele forfatterskabet. De faste modsætninger vi tror på vægten af, som f.eks. videnskab over for kunst eller rationalitet over for irrationalitet, bliver afsløret som klichéer, der gang på gang overskrides, idet hvert element viser sig at indeholde netop den ting, man troede det definitivt adskilt fra. Også i et formelt perspektiv gentages denne figur i den på en gang genrenedbrydende og genreskabende praksis, der går gennem alle bøgerne.

Solvej Balles forfatterskab vidner om en veludviklet sans for sproglige absurditeter, for bogstavelighedens vildledende egenskaber, og en lydhørhed over for sprogets paradokser, som hun trækker på, og som slår igennem talrige steder i form af en sofistikeret humor. Et sted i ”&” beskrives, hvordan personerne må tegne anførselstegn i luften med fingrene for at kunne sige ord som virkelighed, verden og tid. Den humoristiske lydhørhed bliver til en styrke hos Solvej Balle, idet hun så at sige slipper for anførselstegnene. For eksempel i ”Ifølge loven”, hvor den raffinerede ironi stiller projekterne om at finde livets mening i et kritisk lys, men samtidig gør det muligt med alvor at berette om menneskets evindelige søgen efter den store eksistentielle erkendelse.

De eksistentielle erkendelser kompletteres af en antydningsvis civilisationskritik i ”Om udregning af rumfang”. Man kan således læse klimakrise, bæredygtighedsaspekter og forslag til en mådeholden levevis ind i værkerne, der også spørger til, om det er systemfejl, der gør, at verden er på katastrofekurs? Om det er kulturkritik eller selvkritik, der skal til for at rette op på den gale vej? (Bind III, s. 134 og frem).

Den poetiske og nærværende fiktion får ikke sjældent anslag af groteske, når Tara f.eks. ser sig selv som et frådende monster, der langsomt tømmer de lokale butikkers hylder eller når hun sover med julens Christmas Pudding i fodenden for at sikre sig, at den ikke forsvinder til dagen efter. Balle er knastør og underspillet i sin humoristiske tilgang til en ellers undergangspræget fiktion.

Beslægtede forfatterskaber

Solvej Balle tilhører den gruppe af hovedsageligt kvindelige forfattere, som debuterede eller slog deres navne fast i begyndelsen af halvfemserne. De betragtes som beslægtede – dels i kraft af deres tilknytning til Forfatterskolen, dels i kraft af en tilsyneladende fælles orientering mod de kortere former og eksperimenter, der ikke lader sig indfange under de traditionelle genrer. Det drejer sig om forfattere som Christina Hesselholdt, Helle Helle, Kirsten Hammann, Merete Pryds Helle, Katrine Marie Guldager, Naja Marie Aidt – og altså Solvej Balle, der især på baggrund af den ”smalle bestseller” ”Ifølge loven” er blevet kanoniseret som en af generationens kerneforfattere.

Undersøgelserne af tid, som Solvej Balle udfolder i ”Om udregning af rumfang”, minder på flere måder om Svend Åge Madsens romaner ”Se dagens lys” (1980) og ”Lad tiden gå” (1986), der på radikal vis udforsker, hvad det vil sige at være udenfor tiden eller fanget i den. Madsen har også en filosofisk og videnskabelig tilgang til at teoretisere over fænomenet tid, og han slipper gækken løs i science fiction-romanen ”Se dagens lys”, hvor alle mennesker vågner op et nyt sted hver morgen, med ny familie, nyt arbejde og ny bil. I ”Lad tiden gå” opererer en professor med at skrue tiden 23 dage tilbage, hvilket aktualiserer spørgsmålet om, hvordan man kan vide, at noget er sket, hvis man ikke selv har en erindring om det.

Og har man set filmen ”Groundhog Day” fra 1993 (”En ny dag truer”) vil man også kunne se en idemæssig sammenhæng mellem denne og ”Om udregning af rumfang”. Selv siger Balle om dette sammenfald: ”Da filmen i sin tid kom, blev jeg skidesur, i hvert fald i 2-3 minutter, indtil jeg fandt ud af, at der er masser af film, hvor en person sidder fast i tiden på en enkelt dag. Hos mig er det en kvinde, der sidder fast en meget regnfuld 18. november. Her sidder hun til gengæld fast i 80 år.” (Carsten Andersen: Hun har skrevet på en roman i 29 år – indtil videre. Politiken, 2016-08-13).

Overordnet er der i ”Om udregning af rumfang” talrige henvisninger til forfattere, kunstnere og tænkere – Dante, Osvald Spengler, Cranach osv.– og på den måde er hendes forfatterskab en lang, fortsat samtale med den verden, det opstår i.

Inspiration til læseoplevelsen

Forfatterweb er den saglige og faglige gennemgang af forfatterskaberne. På vores søstersite Læsekompas er det læseoplevelsen, som er i fokus.

Brug Læsekompas for at åbne op for den læseoplevelse, bogen byder på. Hvilken stemning er der i bogen, hvilke miljøer foregår den i, hvad er fortælletempoet og hvor lang er bogen?

Lav og del lister over læste bøger, bøger du vil læse, yndlingsbøger osv.

Find andre bøger, der minder om bogen, og gå på opdagelse i, hvordan bøgerne er forbundet.

Besøg Læsekompas her. Log ind med dit biblioteks-login for at låne bøgerne direkte i Læsekompas.

Bibliografi

Bøger

Balle, Solvej:
Lyrefugl. 1986
Balle, Solvej:
&. 1990
Balle, Solvej:
Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket. 1993
Balle, Solvej:
Eller. 1998
Balle, Solvej:
&/Eller. 2001
Balle, Solvej:
Det umuliges kunst. 2005.
Balle, Solvej:
Frydendal og andre gidsler. Gyldendal, 2008. Erindringsessay
Balle, Solvej:
Hvis. Pelagraf, 2013
Balle, Solvej:
Så. Pelagraf, 2013
Balle, Solvej: Om udregning af rumfang. Pelagraf, 2020. Roman. (1)
Balle, Solvej: Om udregning af rumfang. Pelagraf, 2020. Roman. (2)
Balle, Solvej:
Om udregning af rumfang. Pelagraf, 2021. Roman. (3).
Balle, Solvej:
Om udregning af rumfang. Pelagraf, 2022. Roman. (4).
Balle, Solvej:
Om udregning af rumfang. Pelagraf, 2023. Roman. (5).

Tidsskriftartikler af Solvej Balle

Balle, Solvej:
Seks digte. 1987. I: Hvedekorn. - Årg. 61, nr. 1 (1987). - s. 7
Balle, Solvej:
Shakespeare & Company har Fahrenheit 451 i feber : det rejsende bogfolk mødes i aftenskumringen ved Nul-kilometerstenen i Paris for at se på bøger, masser af bøger, for at snakke, skrive, sove, ryge og drikke rødvin. 1987 I: Information. - 1987-01-16
Balle, Solvej:
Volieren. 1987. I: Information. - 1987-06-22
Balle, Solvej:
Søen er syet omhyggeligt fast til jorden. 1988 I: Kannibal. - Årg. 2, nr. 2 (1988). - s. 9-11
Balle, Solvej:
Alette V. 1994. I: Danish literary magazine. - nr. 6 (1994). - s. 19
Balle, Solvej:
Lidelsens vilkår. 1995. Solvej Balle, interview med Ana Blandiana. I: Den blå port. - 1995, nr. 34. - s. 18-32
Balle, Solvej:
Rejsen til Nu. 2001 I: Hvedekorn. - Årg. 75, nr. 3 (2001). - S. 88
Balle, Solvej:
Frydendal. Og andre gidsler. Erindringsessay. 2008 (99.4) Solvej Balles forfatterskab I. Spring. Nr. 26 (2008), side 138-157

Om forfatterskabet

Bøger

Hermansson, Gunilla: Mellem det korte og det lange. Undersøgelser af dansk 90’er-prosa. 2000
Hansen, Jakob: Litterære verdensbilleder. Menneske og natur hos Solvej Balle, Merete Pryds Helle og Niels Lyngsø. 2000

Artikler i bøger

Mai, Anne-Marie(red.): Prosa fra 80’erne til 90’erne. 1994
Emborg, Gert og Ivan Z. Sørensen: Skumhedens tid. 1995 Interview m. Balle m.fl.
Ringgaard, Dan: Solvej Balle. 2000. Danske digtere i det 20. århundrede, red. Anne-Marie Mai
Skyum-Nielsen, Erik: Engle i sneen. Lyrik og prosa i 90’erne. 2000

Artikler i aviser og tidsskrifter

Madsen, Henrik og Agnes Witzke: Ifølge Solvej Balle. 1995. Dansk noter, nr. 3, 1995. Interview med Solvej Balle
Hejlskov Larsen, Steffen: Hybrider i 90’er-litteraturen. 1996 Kritik, årg. 29, nr. 121
Nielsen, Michael: Det groteske og det fænomenale. 1996 Kritik, årg. 29, nr. 121
Fosvold, Astrid: Encyklopædi og minimalisme. 1997 Spring, nr. 11, 1997
Hedetoft, Hanne: Om edderkoppespind og fortolkningslabyrinter. 1997. Spring, nr. 11, 1997
Daugaard, Solveig: Kølig genrekonstruktion. 1999. Dansk noter, nr. 2, 1999
Sindø, Rolf: Kunst er en undtagelsestilstand. 2000. Interview med Solvej Balle. I: Ildfisken, nr. 25, 2000
Harel, Kim H.: Det paradoksale fiktionsrum. 2001. Ibid, nr. 4, 2001
Sandhed, umulighed og fortælling som æstetiske tendenser i 90’ernes danske kortprosa. Belyst ved Helle Helle, Solvej Balle (romanen ”Ifølge loven”) og Peter Høeg 2006 I: Synsvinkler. Årg. 15, nr. 34 (2006), side 95-120
Sandstrøm, Bjarne: Ud af den grå zone. Om kunsten og magtens og afmagtens rum i Solvej Balles forfatterskab. I: Spring. Nr. 26 (2008), side 138-157
Laursen, Anne Sofie: Afviser minimalister poesien? I: Synsvinkler. Årg.17, nr. 40 (2009). Side 165-188.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Solvej Balle

Links

Værket gennemgås kort, og der henvises til sekundær litteratur om værket, samt til links. Fra Litteratursiden.dk
En oversigt over de vigtigste begivenheder i Solvej Balles litterære liv fra Danske Litteraturpriser ved Niels Jensen.