I 1989 udgav Jens Smærup Sørensen “Katastrofe”, der bl.a. er blevet kaldt en generationsroman om 68’er-generationen.
I slutningen af bogens første kapitel sidder en 32-årig kvinde og studerer et avisfotografi fra en demonstration mod EF i 1972. Bortset fra den mand, hun har giftet sig med, har hun ikke kontakt med resten af gruppen, som for 14 år siden var forbundet i en form for fællesskab, selv om få af medlemmerne i gruppen kendte hinanden særligt godt. Hun er nu på besøg hos en af de tidligere kammerater, som hun ved en tilfældighed er stødt ind i. Det gamle avisudklip får den kvindelige hovedperson til at spekulere over, hvad der er blevet af de andre: “Hvor mon de er lige nu, spurgte hun derfor. Det kunne være spændende at forestille sig, synes du ikke? Hvad de alle sammen laver i det her øjeblik?” (“Katastrofe” s. 58). Dette spørgsmål er udgangspunktet for historien.
Gennem romanen skildres den indre og ydre virkelighed hos personerne på fotografiet. Skildringen er fortællemæssigt bygget op omkring fortalt indre monolog tilpasset den enkelte figurs sociolekt. Romanen følger dem én for én på den samme dag: Overlægen, pædagogen, damebladsredaktøren, gymnasielæreren, vindmøllefabrikanten, embedsmanden, bistandsmodtageren, politikeren og producerassistenten. Romanens portræt af en generation er på denne vis ikke baseret på en skildring hen over årtier, men opstår gennem begivenheder og situationer fra en almindelig martsdag i midten af 1980’erne.
26844703
Der er for så vidt tale om en skildring af dagligdags trivialiteter, men i den enkelte fortællers tanker udspiller der sig voldsomme scener, for alle romanens figurer udfører en statusopgørelse over deres tilværelse netop denne dag. Katastrofen er et begreb, som man finder overalt i forfatterskabet, og i denne bog er der tale om katastrofe i dets betydning af vendepunkt. Alle figurerne står ved et vendepunkt og er tvunget til at foretage nogle valg i deres liv. Man kan samtidig tolke den ulykkelige ensomhed, der præger alle romanens figurer, som den katastrofale konsekvens af en bevægelse væk fra fællesskabet, som personerne har foretaget.
Romanen kan også læses som en fremhævelse af det alment menneskelige midt i en individualistisk tid og som en udviklings- og dannelseshistorie for den mest fremtrædende skikkelse i romanen. Juttas fortælling giver romanen et element af didaktisk opbyggelighed og fremhæver at fra et determinerende vendepunkt kan man enten påtage sig et ansvar eller undvige det.
“Katastrofe” var en af de primære årsager til at Smærup Sørensen i 1990 modtog Det Danske Akademis Store Pris for sit forfatterskab.