Feriebørn

Citat
”Bladet er væk, smidt ud, og farmor fik jeg aldrig at se i virkeligheden. Men hvis billedet af hende, til sengs med farfar og et juletræ, ikke har erindringsforskudt sig alt for mytologisk, så genkender jeg nu, og stadig tydeligere med alderen, visse af hendes træk i spejlet – den krogede næse og tendensen til lange ører.”
”Feriebørn”, s. 79.

I Jens Smærup Sørensens roman ”Feriebørn” fra 2015 har jegfortælleren Arne Beltoft sat sig for at nedskrive sin livshistorie. Erindringerne fra et liv som landmand, præst og brugtvognsforhandler er imidlertid også en salgstale, som skal overbevise både Arnes samleverske og advokaten Ole Vagn-Ipsen, kaldet Den Retfærdige, om en idé, som Arne er meget opsat på at føre ud i livet: ”Det er da også ham, Den Retfærdige – ud over dig, Malene, det siger sig selv – at jeg tilegner dette skriveri.” (s. 15). Romanen er således en hybridform af memoirer, dagbog og brev.

52005140

Det hemmelige projekt afsløres først sent i romanen, som bevarer en fin suspense i Arnes fortælling. Men projektet hænger sammen med en barndom, hvor feriebørnene Freya og Thor hver sommer kom fra København til den nordjyske gård, hvor Arne voksede op. De to feriebørn lokkede nabopigerne Malene og Charlotte til, og det er også historien om disse fire venners liv, som Arne beretter.

Der er i romanen tale om en alvidende jegfortæller, der springer frem og tilbage i tid, fortolker på erindringsbillederne, henvender sig til læseren og foregriber senere begivenheder: ”Hun har muligvis allerede moret sig over mine spekulationer. Eller hun må i al fald siden hen have gjort det, i betragtning af hvordan det kom til at gå mig.” (s. 34). Det er en lun, ironisk og sindig himmerlandsk fortællestemme i en tekst, der også er tilsat meteorologiske, botaniske og bibelske referencer.

Arnes romantiske længsel efter pigen Freya på den ene side og hverdagskærligheden til livsledsageren Malene på den anden er en vigtig tematik, ligesom skildringen af menneskers muligheder, valg og længsel efter mening: ”Jeg skriver om, hvordan livet går for sig og kan udfolde sig. Om de muligheder, der var, og hvad der kunne have været. Om at der tilsyneladende ikke er noget, der hedder skæbne, men det er der så alligevel. Det er dét, historien handler om.” (Jens Smærup Sørensen citeret i pressemateriale til ”Feriebørn”).