Norge er Knut Hamsun, Amalie Skram, Henrik Ibsen og Sigrid Undsets fædreland. Det er storslået natur, stor alvor og stormfuld dramatik, der dog ofte udspiller sig under overfladen, i personernes sind.
Også i nyere tid er vores nabo mod nord et yderst frugtbart litteraturland, ikke mindst med den bølge af autofiktion eller "virkelighedslitteratur", som blev indvarslet af Karl Ove Knausgård med "Min kamp"-bøgerne, og båret videre af bl.a. Vigdis Hjorth med bl.a. det familiære opgør "Arv og miljø" og med den selvrefleksive forfatter Tomas Espedals tankefulde bøger, der bevæger sig i en gråzone mellem romanen og essayet.
Find links til portrætter af betydningsfulde norske forfatterskaber i listen til højre.
Den prisvindende norske forfatter og dramatiker Jon Fosse har et helt særegent sprog; han skriver lange, mundrette og rytmiske sætninger og gentager ord, fraser og tanker, så hans enkle prosatekster får et stærkt musikalsk præg. Mange af Fosses romaner udspiller sig ved den norske vestkyst og fremstiller ofte det nære i karakterernes tilværelser; havet, bygden og familien. Også som dramatiker beskæftiger Fosse sig med intime relationer og skriver oftest korte stykker for få skuespillere. I 2015 modtog han Nordisk Råds litteraturpris, og i 2023 fik han Nobelprisen i litteratur.
LÆS HELE FORFATTERPORTRÆTTET AF JON FOSSE
Med en rå, klar og samtidig poetisk prosa skriver Merethe Lindstrøm sig ubehageligt tæt på menneskelivet og den grundlæggende ensomhed, der er dets kerne. Hendes forfatterskab kredser særligt om sygdom i sindet og de komplekse kløfter, der kan opstå mellem mennesker, der skulle være hinandens nærmeste. I 2012 modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris for netop evnen til på sin egen stilfærdigt indtrængende facon at skildre tavsheden og afstanden imellem et aldrende norsk ægtepar i romanen ”Dage i stilhedens historie”.
Kjell Askildsens skildringer af, hvordan kvinder og mænd støder sammen, er et højdepunkt i den realistiske novelletradition. Nordmanden demonstrerede i sine historier, at pausen i en samtale og et konfronterende blik kan sige det hele. Han fandt ind til det tavse punkt mellem mennesker, hvor de genovervejer, om tilværelsen gik som den skulle. Man kan vælge at forlade hinanden. Men man kan også skænke en kop kaffe og sætte sig på terrassen. Trods sin melankolske grundtone – fra ”Hundene i Thessaloniki” til den sene ”Venskabets pris” – havde Askildsen øje for de simple glæder.
Det nordligste Norge må være et specielt sted, hvor mennesket kan føle sig afsindigt lille midt i den overvældende natur. Der er ikke noget at sige til, at selvet, sproget og meningen er i fokus i Hanne Ørstaviks romaner, for hun har absolut et mellemværende med eksistensen. Der kredses om identitetsproblematikker, familiære konflikter, tro, sorg, selvmord, begær, magt og afmagt, som skildres med indfølt psykologisk sans og rammende præcision og dybde. Forfatterskabet præges af en insisterende alvor, og det kan være direkte ubehageligt at læse Hanne Ørstaviks beskrivelser af f.eks. et klaustrofobisk, besidderisk mor-datter-forhold eller en ubærlig menneskelig afstand mellem mor og søn, der får fatale konsekvenser.
Se også listen på Læsekompas.dk: Norske superromaner