Jens Smærup Sørensen debuterede i 1971 med en digtsamling, men hans forfatterskab skulle vise sig at komme til at indeholde udgivelser inden for stort set alle genrer. Han har skrevet flere børne- og ungdomsbøger, og til et voksent publikum har han skrevet både lyrik, drama, noveller, romaner og radiospil. Han er dog bedst kendt for sine prosatekster. Starten af forfatterskabet er præget af en kunstnerisk bestræbelse på at forbinde en eksperimenterende modernisme med en kritisk gengivelse af den sociale virkelighed. Et historisk forankret element bliver dog efterhånden mere nærværende i Smærup Sørensens tekster. I romanen ”Katastrofe” behandler han eksempelvis 1980’ernes narcissisme.
Mange har været tilbøjelige til at sætte forfatteren i forbindelse med en samtidsrealisme, men især i starten af sit forfatterskab afviser Smærup Sørensen på det skarpeste, at hans tekster skulle kunne forbindes med en realisme: “Jeg betragter mig overhovedet ikke som realist. Med realisme vil jeg forbinde en bestemt opfattelse af virkeligheden og en bestemt opfattelse af sproget. Den opfattelse af virkeligheden at den er noget i sig selv foreliggende, som kan beskrives gennem et sprog [...] Og den sprogopfattelse der omvendt går ud på, at sproget afspejler en virkelighed, der foreligger. Mit udgangspunkt er, at sproget er virkeligheden, og at vi lever i sproglige virkeligheder. Der er ikke tale om en virkelighed men virkeligheder.” (Jens Smærup Sørensen i Erik Skyum-Nielsen: “Modsprogets proces”, s. 192).
Mange tilsyneladende modsætninger knyttes sammen i forfatterskabet. En af de særlige ting ved Smærup Sørensens tekster er netop, at de ikke lader sig skandere i traditionelle typer som modernisme eller realisme. Teksterne er på modernistisk vis båret af en bevidsthed om deres egen sproglighed: “Jens Smærup Sørensen er ikke nogen naiv realist, men håndterer sine realistiske billeder med en gennemgribende sprogbevidsthed. Det er ordene, der skaber og iscenesætter ikke bare fiktionens verden, men også virkelighedens.” (Lars Handesten: “Smærup Sørensens de bedste”. Berlingske Tidende, 2002-08-17).
Flere steder bliver teksterne også nærmest postmoderne i deres opmærksomhed på iscenesættelse, spil og bedrag. Dette kombineres imidlertid med en tilnærmelse til en realisme, der undersøger, hvordan sproget kan skildre menneskers indre og ydre virkelighed. Ligeledes er de fleste af Smærup Sørensens tekster kendetegnet ved, at de ikke kun ønsker at underholde eller fortrylle, de ønsker også at meddele læseren et budskab af ofte didaktisk karakter. Det kan for eksempel være en pointe om det alment menneskelige, en tematisering af menneskets evne til at påtage sig ansvaret for deres tilværelse eller en fremhævelse af fællesskabets betydning: ”Vi vil vores eget men har brug for at ville noget fælles,” som Jens Smærup Sørensen bl.a. har udtalt det i et interview i forbindelse med udgivelsen af romanen ”Klinten”. (Dorte Washuus: Forfatter: Mennesket har brug for at søge tilgivelse for sin selviskhed. Kristeligt Dagblad, 2020-09-25).
I sin fortællestil synes hans tekster også at modsætte sig en skelnen mellem det indre og det ydre i den beskrivende, kølige stil, hvis udgangspunkt dog er subjektive bevidstheder. På samme vis ser man i løbet af forfatterskabet en orientering mod en skildring af de almene vilkår for mennesket, men samtidig bliver teksterne efterhånden i stigende grad knyttet til det tidsspecifikke og historisk forankrede. Med bøger som romanen ”Mærkedage” og den selvbiografiske fortælling ”Jens” er Jens Smærup Sørensen også kendt som en forfatter, der skildrer den gamle bondekulturs forsvinden i en moderne verden: ”Ham Jens fra Staun, som blev landbokulturens litterære mentalitetshistoriker”. (Jes Stein Pedersen: Jens Smærup Sørensen sætter med ”Jens” et af den slags aftryk i læseren, der øger sansen for livet. Politiken, 2018-09-18).