Hvor både ”Det forjættede land” og ”Lykke-Per” havde deres fokus fast forankret i deres hovedpersoner, er ”De dødes rige” (1912-16) en kollektivroman med flere forskellige handlingsspor og personer, der møder hinanden på kryds og tværs. Den har dog det til fælles med Pontoppidans to andre hovedværker, at den opmaler et bredt snit af det danske samfund på tærsklen til den moderne tidsalder.
I en vis forstand er ”De dødes rige” befolket med klassiske Pontoppidan-romanpersoner. Vi har præsten Mads Vestrup, der kommer i uføre på grund af en affære med en tjenestepige i sognet. Vi har den flamboyante og naragtige maler Karsten From, en række publicister og journalister, og ikke mindst den ambivalente Jytte Abildgaard, der ikke kan forløse sin hengivelsestrang, fordi hun ikke kan elske sig selv. Hendes følelser slår om i selvdestruktion, og hun gifter sig med den åbenlyst forkerte mand (nemlig Karsten From). Derfor får hun ikke ham, hun skulle have haft, en anden af romanens nøglepersoner, den progressive godsejer Torben Dihmer.
50661148
Efter at være vendt tilbage fra de dødes rige – i form af en langvarig sygdom – må Dihmer konstatere, at han i virkeligheden er havnet i det. Politikken er korrupt, værdierne i forfald og kærligheden umulig. Som Lykke-Per resignerer han og vender verden ryggen. Selv om han grundlægger et asyl på gården, er utopien ikke bæredygtig. Fausingholm nedbrænder i en apokalyptisk slutscene, hvor egnens beboere endog bærer ved til bålet.
Romanen giver en bred skildring af Danmark efter Systemskiftet, hvor vinderen, venstrehøvdingen Enslev, sejrer ad helvede til. Den sejr, som man havde set frem til under forfatningskampen, viser sig hurtigt at være et nederlag for de progressive kræfter.
Også temaerne er velkendte fra Pontoppidans tidligere romaner. I ”De dødes rige” vakler hovedpersonerne stadigvæk forvildede rundt mellem modernitet og tradition, land og by, fremskridt og fordummelse, oplysning og formørkelse, rationalitet og kristentro, klarsyn og forblindelse, ideal og realitet.