portræt af Dag Solstad
Foto: Baard Henriksen

Dag Solstad

Jens Thorhauge. 1990. Senest opdateret af cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, 2020.
Top image group
portræt af Dag Solstad
Foto: Baard Henriksen

Dag Solstad har etableret sig som en af Norges største romanforfattere. I 1989 fik han Nordisk Råds Litteraturpris, og i de seneste år har han fået international succes.

Dag Solstads forfatterskab kan ses som en historie om det 20. århundrede. Man kan spore en bevægelse fra de tidlige bøger med absurde gentagelser fanget i dagligdagens tomhed til en kommunistisk engageret litteratur i 1970’erne og 80’erne. Senere slår forfatterskabet over i en mere ironisk tone, som bibeholdes i den sene del af forfatterskabet, hvor skuffelsen over de store fortællinger giver plads til nogle barske, menneskelige fortællinger, hvor selve romangenren udfordres og udvides.

48070795

 

Blå bog

Født: 1941 i Sandefjord i Norge.

Uddannelse: Studier ved Oslos Universitet.

Debut: Spiraler, 1065. Novellesamling.

Litteraturpriser: Nordisk Råds Litteraturpris, 1989. Svenska Akademiens nordiske pris, 2017.

Seneste udgivelse: Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen. Rosinante, 2020. (Tredje, og siste, roman om Bjørn Hansen, 2019). Oversætter: Sara Koch. Roman.

 

 

 

 

Videoklip
Hjemme hos Dag Solstad. Cappelen Damm, 2015. (2:02)

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg er kort sagt meget usikker. Hvis jeg havde haft bare en anelse om, at det, som jeg har arbejdet på siden 1992, var udtømt, og at der i grunden ikke var mere at hente dér andet end et rutineret spil for en rutineret forfatter, så havde jeg ikke været usikker. Så havde jeg uden tøven kastet mig ud i noget helt andet. Uanset hvad der måtte komme ud af det. Til trods for min tvivl om mine forudsætninger for at gøre det. Men har svært ved at forlade åstedet for mine gerninger. Jeg er ikke færdig der endnu, jeg har flere gerninger at udføre netop dér.”

”16.07.41”, s. 146.

Dag Solstads stof er den norske historie fra de seneste 50 år, som han stort set selv har oplevet. Oftest ser han begivenhederne fra en anden position end de fleste, og i størstedelen af forfatterskabet er der stærke politiske elementer. Derfor opleves han bøger ofte som provokationer, der appellerer til stillingtagen.

Den kunstneriske kraft i hans bøger betvivles dog sjældent, så provokatøren har måttet se indtil flere officielle anerkendelser i øjnene, Nordisk Råds Litteraturpris i 1989 og Svenska Akademiens nordiske pris i 2017. De høje oplagstal for hans bøger vidner om en stor læserkreds.

Dag Solstad er født i 1941 i Sandefjord i Norge. Han er vokset op under beskedne kår i provinsen og kom som ung til Oslo for at studere ved universitetet. Her kom han hurtigt ind i litterære og senere politiske kredse, der brød markant med de herskende forestillinger. Der er stærke selvbiografiske træk i forfatterskabet - ikke så meget i form af personlig bekendelse, men som generationstypisk erfaring. Opbruddet fra en kultur, et sæt af værdier, er en sådan central erfaring for forfatterskabet. Rejsen, bevægelsen, det bevidste forsøg på at gennemføre en forandring, beslutte sig for en ny form for liv, er det helt grundlæggende og gennemgående tema i forfatterskabet. Men samtidig er der en række markante brud i synet på mulighederne for personlig og samfundsmæssig forandring.

Forfatterskabet påbegyndtes i 1965. Det skildrer det norske samfund i nogenlunde den periode, Solstad har levet - men det gør det på meget forskellige måder. I 1960’erne bevæger det sig inden for modernistiske måder at forstå verden på, mens det i 1970’erne bliver grebet af troen på den proletariske omvæltning i samfundet, en tro der bearbejdes uhyre kritisk og selvironisk i 1980’ernes romaner, hvor jeg-fortælleren kommer i centrum med rablende strømme af oplevelser og refleksioner. Den bevægelse fortsætter i 1990’erne og 00’erne, hvor bøgerne i høj grad kommer til at tematisere selve det at blive ved med at skrive romaner. Selvom de ofte holdes ud i strakt, ironisk arm, bliver de almindelige og desillusionerede liv i Solstads forfatterskab alligevel ved med at være rørende og vedkommende.

Det tidlige forfatterskab

Novellesamlingen Spiraler” (1965) er Dag Solstads debut. Flere af novellerne står i et tæt forhold til europæisk modernisme, f.eks. historien Emigranterne: en flok emigranter rejser bortgemt i et skibs mørke lastrum frem til et lyst, lykkeligt land. I tolden får de imidlertid afslag på indrejse, fordi de mangler både bagage og penge. Derfor må de rejse tilbage. Derhjemme er alt ved det gamle. Landet er fattigt og uudholdeligt - derfor rejser de igen mod det lyse land - med samme resultat som første gang.

Denne historie har samme struktur som Sisyfos-myten, der fortæller, at Sisyfos var dømt til uafladeligt at rulle en sten op ad et bjerg, som den rullede ned ad igen, når den var næsten oppe på toppen. I europæisk modernisme ses denne myte som et udtryk for menneskets grundsituation: meningsløshed som mennesket selv må skabe mening i. Titlen Spiraler” angiver de tragisk begrænsede bevægelsesmuligheder.

Opfattelsen af spiralbevægelsen som tragisk, afløses i Solstads næste bog Svingstol” (1967), af en mere munter holdning. Også bevægelsen i en drejestol er begrænset, men den giver hele tiden nye udsigtspositioner, der afslører menneskeskæbner. Det er sansningen af dem, bogen skildrer i korte prosastykker.

”Svingstol” blev en central bog i den modernisme, der var centreret omkring tidsskriftet Profil, og som blandt andet ville gøre op med digterens ophøjede isolation. Denne bestræbelse førte få år senere mange af forfatterne ind i en kinesisk inspireret politisk praksis.

”Irr! Grønt!” (1969) er forfatterskabets første roman. Den skildrer en måned i Geir Breviks liv, hvor han afprøver forskellige roller, som muligheder for at gebærde sig i det sociale liv, selvom han har erkendt den grundlæggende absurditet. I romanen trænger for første gang politiske elementer ind i forfatterskabet, der peger frem mod Arild Asnes”, 1970 (1972), hvor Solstad gør op med modernismen og erklærer sig for den maoistisk-revolutionære linje.

Arild Asnes har et forfatterskab bag sig (der har mange fællestræk med Solstads). Han er isoleret, kørt fast i en konflikt mellem på den ene side at være erklæret socialist og på den anden side som modernistisk forfatter at repræsentere indbegrebet af borgerlig individualisme. Hans spring over kløften til en politisk praksis er i et historisk lys problematisk, men det er uhyre tidstypisk og opleves af Arild Asnes selv som et markant brud med den form for meningsløshed, der netop udtrykkes i Solstads tidligste bøger.

Ved en tilfældighed kommer Arild Asnes med i en 1. første maj- demonstration. Oplevelsen af faktisk at gå med, ikke blot være tilskuer, forandrer hans liv. Den tvivl som den nyomvendte revolutionære Arild Asnes nages af, er imidlertid ikke væsensforskellige fra modernistens. Han frygter at stå ansigt til ansigt med arbejdere, som han ved ikke er særskilt interesserede i at købe Klassekampen, som han går fra dør til dør for at sælge. Men springet er taget, og forfatterskabet går med ind i en ny fase.

Kamp og krig!

”Glem aldrig” (1974, da. udg. 1976) skildrer året 1972 frem mod den norske folkeafstemning om medlemskab af EF, med medlemmer af arbejderfamilien Nyland i centrum. Samtidig panorerer romanen hen over den norske arbejderklasses nyere historiske positioner, især som de kom til udtryk i skotøjsindustrien i Halden.

Det er en ganske bestemt fortolkning af den norske arbejderklasses historie, der kommer til udtryk her, nemlig opfattelsen af, at den er blevet svigtet. Da Håkon Nyland gik på arbejde efter krigen, var det i en sikker forvisning om, at hans arbejdsplads, konsul Halvorsens fabrik, snart ville komme på arbejdernes hænder.

Når det gik anderledes, skyldes det ifølge Solstad især, at arbejderbevægelsens ledere støttede sig til USA, en vej hvor prisen for materiel fremgang blev politisk magtesløshed. Men denne magtesløshed var ikke endegyldig. Solstad forstår nemlig Norges nej til EF som en morgenrøde for de ægte socialistiske kræfter.

Solstads fortolkning af den norske historie falder sammen med den, der blev opbygget i hans parti, det maoistiske AKP(ml), der fik ganske stor gennemslagskraft i norsk kulturliv. Solstads tilslutning til dette parti bliver af afgørende betydning for forfatterskabet.

Den store trilogi Svig: Førkrigsår” (1977, da. 1978), Krig – 1940” (1978, da. 1979) og Brød og våben” (1980, da. 1982) fortsætter denne ideologiske linje. Romanserien skildrer arbejderklassens kamp og lidelser fra 1938 til 1944. Ved at følge nogle familier i et arbejderkvarter i Oslo, får Solstad mulighed for at vise et spektrum af typer og politiske holdninger. Konflikten mellem socialdemokrater og kommunister er central, men i virkeligheden svigter begge lejre i denne fremstilling.

Denne del af forfatterskabet rejser et uomgængeligt spørgsmål: kan man overhovedet læse romaner, der bygger på for længst knuste drømme om den kinesiske revolutionsmodel som et mønster for resten af verden - i 1980’erne? Hvis agitationen stod alene, ville svaret være nej. Men trilogien er stadig et læseværdigt værk om almindelige menneskers liv. Vi følger beboerne i Grünerløkka på fabrikken, både i produktionen og ved stillingtagen til tidsstuderede akkorder. I arbejderidrætten, til lørdagsbal, som familiemennesker, soldater og aktive i modstandsbevægelsen i Norges krigsår, der var betydeligt barskere end de danske.

Selvopgør

Med Maos død og opgøret med kulturrevolutionen i Kina smuldrede grundlaget for de europæiske maoistpartier. Omkring 1980 fremstod deres politik i vid udstrækning som fejlslagen. Morgenrøden udeblev. Det spores også i Solstads forfatterskab. 1970’ernes særlige kulturrevolutionære politiske praksis spiller stadig en central rolle som stof for Solstads romaner i 80’erne. Men nu afløses den skarpe politiske tone af satire og ironi. Forfatterskabet går ind i en ny fase, der har afklaring og selvopgør på dagsordenen.

”Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land” (1982, da. 1983) er titelpersonens rapport om det liv, der førte ham frem til og ind i det maoistiske parti. Det er en skånselsløs og utrolig morsom bekendelsesroman, hvis fiktion er meget tæt på de faktiske historiske begivenheder i sin udlevering af partiets ufattelige selvovervurdering og konsekvente virkelighedsforvrængning. Og det er en hudløs beretning om, hvor langt man kan gå i revolutionens hellige navn. Under parolen ’rejs dristigt masserne’ opgiver nogen endda deres akademiske erhverv for som ufaglærte arbejdere at agitere for klassekampen og den rette politiske lære på fabriksgulvet.

Selvkritikken blev af mange kritikere opfattet som et opgør med partiet, men de overså, at ikke alene forblev Solstad medlem, han udgav også den norske udgave af romanen på partiets forlag.

I sin næste bog, Forsøg på at beskrive det uigennemtrængelige” (1984, da. 1986), understreger han denne position. Han optræder selv særdeles bombastisk som person i romanens indledningskapitel, hvor han bliver rasende på en gammel skolekammerat, der roser ham for i ”Gymnasielærer Pedersen” at være kommet til fornuft. Romanen handler i øvrigt om denne socialdemokratiske kammerats forsøg på at mænge sig med proletariatet. Hos Solstad kan der næppe komme noget godt ud af den konstellation. Den fører da også til død og ulykke og til afsløring af modsætningen mellem politiske drømme og selvforståelse, hos en af de politiske magthavere.

I romanen Brudgom” (1987, da udg. 1988) tager Solstad tråden fra ”Gymnasielærer Pedersen” op igen, men tættere på det personlige og i øvrigt også med endnu klarere selvbiografiske træk. Hovedpersonen Fjord starter som journalist på en lille socialdemokratisk avis i Lillehammer i begyndelsen af 1960’erne. Senere studerer han historie og bliver gymnasielærer. Og han tager det skridt, som Pedersen viger tilbage for: han bliver ufaglært papirarbejder og agitator for klassekampen. Senere bliver han arbejdsløs, så historielærer igen, men nu på løsarbejdervilkår.

Romanens titel refererer til, at Fjord i romanen bliver gift ikke mindre end tre gange. Dybest set tematiserer romanen, som de to foregående, den intellektuelles isolation og længsel efter folket. Fjords formælinger har tydeligt karakter af alliancer, der skal stille denne længsel. Utroligt morsom er beskrivelsen af det mislykkede ægteskab med en professordatter, mens selvironien fejrer triumfer i den tilsyneladende idylliske slutning, hvor Fjord faktisk ender i folkets favn, men i en position, som tidligere i forfatterskabet er hudflettet: med en græsslåmaskine i rækkehushaven! Skulle oprøreren være faldet til patten? Næppe. Der må komme mere. Fra samme kant. Eller en anden!

16.07.41

”Jeg bliver nødt til at indrømme det: Jeg har ikke været mig selv, siden min far døde. Jeg har været forfatteren Dag Solstad. Jeg har haft en opgave at fuldføre, og den er endnu ikke fuldført. Jeg tænker kun på min fremtid.
Det var også den, jeg tænkte på nu, da jeg stod i den baggård, jeg var vokset op i, og så op mod luftealtanen. Det var nat og mørkt. Jeg tog tilbage til Hotel Kong Carl.”
”16.07.41”, s. 208.

Sent i forfatterskabet kommer der en stor selvrefleksion ind i Dag Solstads skrift. Det kommer til at handle om, hvad det vil sige at skrive romaner. Det er ”16.07.41” fra 2002 (”16.07.41”, 2004) et meget tydeligt eksempel på.

Dag Solstad er selv hovedpersonen, og vi følger ham fra lufthavnen i Norge til Berlin, hvor han skal bo et stykke tid. Berlins historie bliver udlagt på forskellige måder over adskillige sider, samtidig med at gåture bliver beskrevet med en overdrevet geografisk præcision, man vil simpelthen kunne finde vej i de kvarterer, hvis man selv går der.

25181085

Efter Berlin følger man Dag Solstad-karakteren tilbage til Norge, hvor han skal holde et foredrag og derefter til reunion med sin gamle folkeskoleklasse i sin fødeby. Foredraget bliver genoptrykt i sin helhed, togturen beskrevet i detaljer og Dag checker ind på hotellet og får sig et par drinks. Festen foregår ikke der, hvor han regnede med, og han har glemt sin invitation, så han ender med at køre rundt i hele byen i taxa, og først til sidst finder han ud af, at festen foregår i hans gamle barndomshjem. Der ender han med at stå nede på gaden og kigge op mod festen, og det sætter gang i en lang erindring om hans barndom og særligt om farens tragiske liv.

Romanen slutter med erkendelsen, at savnet af faren har ødelagt glæden ved at skrive, men at han tager tilbage til Berlin for at skrive det, der bliver til denne roman. Selvom han stadig skriver romaner, er det uden den samme glæde, det er med en følelse af at sidde fast. Det er også det, hans foredrag handler om. Når denne smukke roman alligevel findes, peger det på, at der er en slags håb i håbløsheden. Romanens komposition er ved første øjekast tilfældig, alle delene af romanen er hver for sig for lange til at samle sig til en fortælling, men lige præcis fordi den får lov til at være kantet bliver den troværdig og rørende.

Dag Solstad viser et arbejde frem, der handler om at strække selve romanformen. At forsøge en tematisk læsning, der skal rumme Berlinovervejelserne, litteraturforedraget og barndomsbyens erindring ville være en fejl. Det passer ikke sammen, men netop derfor udfordrer det helhedslæsningen og viser nye veje for romanen som genre.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "16.07.41"

17. roman

”Den forhenværende kæmner i Kongsberg, Bjørn Hansen, er for længst sluppet ud af fængslet, hvor han afsonede en dom på tre et halvt år for bl.a. forsikringssvindel, det er næsten femten år siden. Siden har han forsøgt at gå under jorden og blive der, i stilhed, så vidt det er muligt. Men nu står han på Sentralstasjonen i Oslo, hvor han skal med toget til en bestemt stationsby på Sørlandsbanen, hvor hans søn forhåbentlig står og venter på ham.”
”17. roman”, s. 5.

I sin bog fra 1992 ”11. roman” efterlader Dag Solstad sin karakter, kæmneren Bjørn Hansen, i en rullestol. Der har han selv valgt at placere sig som en form for protest, en endelig handling, som føles uafvendelig og absolut, i et samfund hvor intet andet gør dét. I 2009 vender Bjørn Hansen tilbage i 17. roman (”17. roman”, 2010). Han har i mellemtiden afsonet en fængselsdom, og efter det har han levet et isoleret liv uden kontakt til nogen af sine gamle venner og med kun et enkelt brev til sønnen. Svaret på det brev har ligget i flere år og ventet, indtil der i romanen indtræder et uforklarligt vendepunkt, og Bjørn Hansen genoptager kontakt til sønnen og dennes kone og 9-årige barn.

28370423

Resten af romanen beskæftiger sig med det møde, og det er hård læsning. Ikke fordi der sker noget særligt dramatisk, men fordi fortællerstemmen og Bjørn Hansens indre monolog smelter sammen, og læseren får et suverænt portræt af en hyper selvkritisk person. Bjørn Hansens gamle, slidte jakkesæt bliver monstrøst i beskrivelsen, fordi det får ham til at føle, at han ikke passer ind. Almindelige udvekslinger med sønnen og særligt hans kone bliver ubønhørligt endevendt i hovedet, så Bjørn Hansen ligger søvnløs en hel nat. Resultatet bliver hver gang, at de hader ham, og når de ikke siger det, er det kun fordi, de har ondt af ham, og han forstår dem godt.

Portrættet af Bjørn Hansen er også portrættet af en mand, der er blevet overhalet af sit samfund. Selvom han har et ekstremt skarpt blik for detaljer og deres betydning f.eks. tæller det til sønnens fordel, at de har valgt at renovere deres køkken før stuen så er det hele tiden et blik, der kommer udefra. Han er ikke en del af den verden, han lever i, den er gået forbi ham i de isolerede år i og uden for fængslet. I endnu et uforklarligt vendepunkt for romanen beslutter Bjørn Hansen sig for at forlade sin søns hus uden at sige farvel og, forstår man, aldrig vende tilbage. Først må han dog lige vente et par timer på en bus. Både det uforklarlige og det besværlige ved denne skelsættende handling er typisk for Solstads forfatterskab. 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "17. roman"

Generthed og værdighed

”Faldet ud af samfundet, simpelthen. Han vidste at han aldrig mere ville sætte sine ben på Fagerborg Gymnasium. Heller ikke noget andet gymnasium i egenskab af lærer. Hvordan skulle det gå med hende som var hans kone? Hun som lige var begyndt på en treårig uddannelse ved Socialhøjskolen og som var afhængig af hans indtægt? Det betyder jo at det er forbi nu, tænkte han. Det er forfærdeligt, men der er ingen vej tilbage.”

”Generthed og værdighed”, s. 186-187.

I Dag Solstads roman ”Genanse og verdighet” fra 1994 (”Generthed og værdighed”, 2017) møder vi Elias Rukla, som underviser endnu en gymnasieklasse i de Norske klassikere, i dag ”Vildanden” af Henrik Ibsen. Eleverne er mildest talt uengagerede, og Elias’ engagement er heller ikke stort. Indtil der alligevel, selvom han har undervist i denne bog mange gange før, viser sig noget nyt for ham. Eleverne er nu ret ligeglade med åbenbaringen, og den let tømmermandsramte Elias får et raserianfald og sammenbrud, da en paraply ikke vil åbne sig. Helt overbevist om at han nu er færdig på gymnasiet, ja på alle gymnasier, går han rundt i Oslos gader. En lang erindring om hans liv indtil nu starter med mødet med den udadvendte og vellidte Johan, som satte skub i tilværelsen for den mere mutte, generte Elias.

52921457

Det er hans tanker om den tyske filosof Immanuel Kant, Elias står og videregiver i sine første år som gymnasielærer, og da Johan skuffes af filosofien og forlader Norge og sin smukke kone og lille barn til fordel for New York og livet som reklamemand, efterlader han sin familie i Elias’ hænder.

Kompositionen er i al sin enkelhed slående, Solstads skildring af et liv er rørende og banalt, men det bliver aldrig sentimentalt. Elias’ liv er blevet til et kedeligt liv som gymnasielærer, hvor de daglige øl og snaps bliver flere og mere nødvendige som trøst. Det er et rimeligt trøstesløst portræt af ham, og romanens komposition lader det hele slutte med det store sammenbrud, der hvor han har tabt sin værdighed, og nu ikke ved, hvad han skal stille op. Han har været styret af generthed, jævnfør titlen, og aldrig sat det store på spil, og først dette store ansigtstab kan ruske op i tilværelsen for ham.

Romanen slutter med de to hårde sætninger: ”Det betyder jo, at det er forbi nu, tænkte han. Det er forfærdeligt, men der er ingen vej tilbage.” (s 186). Hans kone vil forlade ham, og han er fast besluttet på ikke at komme tilbage til gymnasiet. Den ironiske distance, som bogen har været præget af, er skrællet bort, og vi har nu kun denne tragiske slutning tilbage.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Generthed og værdighed"

Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen

”Bjørn Hansen så på sin sønnesøn. Wiggo Nielsen Korpi Hansen, som han formodentlig hed, sad helt anonymt lige op og ned på sin umagelige stol ved bordet i sin bedstefars enkle stue og sippede utilpas til sin te. Han havde endnu ikke ytret et eneste ord, heller ikke nu ytrede han sig, selv ikke med ungdommelig mimik. Bjørn Hansen havde indtil videre heller ikke henvendt sig til ham med et eneste ord, ikke engang ladet sig præsentere ved at give ham hånden. – Nå, sagde Bjørn Hansen til Thea Nielsens replik om at hun havde bestemt sig for at hendes søn, Wiggo, skulle komme og bo hos ham.”
”Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen”, s. 62.

Dag Solstads Tredje, og siste, roman om Bjørn Hansen fra 2019 (Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen, 2020) fortsætter næsten uden afbrydelse der, hvor ”17. roman” slap. Bj. Hansen, som han i denne roman kalder sig, er en aldrende mand, der er tilbage i Oslo og bor i en lille ét-værelses lejlighed i bydelen Grønland med en masse bøger og en langsommelig, daglig rutine. Sådan går den første halvdel af romanen, med den velkendte indre monolog, der er smeltet sammen med fortællerstemmen. Han mindes sit liv, som for læseren er de sidste bøger, hans tid som kæmner, hans tid i fængsel og hans besøg hos sin søn for nu snart ni år siden.

En dag står hans svigerdatter og banker på døren, fordi hun har bestemt, at hendes søn, Bj. Hansens barnebarn, Wiggo, skal flytte ind hos ham, fordi Wiggo skal studere litteratur på universitetet. De to kommer fint ud af det med hinanden, og på et tidspunkt afslører barnebarnet, at han anser Bj. Hansen for at være en slags modstandsmand i det moderne samfund. Da Wiggo finder en kæreste, tager farfaren bedstefar vil han ikke hedde, det lyder for hyggeligt sig selv i at gå uhørt højt op i, hvad kæresten, en succesfuld, tidligere elitesportsudøver og nuværende sportsblogger, dog vil med hans provinsfødte barnebarn.

48070795

Ved et besøg bliver NN – Bj. Hansen er døv og har aldrig kunnet høre hendes rigtige navn, når Wiggo fortalte det, og kalder hende derfor bare NN rasende på den gamle mand, som hun synes glor på hendes bryster.

Romanens slutning er en vild omvending i bogens eller neurotisk, overtænkende tempo, som man også har set Solstad gøre det før. Med et snuptag vendes historien på hovedet af Bj. Hansens uforklarlige og underlige handling, og som læser må man bare hænge på. Denne sidste roman om Bjørn Hansen rendyrker også den særlige energi og humor, Solstad har udviklet, hvor de ofte omstændelige sætninger bliver til en form for slapstick-komik. Om den gamle mand, der hverken har internet eller en e-mail og så godt som ingen interaktion med det omgivende samfund, skulle være en form for modstandshelt, bliver også bogens satiriske potentiale, som får den til at lægge sig i fin forlængelse af Solstads senere forfatterskab.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen"

Genrer og tematikker

Dag Solstads lange forfatterskab har en bevægelse først ind i det politiske og siden ud af det. Det er også en bevægelse ud af meningsløsheden med politisk deltagelse som løftestang, en følgende desillusionering og tilbagevenden til tilværelsen som noget grundlæggende meningsløst, men der er kommet sprækker i den virkelighedsforståelse.

Hvis man på den måde kan tillade sig at opdele forfatterskabet i de tre dele, kan man også tillade sig at sige, at det, de har til fælles, er skuffelsen. Ingenting føles helt meningsfyldt nok, der er ikke nok saft at presse ud af livet, ligegyldig hvor meget man prøver.

Særligt i det sene forfatterskab bliver skuffelsen den centrale tematik, men med den drejning, at når de store fortællinger ikke lever op til deres forventninger, så bliver der plads til, at noget andet kan vise sig i sprækkerne. Det er helt og aldeles knyttet op på romanen som genre og et grundlæggende arbejde med den genre. Der er ikke tale om at splintre den, som i de klassisk modernistiske projekter, men om at strække den, udvide den indefra, insistere på mellemrummene og sprækkerne. Det kan f.eks. være som i ”16.07.41”, hvor beskrivelserne af vandreturene rundt i Berlin bliver så ekstremt præcise, at ruterne ville kunne følges som et kort. Når beskrivelserne bliver så hyper konkrete, at de kan siges at blive dokumentariske, kan det så overhovedet kaldes fiktion længere? Eller når den indre dialog hos hovedkarakteren bliver så realistisk, at den må fylde side op og side ned, er der så overhovedet tale om en fortælling? Det er subtile forskydninger i romanernes komposition, som viser den store fortællings endeligt, men til fordel for hvad? Det er ikke glædeligt, det er barske historier om små begivenheder, og måske er det ikke en optimisme, man skal lede efter hos Dag Solstad. Alligevel er der noget indsmigrende ved disse ubønhørlige portrætter, som måske bare kan siges at være deres menneskelighed. Det har med mennesker at gøre, og menneskers liv er ofte hårde. Det skal man også beskæftige sig med.

Beslægtede forfatterskaber

Dag Solstads forfatterskab har i de seneste år opnået international anerkendelse, og bl.a. den amerikanske forfatter Lydia Davis har hyldet ham, hun har sågar lært sig selv norsk for at læse og oversætte ham. Han er dermed kommet op i liga med nogle af de andre store norske forfatterskaber som Knut Hamsun og for nyligt Karl Ove Knausgård. Hjemme i Norge har hans forfatterskab længe været anset som et af de helt store, og i 1996 blev han udnævnt til en af ”De fire nye store” sammen Jan Kjærstad, Herbjørg Wassmo og Kjartan Fløgstad. Den mere tænkende, essayistiske form, som også findes i Solstads forfatterskab kan minde om den norske forfatter og lyriker Ole Robert Sunde. En anden yngre norsk forfatter, man kunne nævne, er Stig Sæterbakken, som også hyldes for sin store sproglige præcision.

Portrættet af nogle af Norges mindre byer, som man kan læse hos Solstad i bl.a. ”16.07.41”, hvor hans hjemby Sandefjord kommer til at fylde en del i den sidste del af romanen, kan man også læse om hos Mona Høvring, der bl.a. i sin roman ”Noget der hjælper” kredser om sin hjemstavn Haugesund.

I Danmark kan man måske pege på generationsfællen Kirsten Thorup, der også har excelleret i romanformen, som hun dog i ikke lige så høj grad eksperimenterer med, som Solstad gør det. Hendes eksperimenter ligger udenfor romangenren og nok særligt i hendes første udgivelser, digtsamlingerne ”Indeni – Udenfor”, ”Love from Trieste” og ”I dag er det Daisy”.

En dansk romanforfatter, som på lignende vis med Solstad, arbejder med at udvide formen indefra, kunne være Lars Frost. I hans velfærdstrilogi bestående af ”Smukke biler efter krigen”, ”Ubevidst rødgang” og ”Skønvirke” arbejdes der med genreparodier på henholdsvis knaldromanen, ingeniørromanen og femikrimien.

Af yngre forfattere kunne man pege på Jonas Eika Rasmussen og Malte Tellerup, der på hver deres måde arbejder med at skuffe genreforventningerne til henholdsvis dannelsesromanen for Eika Rasmussen i ”Huset, lageret, Marie” og den episke vandringsroman for Malte Tellerup i ”Markløs”.

Bibliografi

Romaner

Solstad, Dag:
Irr!Grønt! 1969.
Solstad, Dag:
Arild Asnes. 1970.
Solstad, Dag:
Glem aldrig ’72. Rhodos, 1976. (25. september-plassen. For og imot. En samling af pressens anmeldelser og omtaler. 1975.).
Solstad, Dag:
Svig: Førkrigsår. 1978. (Svig: Førkrigsår. 1978).
bibliotek.dk
Solstad, Dag:
Krig - 1940. 1979. (Krig – 1940. 1978).
Solstad, Dag:
Brød og våben. 1982. (Brød og våpen. 1980).
Solstad, Dag:
Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land. Rosinante, 1983. (Gymnaslærer Pedersens beretning om den store politiske vekkelsen som har hjemsøkt vårt land. 1982).
Solstad, Dag:
Forsøg på at beskrive det uigennemtrængelige. 1984.
Solstad, Dag:
Brudgom. 1987. (Roman 1987. 1987).
Solstad, Dag:
Elvte roman, bog atten. Rosinante, 1994. (Ellevte roman, bok atten. 1992). Oversat af Kari Sønsthagen og Torben Weinreich.
Solstad, Dag:
Professor Andersens nat. 1998. (Professor Andersens nat. 1996).
Solstad, Dag:
T. Singer. Rosinante, 2000. (T. Singer. 1999).
Solstad, Dag:
16-07-41. 2002. Rosinante, 2004. (16.07.41., 2002).
Solstad, Dag:
Armand V. Fodnoter til en uudgravet roman. Rosinante, 2007. (Armand V. Fotnoter til en uutgravd roman. 1985). Oversat af Camilla Christensen.
Solstad, Dag:
17. roman. Rosinante, 2010. (17. roman. 2009). Oversat af Camilla Christensen.
Solstad, Dag: Generthed og værdighed. Rosinante, 2017. (Genanse og verdighet, 1994). Oversat af Sara Koch. Roman.
Solstad, Dag: Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen. Rosinante, 2020. (Tredje, og siste, roman om Bjørn Hansen, 2019). Oversat af Sara Koch.
Solstad, Dag: Elvte roman, bog atten og 17. roman. Rosinante, 2020. (Ellevte roman, bok atten, 1992 og 2009). Oversat af Kari Sønsthagen, Torben Weinreich og Camilla Christensen.

Noveller

Solstad, Dag:
Spiraler. 1965.
Solstad, Dag:
Svingstol. 1967.
Solstad, Dag:
Svingstol og andre tekster – prosatekster (1994).

Øvrigt af og om Dag Solstad

Solstad, Dag:
Sleng på byen. 1962. En samling af artikler fra avisen Tiden i Arendal.
Solstad, Dag:
Kamerat Stalin eller Familien Nordby. Et skuespil om en norsk kommunistfamilie i Års 1945-56. 1975.
Bache-Wiig, Harald:
Dag Solstad - spiral, sirkel og tangent. 1977 I antologien Linjer i nordisk prosa 1965-1975.
Tilbake til Pelle Erobreren? Artikler og intervjuer om arbeiderlitteratur. 1977
Litteraturtolkninger. 1980 ff. Oversigt over mange analyser af forfatterskabet, oftest i artikelform.
Østerud, Erik:
Modernisme, partilitteratur, sosialrealisme. 1980. Halvannet kapittel om Dag Solstads forfatterskap.
Matthiesen, Søren:
Dag Solstad. Kunst og politik. 1981. Mere sammenhængende analyser af de første faser af forfatterskabet.
Artikler om litteratur 1966-1981. 1981.
VM i fotball 1982 og VM i fotball 1986. 1983/1986. Reportagebøger om verdensmesterskabet i fodbold i samarbejde med forfatteren Jon Michelet.
Hagen, Alf van der:
Dialoger. Samtaler med ti norske forfattere. Oslo. 1993 (81.55)
Edda, Nordisk Tidsskrift for Litteraturforskning, 1998, nr. 4, side 318-330. 1998.
Uhelbredeligt religiøs: træk af fin-de-siècle-bevidsthed i halvfemserlitteraturen. 1999. I: Noter / Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF, nr. 143 (1999).
Bryllupsfotografen. 2000 Video. Manuskript: Dag Solstad, Johan Bergenstråhle.
Barfod, Kathinka:
Solstad & Nielsen. 2001 (99.4 Solstad, Dag) I: Spring, nr. 17 (2001), s. 104-116.<br />Sammenligning af Dag Solstads roman &#180;&#180;Gymnasiel&#230;rer Pedersens Beretning om den store politiske vekkelsen som har hjems&#248;kt v&#229;rt land&#180;&#180; og Hans-J&#248;rgen Nielsens roman &#180;&#180;Fodboldenglen&#180;&#180;.Sammenligning af Dag Solstads roman ´´Gymnasielærer Pedersens Beretning om den store politiske vekkelsen som har hjemsøkt vårt land´´ og Hans-Jørgen Nielsens roman ´´Fodboldenglen´´.
Armand V. Fodnoter til en uudgravet roman. 2007 Roman på norsk.
Haven, Alf van der:
Dag Solstad : uskrevne memoarer. Oslo, Oktober, 2013. Erindringer.
Solstad, Dag:
Artikler om litteratur 2015-2021. Forlaget Oktober, 2021. (Norsk).

Om forfatterskabet

Web

Anmeldelser af forfatterens bøger.
God artikel om forfatteren med links videre

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Dag Solstad